Har skuespilleren og instruktøren Hella Joof noget til fælles med profeten Moses? Svaret er ja. I hvert fald på visse punkter. Moses steg ned fra Sinai-bjerget med De Ti Bud under armene. Hella Joof relancerer de samme ti bud i en moderne fortolkning.
Men slægtskabet går videre end det. Moses er kendt for sin magt til at dele vandene i Det Røde Hav. Hella Joof har på det seneste formået at dele vandene i den teologiske debat.
Anledningen er offentliggørelsen af ”Hellas Katekismus”, som næsten øjeblikkeligt har vakt opmærksomhed i kirkelige kredse. Måske er det ikke så underligt, for selve titlen ”Hellas Katekismus” leder naturligt tanken hen på Luthers berømte ”Katekismus”, der i næsten fem hundrede år har været grundpillen i de luthersk-evangeliske kirkesamfund rundt omkring i verden, herunder den danske folkekirke.
”Luthers Katekismus” har været det folkelige grundskrift, der definerer, hvad der ifølge Luther overhovedet skal forstås ved kristendom. Det er med andre ord noget af et teologisk minefelt, Hella Joof har bevæget sig ind i med sin udgivelse.
Kritik fra flere sider
Hella Joof beskyldes i visse kirkelige kredse for ikke at være luthersk nok i sin udlægning af De Ti Bud. Hun har i sit skrift forvandlet kristendommen til en hippie-agtig livsfilosofi om, at det vigtigste her i verden er udbredelsen af kærligheden.
Det har allerede medført adskillige indsigelser og protester og vil med stor sandsynlighed give anledning til endnu flere i den kommende tid.
Hella Joofs katekismus har især vakt vrede blandt folk, der insisterer på Luthers originale forståelse af kristendommen. De omtaler hendes skrift som ”utroværdigt” og ”forfladigende”, fordi hun i sin udlægning kun giver plads til kærligheden, men ikke til synden, ondskaben, fortabelsen, nåden og frelsen, som alle er centrale begreber i den lutherske ortodoksi.
En af de skarpeste opponenter er litteraturkritikeren Erik Skyum-Nielsen, der mener, at Hella Joof ”reducerer kristendommen til et sæt sentimentale veninderåd.” Han sekunderes blandt mange andre af samfundsdebattøren Hans Hauge, der påstår, at Hella Joof gør ”kristendommen til en slags folkereligion, der ikke kan støde nogen, og som de sikkert ville elske i Femina eller Alt for Damerne eller i TV2’s morgen-tv og lignende.”
Et folkeligt anliggende
Andre præster og fagteologer er dog kommet Hella Joof til undsætning, blandt andet ved at fremhæve, at der jo netop er tale om ”Hellas Katekismus” og ikke Luthers, og at det i grunden er i god luthersk ånd, at forkyndelsen af kristendommen ikke betragtes som ekspertanliggende forbeholdt de få ”skriftkloge”, men som et folkeligt anliggende.
Luther anerkendte ikke hierarkier i troens verden, men insisterede på det almindelige præstedømme, dvs. at alle kristne i virkeligheden er præster, altså også Hella Joof.
Og Hella Joof har valgt ikke først og fremmest at være tro mod Luther, men at være tro mod sin egen tro.
Dertil kommer, at Hella Joof i hele sin tilgang til kristendommen har en folkelig gennemslagskraft, som er betydningsfuld i tider, hvor de fleste kirker ikke ligefrem melder om kø problemer ved gudstjenesterne.
Hella Joof er ikke uddannet teolog. Til gengæld besidder hun en folkelighed, som ikke kan anfægtes. På den måde kan hun med sin udgivelse være med til at sænke tærsklen til folkekirken.
Tilgængeligheden for de unge er i fokus
Og det har faktisk også været meningen bag det hele.
For ”Hellas Katekismus” ikke er blevet til på Hella Joofs eget initiativ. Der er tale om et regulært bestillingsarbejde. Initiativet udgår nemlig fra folkekirken selv. Eller mere præcist fra Folkekirkens Konfirmandcenter.
Her har man bidt mærke i, at Hella Joof i magasinet Eurowoman har præsenteret en nyfortolkning af de ti bud, som forsøger at tale ind i forestillingsverdenen hos folk, der ikke er specielt kirkevante. I den forstand kan man sige, at Hans Hauge med sin hentydning til Femina og Alt for Damerne har ramt inden for skiven.
Men det anfægter ikke Folkekirkens Konfirmandcenter. Det er netop baggrunden for deres henvendelse. Man kan sige, at Hella Joof er type castet til opgaven.
Opbygningen af det lille skrift ”Hellas Katekismus” følger stort set Luthers såkaldte ”lille” katekismus fra 1529. Her gives en fortolkning af De Ti Bud, af Trosbekendelsen, af Fadervor samt en forklaring på dåbens, skriftemålets og nadverens betydning. Alt sammen med det formål, at gøre det kristne budskab tilgængeligt og forståeligt for unge i konfirmationsalderen.
Bestræbelsen bag ”Hellas Katekismus” er altså et forsøg på at trænge igennem de mange fordomme og spærringer, der kan blokere for en tilnærmelse til det kristne budskab – først og fremmest hos børn og unge.
I forordet hedder det således:
”Kære Børn. Når jeg hører og læser, hvad mange mennesker tænker om Gud, så får jeg hjertekvababbelser og tænker, at de er ude på herrens mark. Der hvor kragerne vender. Og det er et ensomt sted at være.
Der er mange falske profeter og mange, der lærer en kristendom, som er uden kærlighed. Men Gud og Jesus og Helligånden er en kærlighedsbutik, som altid holder åben.”
Hella Joof vil ikke "yppe kip"
Her skilles altså de teologiske vande. På den ene side har vi en sagligt berettiget kritik af Hella Joof for at lancere en komfortabel, mainstream udgave af den kristne forkyndelse. På den anden side har vi en talentfuld og begavet kunstner, der tro mod sig selv har løst en bunden opgave.
Selv forklarer Hella Joof sit udspil på følgende måde til Kristeligt Dagblad: ”Jeg skrev ikke den katekismus for at yppe kip. Jeg blev spurgt, og jeg tænkte, at kærlighedsbudskabet i kristendommen var grunden til, at jeg selv i sin tid bed på Guds krog. Ikke på grund af arvesynd og Helvede. Det må andre videreformidle, hvis de synes.”
Hvad enten man befinder sig på det ene eller på det andet hold - eller måske lidt på begge – giver denne kontrovers anledning til en diskussion om kristendom og folkekirke, som alle parter sandsynligvis bliver klogere af. Både fagteologerne, kirkegængerne og dem, der overvejer at blive det.