Susse er fængselspræst, kørt fast midt i livet og bryder sig ikke om at sejle. Alligevel køber hendes mand en sejlbåd. Og det får fatale konsekvenser.
I en lille by på Lolland i 1980erne bor en mor og en teenagedatter. Lige da datteren skal i gang med sit eget voksenliv, bliver moren alvorligt syg og forsvinder fra deres tætte fællesskab.
Det er to vidt forskellige universer, vi møder i de to romaner, der udgør første del af feltet til DR Romanprisen 2019.
- Det, der alligevel binder de to romaner sammen, er dels brugen af humor i fortællingerne. Dels deres skildring af den bratte overgang fra en tilstand til en anden. Der er i høj grad tale om et før og et efter, fortæller Lise Vandborg, chefredaktør på Litteratursiden.dk og medlem af den komite, der udvælger kandidaterne til DR Romanprisen.
Skyld, straf og rørende mor-datter forhold
'Bådens navn' fra Kim Fupz Aakeson portrætterer kvinden, der er skuffet over livet og begår en utilgivelig handling. Vi konfronteres med spørgsmål om skyld, straf og tilgivelse.
Helle Helle giver os en rørende, men også sprogligt interessant fortælling om to mennesker, der slet ikke taler om den ulykke, der rammer dem, da moren får sin diagnose.
Romanerne er de første to ud af i alt seks bøger, der skal læses, diskuteres og vurderes af læsere landet over i DR Romanklubberne. Læserne afgør derefter, hvilken af romanerne der skal hædres med DR Romanprisen.
Romaner der overrasker og overrumpler
- DR Romanprisen handler først og fremmest om den stærke læseoplevelse. Derfor går vi efter romaner, der er komplekse, og som ofte kaster noget nyt af sig ved at blive læst flere gange, forklarer Lise Vandborg.
- Romanerne skal overraske og overrumple læserne, appellere til mange forskellige følelser og portrættere nogle personer, der kan vække identifikation, modstand og undren. Sådan at vi kan diskutere, hvorfor de dog handler, som de gør, uddyber hun.
I 'Bådens navn' er hovedpersonen ikke særlig sympatisk. Samtidig kan man som læser spørge sig selv om, hvorvidt Susse bør straffes eller slippe godt fra sine handlinger.
Frygtelige handlinger, interessante mennesker
I romanen, der vandt DR Romanprisen 2018, Maren Uthaugs 'Hvor der er fugle', var hovedpersonerne også sammensatte på godt og ondt. De foretog sig forfærdelige ting, samtidig med, at vi som læsere fik en form for sympati med dem.
- Det er den slags, der giver os stof til at diskutere romanerne. Hvad er deres motiver. Hvordan skal vi forstå dem, siger Lise Vandborg.
Det bliver deltagerne i DR Romanklubberne på landets biblioteker, der fra december og seks måneder frem skal snakke sig frem til en dybere forståelse af romanerne.
Men alle andre kan også være med og bidrage via diskussionsfora på Litteratursiden.dk, Romanklubbernes Facebookside og ved at lytte til P1 og den podcast-serie, der bliver lavet med forfatterne.
Vinderen af DR Romanprisen 2019 bliver kåret i juni næste år.