'Hvad var det dog der skete? Mit vinterfrosne hjertes kvarts må smelte ved at se det…'
Ordene fra Kaj Munks sang om den blå anemone blev ved at rumstere i baghovedet på forfatter Merete Pryds Helle, mens hun arbejdede på sin seneste bog 'Folkets skønhed'.
Så meget, at sangen endda optræder i romanen. En kold dag i marts, under krigen, synger de sangen, mens hovedpersonen Marie er på vej hjem med hestevogn for at blive konfirmeret. Hun er ellers flyttet hjemmefra for at arbejde som tjenestepige.
Skrev under skilsmisse
Fortællingen om Maries liv fra barn til voksen husmor hedder 'Folkets skønhed'. Den er nomineret til DR Romanprisen 2017, og i januar måned bliver den diskuteret i læseklubber landet over.
Bogen er i høj grad farvet af de tanker, som Merete Pryds Helle sideløbende med skrivearbejdet gjorde sig omkring sin familie og parforholdet.
- Det var, som om mit hjerte smeltede i den tid, hvor jeg skrev bogen. Jeg blev skilt, mødte en ny kærlighed og havde samtidig alt det erkendelsesmæssige arbejde, som følger efter et brud: Hvad var det egentlig, der skete?
Nisserne flyttede med
Merete Pryds Helle var gennem to årtier gift med forfatter-kollegaen Morten Søndergaard, som hun også har to børn sammen med. Ægteskabet knirkede, og de besluttede sig i 2014 for at forsøge at redde forholdet ved at rykke familien til Paris, hvor hovedparten af hendes nye bog er skrevet.
- Vi kørte til Paris med flyttelæsset, og alle nisserne sad på bagsædet og grinede. De flyttede selvfølgelig med. Inden længe havde vi besluttet os for at blive skilt, beskriver Merete Pryds Helle.
Pludselig var hun alene i Paris, mens datteren gik i skole fra tidlig morgen til sen aften. Merete Pryds Helle cyklede hver dag til det nye nationalbibliotek i byen, hvor hun tog elevatoren ned i kælderen til læsesalen.
Romanen spejler livet
- Det var som at bevæge sig fysisk ned i underbevidstheden. Her sad jeg så hver dag og skrev til lyden af ventilationsanlæggets susen. Indtil jeg satte mig på cyklen og kørte hjem igen, fortæller hun.
- Og der, samtidig med at jeg skrev om Maries liv, skulle jeg så finde ud af, hvad det var, jeg ikke havde forstået omkring mig selv i ægteskabet, siger Merete Pryds Helle.
Arbejdet med disse tanker spejles i bogen. Hovedpersonen Marie bliver gift med Otto, men hun har svært ved at finde sine ben i ægteskabet, som mor og i det sociale liv i forstaden.
Slettede lang version
I romanen er Marie langt fra at komme til den forståelse af sig selv, som Merete synes, hun selv har nået. Men hvorfor ikke lade Marie følge sporet fra forfatterens egne erfaringer?
- Jeg kan afsløre, at romanen faktisk har været længere, indrømmer Merete Pryds Helle og antyder, at der har været en version, hvor Marie forlader ægteskabet og forstadslivet.
- Men der skete noget med synsvinklen i den del af bogen, som virkede forkert. Så nu er det i stedet op til læseren at overveje, hvordan Maries liv former sig videre frem.
Folkets skønhed er månedens læsning i DR Romanklubben.
Bogen er nomineret til DR Romanprisen 2017, og det er læserne, der bestemmer, hvem der skal modtage prisen.
Hvem af de seks forfattere: Kirsten Thorup, Merete Pryds Helle, Niels Lyngsø, Kristina Stoltz, Mich Vraa og Christina Hesselholdt, der vinder prisen, afgøres den 17. juni.