Midt under coronakrisen: Bøger om pest og virus sælger som aldrig før

Det er især en nobelprisvindende klassiker, der storsælges over hele verden.

I Danmark figurerer 'Pesten' også på bestsellerlisterne hos både Saxo og Arnold Busck. (ARKIVFOTO) (Foto: © PETER MACDIARMID, 2014 Getty Images)

"Fra nu af kan det siges, at pesten var bekymring for os alle."

Du kender måske ikke citatet. Og måske har du heller aldrig hørt om den fransk-algeriske forfatter Albert Camus. Alligevel har flere og flere i disse dage kastet sig over hans over 70 år gamle klassiker 'Pesten', der i øjeblikket sælger som varmt brød verden over.

I Sverige er bogen fuldstændig udsolgt fra internet-boghandlen Adlibris, skriver SVT. I Storbritannien er salget af den Nobelpris-vindende bog steget med 150 procent i februar sammenlignet med samme måned sidste år, skriver The Guardian. Og i Italien, der er det land, der har været hårdest ramt af corona, er salget af bogen fra 1947 tredoblet.

Også herhjemme figurerer 'Pesten' på bestsellerlisterne hos både Saxo og Arnold Busck – i øvrigt sammen med flere andre titler knyttet til virus og sygdom.

Hos Saxo fortæller pressemedarbejder Lærke Jürs, at det allestedsnærværende coronavirus tilsyneladende fylder i folks bevidsthed, når de er på udkig efter bøger at fordrive tiden med:

- I øjeblikket figurerer både Hanne-Vibeke Holsts 'Som pesten', Albert Camus' 'Pesten', Giovanni Boccaccios 'Dekameron' og Anders Fomsgaards 'Det er bare en virus' på vores lister over de mest solgte bøger. Bøgerne handler selvfølgelig ikke direkte om coronavirus, men jeg tror, salgstallene er et tegn på, at man bruger litteraturen til at begribe virkeligheden, forklarer hun.

- Jeg tror, det er en ret naturlig reaktion på, at verden ser så markant anderledes nu end for bare tre uger siden. Når man står midt i noget ubegribeligt, griber man ud efter noget, der måske kan hjælpe én til at gøre det begribeligt.

Får os til at reflektere

Albert Camus' datter, den 74-årige Catherine Camus, vurderer i et interview med The Guardian, at farens pludselige comeback på toppen af alverdens bestsellerlister skyldes bogens evigtgyldige eksistentielle og politiske temaer:

- 'Pesten' vækker lige så meget genklang i dag, som den gjorde dengang, og som den vil gøre i fremtiden, siger hun blandt andet i interviewet.

- Måske vil krisen give os tid til at reflektere over, hvad der egentlig er vigtigt, og blive mere menneskelige.

Her ses Albert Camus i 1957 i København, hvor han gjorde stop, inden han fortsatte til den svenske hovedstad Stockholm for at modtage Nobelprisen i litteratur. (Foto: © Hakon Nielsen, Scanpix)

Hos Saxo har man hverken ført kampagne eller på anden vis promoveret 'Pesten' eller de andre pest- og sygdomstitler. Det er noget, folk selv har været inde at finde, forklarer Lærke Jürs.

- Der er helt sikkert blevet guidet til nogle af titlerne forskellige steder på nettet, men det er ikke noget, vi på nogen måde har skubbet på.

Oplever I generelt et stigende bogsalg på grund af coronakrisen?

- Det er for tidligt at sige noget generelt om bogsalget under den nuværende situation, men det digitale styksalg af e-bøger er opadgående, og så oplever vi stigende interesse for vores streamingtjeneste Saxo Premium.

Tre bøger om pest og virus

Nanna Mogensen, der er vært på Skønlitteratur på P1, guider her til tre bogtitler om pest og virus, der både kan give afbræk fra og perspektiver på coronakrisen.

  • Giovanni Boccaccio, 'Dekameron': - Den beskriver både, hvad pesten gør ved en italiensk storby i 1300-tallet, men handler lige så meget om modgiften mod den – nemlig fortællekunsten. Ti unge mennesker tager væk fra den pestbefængte storby, og så skal de finde ud af at underholde sig selv. Og det gør de ved at fortælle hinanden historier. Det er klassikeren over dem alle. Og så er den lige kommet i en spritny oversættelse på dansk, så der er ingen undskyldning for ikke at læse den.

  • Albert Camus, 'Pesten': - En nyere klassiker, hvor man kan læse pesten både eksistentielt og politisk. Den handler om, hvordan et samfund påvirkes af pest, og hvordan man handler i den situation. Den er skrevet lige efter Anden Verdenskrig, hvor nazismen ikke er ret langt væk, og man kan tolke beskrivelsen af pesten som en kommentar til nazismen og Frankrigs aktive samarbejdspolitik under krigen.

  • Peter Adolphsen, 'Rynkekneppesygen': - Bogen er fra 2017 og handler om rynkekneppesygen, der er en form for virus, der er kommet med nogle væsener fra det ydre rum. Når folk får den, bliver de liderlige og rynkede og så eksploderer de. Det er både en komisk og absurd science fiction-fortælling, men også en utrolig præcis beskrivelse af, hvordan sygdom påvirker vores måde at være sammen på. Den har været mere forudseende i forhold til coronakrisen, end nogen kunne have forudset.