Benny Andersen kunne skrive så meget, at det hele er samlet i to tykke bøger bare med digte og noveller.
Og han kunne skrive så præcist ind i folkesjælen, at hans 'Samlede digte' er solgt i over 130.000 eksemplarer ifølge forlaget.
- Man kan slå op på hver side og finde et guldkorn, siger professor i dansk litteratur ved Syddansk Universitet, Anne-Marie Mai.
Men hvor skal du starte, hvis du ikke har styr på den danske nationalskjald? Og hvad kommer vi til at huske ham for i længden?
Svantes lyksalige ulykke
- Mange danskere vil nok som det første huske Benny Andersen for 'Svantes viser'. Den er folkeeje, siger Anne-Marie Mai.
'Svantes viser' fra 1972 var først en kort roman om Benny Andersens fiktive ven Svante Svendsen, en lidt mismodig, fordrukken poet, der blev født Sverige, men forsvandt fra sine forældre på Malmøfærgen.
Succesen tog rigtig fat, da Benny Andersen satte musik til viserne - og indspillede dem sammen med Povl Dissing. Herfra er ikke mindst *Svantes Lykkelige Dag' begyndt at leve sit helt eget liv.
"Nina er gået i bad - jeg spiser ostemad" bliver dag efter dag sunget af danskere i flok, når de ellers er mange nok:
- Vi kan alle sammen synge med på sangene. De lever hos os og det vil de blive ved med, siger Anne-Marie Mai
Du kender sikkert godt sangen 'Svantes lykkelige dag'? Her får du derfor i stedet Svantes 'Længsel efter Sverige':
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5b76c09aa11fa0071001a2a4
At burde burde
Men lang tid før 'Svantes viser' tog Benny Andersens gennembrudsbog, digtsamlingen 'Den indre bowlerhat' (1964), også fat i det danske hverdagsliv:
- Han kan det her med at få fat i absurditeter og eftertanker over, hvad vores liv egentlig er, med en stor skarp sproglighed, siger Anne-Marie Mai.
- Man bliver udfordret af det og tænker over, hvad det er, vi går rundt og gør.
Som eksempel nævner hun digtet 'Man burde', der handler om alt det man "burde" gøre. Indtil man til sidst "burde burde".
Sære og selvhøjtidelige
Den slags humoristiske greb førte Benny Andersen også fra digtene over i sine noveller, eksempelvis i samlingen 'Puderne'.
- Det er sådan nogle lidt sky, generte og sære personer han får fortalt os om, igen med humor og stor, stor indsigt, fortæller Anne-Marie Mai.
Hendes fjerde anbefaling af Benny Andersens mange bøger, du skal gribe ud efter, er 'Her i reservatet', der indeholder nogle fine portrætter af "reservatet" Danmark:
- Han punkterer den blanding af selvhøjtidelighed og mindreværd vi går rundt med, siger Anne-Marie Mai og nævner, at Benny Andersen ofte var skarp i sine tekster, uden at de blev decideret politiske.
Helt fra snøvsen
Inden de blev gamle nok til Svantes ulykke, har generationer af danske børn læst og hørt Benny Andersens fortællinger om Snøvsen. Den første i serien, 'Snøvsen og Eigil og Katten i sækken' er en ren klassiker:
- Det er en skæg og tankevækkende børnebog med Eigil, der lytter til, hvad hans forældre siger. Eigil forstår ikke, hvorfor man skal have en rød reje, og hvordan den ser ud. Og hvordan der kan sidde en ræv bag øret på mor. Og så en dag dukker snøvsen op, fortæller Anne-Marie Mai.
- Det er godt lavet. Den giver en fornemmelse for vores sprog og den verden vi lever i.