Kristians bog var tæt på ikke at blive til noget - nu topper den bestseller-listerne

Kristian Bang Foss blev tvunget til at lægge sit liv om for at færdiggøre sin roman.

Udover at toppe salgslisterne er Kristian Bang Foss' roman også nomineret til DR Romanprisen 2020. (Foto: © Morten Holtum, Gyldendal)

Fem- og seksstjernede anmeldelser, en topplacering på bestseller-listen - og nu også en prisnominering.

Det er status for Kristian Bang Foss' seneste roman 'Frank vender hjem', som udkom i begyndelsen af september.

Den har ellers haft en ekstra lang og besværlig fødsel, romanen, der er hans fjerde af slagsen. Og netop fordi den har været syv år undervejs har han denne gang været mere nervøs op til udgivelsen, fortæller han:

- Der har været mere pres på denne gang. Fordi der er gået så længe mellem den og min seneste bog, har jeg følt, at nu måtte der gerne ske noget.

Fra ungkarl til familiefar

På et tidspunkt i skriveforløbet var han faktisk tæt på helt at droppe projektet - og sin karriere som forfatter i det hele taget.

- Jeg var helt kørt fast og frustreret over, at jeg ikke kunne skrive, som jeg gerne ville - og jeg overvejede, hvad jeg så skulle lave. Skrivekriser er ret almindelige, men det her var et ekstremt slemt tilfælde, fordi det faldt sammen med så mange andre omvæltninger i mit liv, forklarer han.

En helt afgørende grund til, at det tog Kristian Bang Foss længere tid at skrive 'Frank vender hjem', var nemlig, at han i løbet af de sidste fem år er gået fra et liv som ungkarl i Berlin til en tilværelse med kone og to små børn i København.

- Tilværelsen tog pludselig en uventet drejning, da jeg skulle være familiefar. Det er det bedste, der er sket for mig, men også en oplevelse, som jeg har skullet fordøje, siger han.

Brug for mere struktur

Den nye status som ægtemand og far betød, at han ikke længere kunne skrive, når det passede ham, ligesom han havde gjort i Berlin - og i tiden førhen.

Det var frustrerende, og selvom han på et tidspunkt overvejede et karriereskift, så vidste han også, at det ikke ville passe ham med et job, hvor han ikke selv var chef. Han opsøgte i stedet en coach for at få hjælp til at håndtere sit problem.

- Han var virkelig god til at se, hvordan jeg kunne planlægge min tid bedre, fortæller Kristian Bang Foss.

Rådet fra coachen lød blandt andet, at det ville kræve benhård planlægning af hverdagen, hvis det skulle lykkes ham at færdiggøre den roman, han var startet på i 2014.

- Jeg har brug for at strukturere hverdagen meget hårdt nu og lave tidsplaner hver dag for at få noget fra hånden, fordi jeg har kortere tid. I Berlin kunne jeg bare skrive, når det passede mig.

(© Gyldendal)

Brug for at holde tvivlen på afstand

Før han fik familie, tog Kristian Bang Foss ofte på længere rejser til for eksempel New Zealand, hvor han fiskede og camperede og ikke fik skrevet i flere uger. Den går ikke længere.

- Mit problem har nok altid været, at jeg nemt bliver distraheret. Jeg har fundet ud af, at jeg er nødt til at skrive hver dag, også selvom der er andre ting, jeg skal. Hvis jeg ikke skriver i nogle dage, begynder jeg at tvivle. Den der tvivl bliver holdt på afstand, hvis jeg får skrevet hver dag, forklarer han.

Uanset om han skal på ferie med familien, undervise på skrivehold eller holde et oplæg et sted i landet, så afsætter han minimum en halv time til at få skrevet.

Hverdage mellem 9 og 12 helliger han til at skrive på et kontor uden for hjemmet.

- Og paradoksalt nok har jeg skrevet mere, fordi jeg netop har måttet strukturere min tid.

'Det føles bare magisk'

Den strengere struktur hjalp ham til at få færdiggjort romanen, som indtil videre har fået en flyvende start. Udover de strålende anmeldelser og salgstal, er 'Frank vender hjem' nemlig også nomineret til DR Romanprisen 2020. Den gode nyhed fik Kristian Bang Foss, allerede før bogen udkom.

- Det havde jeg ikke regnet med - og jeg blev virkelig glad, fortæller den 42-årige forfatter, som også var nomineret til DR Romanprisen for sin forrige roman 'Døden kører Audi'.

Romanens hovedperson Frank har giftet sig ind i en rig familie, hvor han ikke helt føler, at han hører til. Han forsvinder pludseligt under mystiske omstændigheder og vender senere tilbage med en næsten lidt for utrolig historie.

Juryen bag prisen fremhæver Kristian Bang Foss' evne til at skildre, hvor besværligt det kan være at bevæge sig fra underklassen til overklassen i dagens Danmark. Og de kalder 'Frank vender hjem' for en 'veloplagt og vigtig samtidsroman, der gør læseren klogere på de store klasseforskelle, som stadig gør sig gældende i dag.'

At romanen har klaret sig så godt allerede, kan han selvfølgelig ikke være utilfreds med:

- Man kan aldrig vide noget som helst, når man udsender en bog. Det hele er en positiv overraskelse. At mange kan relatere til en historie, jeg har fundet på her på mit kontor, føles bare magisk.

De sidste tre nominerede til DR Romanprisen 2020 bliver offentliggjort til december. Vinderen afsløres til juni næste år.