En ældre kvinde sidder alene i en svensk skov, da hendes voksne datter, som hun ikke har set i mange år, kommer på besøg.
Den scene kom pludseligt til forfatter Eva Tind, da hun for tre år siden var på skriveophold på Skagen. Hun skulle egentlig have fortsat sin research til en hel anden bog, men mødet mellem de to kvinder i den svenske skov trak i hende:
- Mødet mellem den her datter og mor, som ikke havde set hinanden i mange år og var fremmede for hinanden, trængte sig ligesom på for mig, fortæller Eva Tind, der endte med at sætte det projekt, hun var i gang med på pause og i stedet fortsætte med at udforske den nye historie, der ligesom kom til hende.
'Ophav' blev titlen på bogen, som Eva Tind selv kalder sin første 'fiktionsroman'. Hun har både udgivet flere digte, en biografi om stumfilmsstjernen Asta Nielsen og et par romaner – alle med en hovedperson, der minder en del om Eva Tind selv.
- Jeg har altid brugt mig selv meget som en dør, en indgang– og her var der så en historie med fiktive karakterer, fortæller hun om starten på 'Ophav', som udkom i april.
Den er nu sammen med 'De nærmeste' af Lotte Kirkeby de to første nominerede til DR Romanprisen 2020.
Hvem er jeg?
Selvom personerne i 'Ophav' er ren opdigtning, så har bogen alligevel en del til fælles med mange af Eva Tinds andre bøger, som på forskellig vis kredser om identitet og kultur.
- Jeg skriver meget intuitivt, og historien får ligesom sin egen, selvstændige vilje. Bagefter, når historien er skrevet, kan jeg godt se, at der er masser af forbindelser til mig, siger Eva Tind, som selv er adopteret fra Sydkorea og kom til Danmark, da hun var 15 måneder gammel.
Udover moren Miriam og datteren Sui, spiller faren Kai, som har koreanske rødder, også en rolle i historien. De er alle tre hovedpersoner i historien.
- De står alle et sted, hvor de på en måde søger og skal finde ud af, hvem de er. Og de handler alle sammen; de forsøger på hver deres måde at finde essensen af dem selv og forbinde sig til verden, fortæller hun.
I bogen rejser Sui til Sydkorea for at opsøge sin koreanske bedstefar. Kai tager til Indien for at konfrontere sine særlige evner – og Miriam vælger først kunsten over familien og til sidst søger hun ind i naturen.
Opsøgte sin mor og fik skabt en forbindelse
Da Eva Tind var 14 år, kontaktede hun selv adoptionsbureauet for at få informationer om sit eget ophav, og som 21-årig rejste hun til Sydkorea for at møde sin biologiske mor. Og det var en vigtig beslutning, fortæller hun:
- Det betød, at de forbindelser, der blev kappet til min slægt, mit ophav blev knyttet sammen igen - og den usikkerhed og følelse af, at der var noget skjult, noget forkert ved min historie, og dermed mig, begyndte at opløse sig.
Fordi Eva Tind skriver uden en klar plan eller historie, så er hun ikke altid klar over, hvad der er på spil, før en tekst er skrevet.
- Jeg trækker på mine erfaringer, men jeg tænker ikke, når jeg skriver. Der mærker jeg mere, forklarer hun.
Efter bogen udkom har hun selv opdaget nye ting. Til en oplæsning blev en bekendt, som også er adopteret, dybt berørt af en scene, hvor Miriam opsøger Sui som barn, seks år efter, hun har forladt hende.
- Jeg havde ikke selv tænkt over det, men lige præcis den scene relaterer meget til den her underlige følelse, man kan have med et biologisk ophav: At være meget forbundet og fremmed på samme tid.
At skrive bogen var en undersøgelse
Eva Tind er lidt af en multikunstner, som udover at skrive også laver film og kunstværker – og så er hun uddannet arkitekt. At skrive er en måde at undersøge sig selv og verden på.
- Det er en følelse af at komme rigtig tæt på noget; at skabe et rum, hvor man kan undersøge ting – og bare blive ved og ved og ved. Bogen her har været en undersøgelse af, hvad et ophav er: Hvad vil det sige at komme et sted fra?
Skriveprocessen giver ikke i sig selv nogle svar på de spørgsmål, hun stiller. Men for Eva Tind, som er opvokset hos adoptivforældre i Låsby i Midtjylland, betyder ophav at være forbundet.
- Ophav er for mig forbindelser tilbage og frem i tiden, med mig selv, min første mor som jeg blev til i, og min første far, der gav mig halvdelen af mine gener. De er de forbindelsespunkter, der knytter mig til min slægt og slægtens historie, siger hun og tilføjer:
- Det er også mine forældre, som jeg voksede op sammen med, den familie jeg selv har skabt sammen med min mand, den natur vi kommer fra - og så selve havet. Jeg er som menneske forbundet til det hele. Det hele er ophav for mig.
Med 'Ophav', der til januar bliver læst og diskuteret af læseklubber på bibliotekerne, har hun forsøgt at brede den tematik ud så meget som muligt. Og det håber hun, sætter nogle tanker i gang hos læserne:
- Ophav kan man forstå på mange forskellige måder. Jeg vil gerne udvide forståelsen af, hvem vi er - og hvad vores fællesskaber og slægt egentlig betyder for vores identitet. Og så vil jeg gerne vise andre relationer og måder at leve på - og hvad der sker, når man vælger en anden vej i livet.