Har du styr på feminismens forskellige bølger, og kan du opremse, hvad alle bogstaver i LGBTQ+ står for?
Hvis ikke, så kan du måske føle dig hægtet lidt af i kønsdebatten.
Men sådan behøver det ikke at være, mener journalist, forfatter og sportskommentator Anders Haahr Rasmussen.
- Der er kommet en forestilling om, at kønsdebatten er for professionelle kønsdebattører. Men det er da skide sjovt og spændende at tale om at have en krop og være et seksuelt væsen.
Hans nye bog 'En fandens mand' er et forsøg på også at give plads til alt det sjove og besværlige ved at være mand i dag.
Hvis man leder efter et facit eller en manual for, hvordan man skal opføre sig som mand, så er det ikke i 'En fandens mand', man skal lede.
Bogen giver ikke nogle endegyldige svar, og det har heller ikke været meningen at nå frem til en 'forkromet analyse', som der står i indledningen.
- Det er pisse svært og forvirrende at være menneske og have en krop og skulle indgå i et hyperkomplekst samfund, siger Anders Haahr Rasmussen, der gerne vil gøre op med 'principrytteriet og den løftede pegefinger'.
Begæret er ikke altid politisk korrekt
- Der er kommet en løftet pegefinger-vibe over det at snakke om køn. Og dér gad jeg godt at prøve at skabe nogle rum, hvor de samtaler ikke føles så truende eller læremesteragtige, siger han.
Anders Haahr Rasmussen har selv studeret kønsteori på universitetet og har skrevet mange artikler om emnet.
Han kalder sig selv feminist og går ind for ligestilling, men han er samtidig en heteroseksuel mand med et begær, der ikke altid stemmer overens med alle de korrekte holdninger.
Dén indre konflikt er hele udgangspunktet for hans bog.
- På den ene side kan man diskutere køn på en meget principiel, sociologisk og etisk måde - men så er der også en meget levet virkelighed, en kropslig erfaring, som er mere irrationel og lystbetonet.
Selvom Anders Haahr Rasmussen indrømmer, at han måske selv er typen, der lever lidt meget oppe i sit hoved, så har han haft fokus på at skrive teksterne i bogen 'både fra hovedet og fra maven'. Han skriver for eksempel om det problematiske ved at være tiltrukket af yngre kvinder og ideen om hævnporno.
Forsøge at forbinde feminisme og mandehørm
De personlige anekdoter om alt fra den første gang til upassende fodboldsange og at være en underudviklet teenager blander Anders Haahr Rasmussen med uddrag fra film, bøger og musik og interview med kønsforskere og unge feminister som for eksempel Emma Holten og Eini Carina Grønvold.
- Jeg synes, det kunne være fint at finde et sted inde midt i det hele, hvor en 'flink dreng' som mig kunne prøve at skabe en forbindelse mellem noget mere umiddelbart og omklædningsrumsagtig uden at droppe min feministiske grundkodning, siger Anders Haahr Rasmussen.
Han sammenligner kønsdebatten i dag med en skyttegravskrig, hvor fronterne er trukket alt for hårdt op, og debatten er alt for opdelt.
- Det kan godt føles lidt sådan, at man enten er en del af det hold, der bakker op om MeToo og ligestilling og siger de rigtige ting. Eller også er man del af den lejr, som siger, at 'nu må det fandeme være nok, man må jo heller ikke sige noget mere'.
Plads til at famle og tvivle
Men heldigvis findes der også 'en masse unge seje feminister', som går en helt anden vej, påpeger Ander Haahr Rasmussen og fremhæver blandt andre Nanna Hovgaard og Josephine Kuhn fra den populære 'Fries Before Guys'-podcast.
- De har skabt en stil for, hvordan man investerer sig selv i de her samtaler. Det er totalt selvudleverende og ærligt og samtidig analytisk.
Ved at være ærlig om sine egne dilemmaer og problemer håber Anders Haahr Rasmussen, at 'En fandens mand' kan inspirere andre til at tage emnet op og være mere åbne.
- Jeg vil gerne slå et slag for, at vi kan tale om de her ting, samtidig med at vi er lidt famlende og tvivlende og uvidende. At vi er ærlige over for os selv og tør tale om skrøbelige, vigtige ting.
Men det er ikke alt, som kan siges alle steder og på alle tidspunkter.
Det er den største lektie, som Anders Haahr Rasmussen selv har fået med sig efter at have skrevet bogen.
- Jeg har nok haft det sådan, at så længe vi er ærlige, så fortjener det, vi har at sige, at blive luftet, siger han og tilføjer:
- Men man skal huske, at dem, man taler om, er rigtige mennesker. Det har været rigtig svært for mig helt at sluge den og forstå det. Jeg er lidt vokset op med, at verden var ens omklædningsrum. Men forestillingen om at kunne sige alt hele tiden er nok meget sund at gøre op med.