Provo-forfatter langer ud: Drop nu den krænkelses-kultur!

Christina Hagens 'Korrekthedsbibelen' er en parodi på det politisk korrekte.

'Korrekthedsbibelen' er et udtryk for 'tidens stemme', som ifølge Christina Hagen er bedrevidende og opdragende. (Foto: © Christina Hagen, collage @dr.dk)

- Jeg ville gerne skrive en bog, der imiterede den følelse, jeg har, når jeg igen bliver tromlet af korrektheden og bliver tilbudt at skamme mig.

Sådan siger forfatter Christina Hagen om sin nye bog 'Korrekthedsbibelen'. Bogen kan læses som et opgør med den kultur, hvor folk på sociale medier let bliver krænkede over, hvad alle andre siger og gør - og den politiske korrekthed har overtaget debatten.

Hun forklarer, at det faktisk er meningen, at man skal få det lidt dårligt af at læse den.

- Det er fint, hvis du er fuldstændig mast og har det dårligt med dig selv og tænker, at det var da egentlig en ubehagelig bog. For ja, det var det.

'Korrekthedsbibelen' er en slags parodi på det politisk korrekte og krænkelseskulturen, hvor mottoet 'Skam Dem!' går igen flere gange. Den 38-årige forfatter kalder selv bogen et udtryk for 'tidens stemme'.

Skammen som følgesvend

Det er en stemme, som på ene side gerne vil virke frisindet, men faktisk er intolerant og gammeldags, mener hun, fordi den giver udtryk for, at nogle meninger og holdninger er de rigtige, mens andre er forkerte.

- Forestillingen om accept af det 'anderledes' er meget endimensionel. Man er et godt menneske, hvis man ikke tolerer én levevis, mens man er et dårligt menneske, hvis man ikke tolererer en anden levevis. Det er rart at rode lidt op i det, siger Christina Hagen, der er kendt som lidt af en provokatør.

Med sine seks forrige bøger har hun 'rodet op i' lidt af hvert ved at insistere på at vise det, hun selv har kaldt sin 'menneskelige grimhed'.

Allerede med debuten 'Sexdronningen', en samling 'antifeministiske' noveller fra 2008, fik hun mærkatet 'grænseoverskridende'.

I et interview til Dagbladet Information i 2017, hvor Christina Hagen blandt andet afslørede sin kærlighed til provinsen og Bilkas bistro, udtalte hun også: 'Jeg er infantil og overfladisk, jeg har racistiske tanker, jeg foretrækker mænd med store pikke'. Det fik for alvor sindene i kog, og af en jævnaldrende forfatterkollega blev hun blandt andet beskyldt for at være uetisk og racistisk.

- Jeg har igennem hele mit liv stiftet bekendtskab med mennesker og autoriteter, der meget gerne har villet ændre mig - og det har jeg syntes var meget ubehageligt, for følgesvenden til det er en følelse af skam, som man kan tage på sig eller nægte at tage på sig, og det sidste giver frygtelig mange problemer, siger hun.

Bedrevidende, opdragende stemme

En stor del af bogen er skrevet med sirlig håndskrift på ternet papir, fordi den skal læses som om, teksten var skrevet af en 'ældre, neurotisk, snerpet mand eller kvinde'.

I bogen er alting potentielt krænkende, og stemmen udskammer helt almindelige handlinger: babydukker er for eksempel en hån mod ufrivilligt barnløse – og skinny jeans er 'en omvandrende reklame for spiseforstyrrelser'.

- Det er en bedrevidende, opdragende stemme, som fortæller, at du er forkert, hvis du ikke kan tilslutte dig 'korrekthedsreligionen', fordi du tror på noget andet - eller fordi du simpelthen ikke bruger det rigtige sprog om for eksempel udsatte grupper eller minoriteter, selvom du måske endda gerne ville, siger Christina Hagen.

Udklip fra 'Korrekthedsbibelen'. (© Christina Hagen/Gyldendal)

Tolerance er en svær disciplin

Hun vil med bogen gerne gøre op med ideen om, at 'det anderledes' er forbeholdt samfundets minoriteter:

- Det anderledes er jo også andres solferier, når man selv er klimaaktivist, eller røde bøffer, når man selv er veganer, eller kunstige bryster, når man aldrig selv kunne drømme om at få foretaget plastikkirurgi, og andres smøger, når man er ikke-ryger, siger Christina Hagen og indrømmer, at hun selv kæmper med sidstnævnte.

- Tolerance er en svær disciplin, absolut også for mig, men det er vigtigt at være bevidst om, at man ikke har patent på nogen sandhed, og at man ikke har mere ret til at diktere, hvordan livet skal leves, end den der står lige ved siden af en og venter på bussen.

To hurtige til Hagen

  • Hvem tror du, at din bog kommer til at krænke?

  • Hvem kommer den ikke til at krænke, er nok nærmere spørgsmålet. 'Maskinen' (stemmen, red.) i bogen har jo bevist, at der ikke findes et menneske på denne jord, som ikke potentielt vil føle sig krænket af min bog eller af russisk salat og vinduespudsning. Men måske maskinen er dygtigere end mennesket.

  • Har du nogensinde selv trukket offerkortet?

  • Det kan jeg love dig for - og jeg gør det hele to gange, helt ærligt og uden ironi, i en ny podcast med Mikkel Frey Damgaard (for Gyldendal, red.). Det ene offerkort handler om, hvorfor jeg ikke kan lide at få taget billeder.