Kathrine er en anelse asocial, men flytter alligevel ind i et kollektiv i skoven, hvor hun ikke rigtig kan finde sig til rette.
Lige så stille begynder mærkelige hændelser at ske. Gamle sår springer op, og pludselig står den 27-årige Kathrine over for sit eget 13-årige jeg, der er ramt af kropsskam og spiseforstyrrelse.
Sådan lyder handlingen i Liv Nimand Duvås nye roman 'Rosenreglen', og selvom det er fiktion, så er flere elementer i bogen inspireret af Liv Nimand Duvås eget liv.
Hun er vokset op i 00'erne – i en tid, hvor den seksualiserede popkultur blev et pres for hende.
- Jeg oplevede, at udviklingen af kvindekroppen var forbundet med enormt ubehag. Det hænger sammen med den kultur, jeg voksede op i, hvor alle kvindelige former var noget, der skulle tæmmes, strammes ind, udsultes og gemmes væk.
- Da jeg var i 13-årsalderen og begyndte at udvikle mig, tænkte jeg, at det var forkert. Jeg husker det, som at kvindekroppen blev vurderet gennem mandens blik, og det er noget, og det har jeg forsøgt at tematisere i bogen, siger Liv Nimand Duvå til P1 Morgen.
De klamme deller skulle væk
Ligesom Kathrine i romanen havde Liv Nimand Duvå heller ikke nogen god måde at tackle følelserne på. Da hun var teenager, havde hun svært ved at finde positive forbilleder, der stod ved deres kvindekrop.
Derfor så hun de kvindelige former, der så småt dukkede op på hendes egen krop, som klamme deller, der skulle bekæmpes. Og så begyndte udsultningen, afstraffelsen og selvskaden.
- Der er en masse smerte udefra, som hovedpersonen i romanen ikke kan forstå. Det kunne jeg heller ikke i den alder. Man forstår ikke den smerte, man har – man mærker bare ubehag.
- Og når man så påfører sig selv smerte, så er det pludselig noget, man forstår, fordi den er håndgribelig, og som for en tid befrier én fra den smerte, der kommer udefra, fortsætter forfatteren.
Et af bogens formål er at gøre op med den skam, man kan have over sig selv, og som hun selv mærkede dengang. Noget, som hun mener, blandt andet stammer fra medierne.
Blandt andet husker hun alle de forskellige guides om slankekure og stramme baller, der kunne trænes væk, i de ungdomsblade, som hun læste.
- Dengang skulle kroppen nærmest være heroin-tynd. Men i dag skal man både være sindssygt tynd, sindssygt fit, men også sund. Så presset er blevet endnu større nu, siger hun.
Mere fokus på kulturen end på pigernes traumer
Selvom hun anerkender, at bølgen om kropspositivitet er i gang, så mener hun kun, at bevægelsen primært eksisterer i underskoven.
Hun peger blandt andet på, at kropstendenser på Instagram som for eksempel den såkaldte A4 challenge, hvor unge piger måler deres hofter i forhold til et A4-ark på højkant, stadig udfordrer mange.
Den slags tendenser mener hun, at der skal være mere fokus på, når især piger bliver behandlet for selvskade og kropsskam.
- Da jeg var til psykolog, oplevede jeg, at der blev peget på mig som individ og fokuseret på, hvor mit traume lå. Hvis jeg forsøgte at sige, at det var svært at vokse op i den her kultur, så var det, som om at det blev opfattet, som om jeg talte udenom.
- Det er, som om at årsagen altid skal findes i individet, men ikke i samfundet, og det tror jeg vil være rigtig godt at få ændret, siger hun.
Du kan lytte til hele P1 Morgen-interviewet med Liv Nimand Duvå her.