Den 12. januar 2018 var den værste dag i Peter Øvigs liv, hvis man spørger forfatteren selv.
Hans nærmeste fik ham indlagt på en lukket afdeling, fordi han døjede med en svær psykotisk depression.
- Det var jo for pokker det, der skulle til. Det er en meget sort udgave af sindssyge, forklarer Peter Øvig, som siden er blevet udskrevet.
Han har nu færdiggjort en bog om sin mors psykiske sygdom, som dog også kom til at handle om hans eget forløb.
- Jeg har fået nuanceret mit syn på psykisk sygdom. Og jeg har radikalt ændret mit syn på psykiatrien, siger han.
Frygtede for elektrochok
Peter Øvig er blandt andet kendt for sine bøger om bz-bevægelsen og Blekingegadebanden, og han har også skrevet kritiske bøger om psykiatrien.
Han var derfor bange for behandlingen med elektrochok, som han anså for en slags tortur.
Den opfattelse blev dog gjort til skamme:
- Det foregår på en helt anden måde, end vi har set på film. Altså, man er i narkose, og man oplever jo ikke noget, fortæller Peter Øvig.
I stedet var elektrochokkene med til at 'hæve forbandelsen' og få forfatteren til at blive sig selv igen.
Er blevet et andet menneske
Peter Øvig håber, at hans seneste bog kan være med til at give andre indsigt i psykisk sygdom.
- Jeg har lært noget af det her, og jeg er også blevet et andet menneske på en fin måde, siger han og påpeger:
- Men omkostningerne for mine børn og mine nærmeste har været så store, at det aldrig bliver sygdommen værd. Jeg ville hellere have været det foruden.
Bogen 'Min mor var besat' udkommer onsdag den 8. maj.