’Jeg kan ikke trække vejret, siger jeg til psykiateren’.
Karen Fastrup havde skrevet og udgivet fire romaner og levede en temmelig tryg tilværelse i Nordsjælland, da hun i 2013 pludselig befandt sig på Akutmodtagelsen på Psykiatrisk Center Ballerup i 2015. Meget tæt på en psykose.
Fra første linje er det den historie, hendes nye roman, 'Hungerhjerte’, tager udgangspunkt i. Timerne op til indlæggelsen husker Karen Fastrup stort set ikke selv noget af.
- Det jeg har skrevet ud i romanen, er noget, jeg har fået fortalt, forklarer hun.
- Jeg har et billede inde i mit hoved, hvor jeg står og smækker en dør i, igen og igen, og jeg har nogen billeder inde i hovedet af meget stærke, fossende vandmasser, der bryder igennem en dæmning og en følelse af at det er utrolig befriende. Det er stort set det eneste, jeg kan huske, siger hun i Skønlitteratur på P1.
Mere usympatisk end i virkeligheden
Allerede ret kort tid efter psykosen begyndte hun at bearbejde sine oplevelser fra psykiatrien:
- Jeg tænkte: det her stof, det er simpelthen så stærkt, det må jeg bruge til noget, det må jeg formidle litterært, fortæller Karen Fastrup, som skrev og publicerede de første passager fra bogen på Facebook, mens hun var indlagt.
Hun understreger dog, at bogen er en fiktionaliseret udgave af hendes personlige historie. Det er autofiktion - ikke en selvbiografi.
- Jeg har nogle gange fremstillet mig selv meget mere vild og usympatisk, end jeg egentlig nogensinde har været, for at give det et drive og for at styrke plottet, forklarer hun.
- Man kan aldrig tage sit liv og bare hælde det ned på nogen bogsider. Det er jo transformeret, fuldstændig.
Flere årsager
Udover selve sygdomsforløbet indeholder bogen også fortællingen om et kærlighedsforhold og en kompliceret barndom, som sammen med et stor arbejdspres og en skrivekrise var nogle af de faktorer, der ifølge Karen Fastrup selv var med til at udløse den psykotiske tilstand.
I forhold til hendes barndom var det især forholdet til faren, der var afgørende:
- Min far var meget svær at forudsige. Han kunne lige pludselig reagere som en gammeldags puritansk patriark, der flippede fuldstændig ud over at se sine døtres nøgne bryster. Andre gange skulle vi være revolutionære, progressive og frigjorte. Det var virkelig vanskeligt.
Hun fortæller, at hendes far ofte fremhævede hendes kunstneriske evner på bekostning af moren - og det skabte en besværlig dynamik i hjemmet.
- Hvis ikke jeg havde haft den opvækst med de strukturelle figurer, der var i min familie og i tiden, havde jeg aldrig fået den diagnose, jeg fik. Selvfølgelig har jeg en medfødt sensitivitet, som også er med til, at man kan blive syg på et tidspunkt. Men der er også nogle opvækstbetingelser, der har været afgørende.
Et vilddyr i hovedet
I forbindelse med indlæggelsen fik Karen Fastrup først stillet diagnosen bipolar, som senere blev ændret til borderline.
- Borderline er en diagnose, der dækker over nogle følelsesudsving, der kan minde lidt om dem, der er ved en bipolar lidelse. De kører bare hurtigere, de her, siger hun og sammenligner sin egen oplevelse med at have ’et vilddyr travende rundt’ inde i sit hoved.
Psykiatrifonden beskriver borderline som 'en emotionel, ustabil personlighedsforstyrrelse', der ofte optræder sammen med andre tilstande som fx angstsygdomme, alkoholmisbrug, PTSD og depressioner.
I Karen Fastrups tilfælde var det angsten, der viste sig:
- Det føltes som om, jeg var en angstbeholder, da jeg var syg, siger hun.
Hun kendte allerede til diagnosen - og de fordomme, hun vidste, der fandtes om folk med sygdommen, gjorde det endnu sværere for hende at acceptere den:
- Borderline var en diagnose, man gav til de mest forfærdelige mennesker: Folk, der var fuldstændig utilpassede og manipulerende, utilregnelige og ude af stand til at tage ansvar. Det var sådan, jeg sådan set havde læst om diagnosen, da jeg selv fik den. Derfor var det simpelthen så chokerende og skræmmende pludselig at få sådan en diagnose, siger Karen Fastrup, som i dag er erklæret rask.