- Det er svært at tale om. Og det var også svært at skrive denne her bog, siger Merete Pryds Helle om ’Vi kunne alt’. Hendes nye bog, der udkommer i dag.
Bogen er en selvstændig fortsættelse til bestselleren ’Folkets skønhed’ fra 2016, som den 52-årige forfatter blandt andet vandt boghandlernes pris De Gyldne Laurbær for.
’Vi kunne alt’ handler om den unge pige Merles liv i en dysfunktionel familie, hvor moren Ane er syg, og faren Erling er kronisk fraværende, enten helt fysisk eller fordi han forsvinder ind i alkoholtågerne.
Modbydeligt sygdomsforløb
Bogen var svær for Merete Pryds Helle at skrive og tale om, fordi den trækker på hendes egen erfaring med at have svær sygdom tæt inde på livet:
- Min egen søster døde af sklerose og havde et meget modbydeligt sygdomsforløb. Og det bliver rigtig svært for mig at tale om denne her bog, fordi jeg bliver så følelsesmæssigt påvirket, fortæller Merete Pryds Helle i Bogselskabet på P4.
Bagerst i bogen har hun tilegnet den til ’de døde søstre’.
- Det er jo ikke kun min søster, der er død. Der er forbløffende mange i min bekendtskabskreds, hvor der er en død søster. Og jeg har jo fulgt folk på tæt hold og ved, hvad det betyder for os - for det betyder noget, fortæller Merete Pryds Helle.
Hun understreger, at moren Ane i bogen ikke er identisk med hendes egen søster, som døde i 2010.
- Men jeg har haft brug for at skrive om at være pårørende, at være magtesløs, siger hun og fortæller, at hendes egen søster var ’den kloge og smukke og kunne alt’, mens hun selv ’var sådan lidt mere håbløs’.
- Den person man kendte, ændrer sig – og det er ikke de gode sider, der kommer frem. Det var meget svært at være vidne til. Men det, der også var svært, var, at jeg syntes, jeg svigtede.
Svært at være pårørende
Merete Pryds Helles søster døde ikke af selve sygdommen, men af en blodprop. Og efter hendes død, kæmpede forfatteren med en følelse af selvbebrejdelse og skyld:
- Hvorfor kunne jeg ikke være et større menneske? Hvorfor kunne jeg ikke hjælpe hende som hun gerne ville hjælpes?
Det var blandt andet svært for Merete Pryds Helle at hjælpe sin søster, fordi hun ikke ville erkende sin egen sygdom, forklarer hun.
- Alle de der meget svære følelser om ikke at slå til, at ville være god og ikke kunne være det - på grund af sig selv og på grund af hende - det tror jeg var nogle erfaringer, jeg havde brug for at arbejde med, også i en roman. Og som jeg også tænker, at jeg ikke står alene med, siger hun og tilføjer:
- Jeg ser det jo også rundtomkring. Om det er sygdom eller alkoholisme, som der er også er i bogen, så er den der pårørendesituation, især som barn, meget, meget vanskelig.
Behov for dobbelthed
Selvom ’Vi kunne alt’ er en barsk historie om Merles kamp med at være til i en familie, hvor morens sygdom fylder det meste, så håber Merete Pryds Helle, at læserne også lægger mærke til, at bogen også er humoristisk:
- Jeg har prøvet at skrive denne her kompleksitet imellem lys og mørke, imellem det virkelig hårde, det sjove og det lyse ind – fordi jeg synes, at sådan er det faktisk. Jeg har haft brug for at have den her dobbelthed, hvor man lige pludselig kan grine ad et eller andet midt i det hele, eller at en familie også kan have det godt.
Moren Ane i bogen kan virke ret egoistisk og hård over for sine omgivelser, men hun rummer også en dobbelthed, mener Merete Pryds Helle.
- Ane vil jo også gerne være en god mor, hun elsker sine børn, men hun mister jo også sine børn til denne her helvedes sygdom, som jeg synes, det er, siger hun
At væve historierne sammen
’Vi kunne alt’ kan læses helt uafhængigt af forgængeren, men for de mange, der har læst ’Folkets skønhed’ vil der alligevel være overlap. For eksempel optræder ’Familien Pryds’ som naboer til bogens hovedpersoner, og her er Merete selv med som nabodatter og veninde til Merle.
Sammenblandingen af virkelighed og fiktion er for Merete Pryds Helle lidt ligesom at væve tråde sammen, forklarer hun:
- Trådene er min egen historie, min families historie og andres historie, som de har fortalt mig. Jeg blander det så meget sammen, at det er svært at sige, at det er derfra, fordi det skal jo blive en helhed, en fortælling. Det skal blive overbevisende personer - så derfor må jeg være fri fra at være tro mod noget.
Det var først med ’Folkets skønhed’, der også gav hende et stort gennembrud, at Merete Pryds Helle tog hul på sin egen families historie, som hun nu delvist er fortsat med i den nye bog.
Da hun i sin tid begyndte at skrive bøger, var det ikke helt så populært at bruge af det personlige stof som det er i dag. Argumentet dengang var, at det var en inspirationskilde, som med tiden kunne tørre ud - men sådan set Merete Pryds Helle ikke på det:
- Jeg synes, at den litteratur, hvor man går ind og graver ned dér, hvor der er nogle smertepunkter i en selv og derfor også i andre mennesker, er vigtig.
- Jeg vil hellere kun skrive to bøger, hvor jeg tager det, der betyder aller-allermest, end at skrive 50, hvor man ikke kommer ind, hvor det gør ondt.