Er vi for dårlige til at tackle svære følelser? Det synes 29-årige Fine, som selv havde 'smertefuld oplevelse'

"Det er vigtigt at den unge er rask nok til at klare sig uden for hospitalet."

Sådan står der i Fine Gråbøls debutroman 'Ungeenheden', som handler om seks psykisk syge unge, der bor sammen på et bosted i København.

Og det er netop præmissen for deres ophold: at de ikke er så syge, at de behøver indlæggelse, men alligevel har behov for hjælp døgnet rundt for at kunne få en hverdag til at hænge sammen.

- Ungeenheden er et sted, hvor de skal øve sig i at gøre alle de ting, som er almindelige, og som det forventes, at man kan ude i det virkelige samfund. Så det er på en måde en verden inde i en anden verden, forklarer 29-årige Fine Gråbøl, som selv har boet et lignende sted i halvandet år.

Da hun var 17 år, fik hun en depression, der førte til flere år med indlæggelser, og som gjorde, at hun ikke forventede at blive mere end 25 år gammel.

Ventede længe på plads på et bosted

Den dystre fremtidsdom holdt heldigvis ikke stik, selvom Fine Gråbøl i en lang periode var meget syg og både blev diagnosticeret med bipolar lidelse og borderline. Som 18-årig blev hun indlagt på et psykiatrisk hospital for voksne.

- Jeg var indlagt i halvandet år - og det er alt for lang tid. Hospitalet er slet ikke gearet til den slags indlæggelser - i hvert fald ikke dér, hvor jeg var. Men jeg var alt for dårlig til at blive udskrevet - og der var lang ventetid på bosteder, fortæller hun.

I 2012 fik Fine Gråbøl endelig plads på bostedet, hvor hun boede indtil 2013. Seks år senere gik hun i gang med sin debutroman, som af forlaget bliver kaldt "en undersøgelse, en kritik og et smukt fortalt indblik i et ømt og ustabilt fællesskab".

Det særlige fællesskab mellem de seks unge på bostedet - Sara, Waheed, Lasse, Hector, Marie og den navnløse hovedperson - er netop noget, Fine Gråbøl gerne vil give et indblik i med sin bog.

- De har ligesom kun hinanden på bostedet. Og det gør, at de kan komme tæt på hinanden på en måde, som jeg ikke tror, man kan så mange andre steder.

Følte hun mistede sin fortid

Fine Gråbøl tilbragte i alt fire af sine tidlige ungdomsår i psykiatrisk behandling.

- I de år var psykiatrien det eneste, der var i mit liv. Og det er den type erfaring, jeg prøver at skrive frem i 'Ungeenheden', fortæller Fine Gråbøl.

- Først orkede jeg egentlig ikke at skrive en bog om psykiatrien, fordi jeg tænkte: "Åh, så skal jeg genbesøge alt det." Men det har faktisk været en rigtig god oplevelse at skrive den, og det har føltes meget naturligt og nydelsesfuldt, fortæller hun og understreger, at det også handler om, at hun i dag er et helt andet sted i sit liv og har fået bearbejdet den tid, hun var indlagt.

Mens hendes jævnaldrende havde travlt med studier, byture, kærester og at planlægge deres fremtid, oplevede Fine Gråbøl det stik modsatte: Hun mistede sig selv mere og mere i løbet af indlæggelserne.

Det skyldtes både elektrochok-behandlingen, som påvirkede hendes hukommelse og al den medicin, hun fik, som gjorde hendes krop 40 kilo tungere og derfor fremmed for hende.

- Jeg havde ikke en følelse af, at jeg havde en fortid, der tilhørte mig. Jeg havde en følelse af, at nu var jeg blevet noget andet, som ikke længere var mig selv. Det er også derfor, jeg'et i bogen ikke har noget navn, fortæller Fine Gråbøl.

Kunne ikke holde vreden nede

I romanen får man ikke noget at vide om den unge kvindelige jeg-fortællers baggrund. Man hører, at hun er selvskadende, at hun har voldsomme følelsesudbrud, har søvnproblemer, og at helt almindelige daglige gøremål som at gå i Netto er uoverskuelige for hende.

Hun gør sig ingen forestillinger om fremtiden; "hendes primære projekt er at holde sig i live", forklarer Fine Gråbøl, der selv havde det på samme måde, da hun var indlagt.

- Jeg var meget selvskadende, meget udadreagerende og vred. Det var ødelæggende for mine relationer til andre, også personalet. Men jeg kunne ikke holde det nede.

Blandt hospitalspersonalet oplevede hun indimellem, at hendes voldsomme udbrud blev opfattet som en bevidst handling, en provokation, og derfor som noget, der skulle sættes klare grænser for.

- Det var virkelig smertefuldt at opleve, for der var jo en grund til, at jeg handlede følelsesmæssigt stærkt. Og det var ikke rart for mig at være i de der følelser, fortæller hun.

Ikke kun et individuelt projekt

En del af Fine Gråbøls behandling bestod i, at hun skulle lære at styre sine udbrud, at kontrollere dem, ligesom det også er tilfældet for hovedpersonen i bogen.

Selvom hun ikke vil negligere, hvor syg og livstruet hun var i de år, så foreslår hun, at behandlingen af psykisk sårbare skal kunne ses i et større perspektiv.

- Jeg kunne godt tænke mig, at vi også nogle gange ser psykiske lidelser som et kollektivt samfundsproblem, fremfor det bare er den enkelte, der skal lære at håndtere det, siger Fine Gråbøl.

I romanen udtrykker hovedpersonen det som et ønske om, at psykiatrien kan gå fra en "indadvendt" til en "udadvendt" behandlingsform, der også inkluderer andre end den syge selv.

- Måske kunne man se på, hvordan relationerne og netværket - og hele samfundet - kunne lære at rumme svære følelser og affektudbrud i stedet for bare at dæmme det ind omkring enkeltpersoner, som så skal bo i de her særlige, aflukkede hjem, siger Fine Gråbøl.

En 'hård og intens' tid

Hun kalder sin tid på bostedet "hård og intens", men også medvirkende - sammen med andre ting - til, at hun fik det godt nok til at kunne komme ud og fungere i samfundet igen.

- Jeg havde en meget traumatisk oplevelse med at være livstruende syg og med at være i psykiatrien, så jeg ville være meget bange for at skulle tilbage dertil. Men jeg har heldigvis heller ikke haft behov for det. Jeg døjer stadig med nogle ting, men jeg kan godt indrette mit liv efter det, fortæller Fine Gråbøl.

I dag er hendes to psykiatriske diagnoser annulleret, og hendes seneste kontakt med psykiatrien har været som skrivelærer for psykisk sårbare.

Det har blandt andet kostet en del psykologtimer for Fine Gråbøl at nå til det stabile sted, hun er i dag. Et sted, hvor hun kender sin egen krop og psyke godt nok til at kunne håndtere svære situationer og følelser – og ikke længere er så bange for at være i angsten.

- Der er ikke et entydigt svar på, hvordan jeg lærte at være i mig selv. Det er en blanding af alt muligt, der nogle gange kan føles som et mirakel, selvom det virkelig ikke var det. Lang tid efter, at jeg egentlig havde fået det godt og havde et liv, der tilsyneladende fungerede, havde jeg stadig et ønske om at dø - men det aftog lige så stille og forsvandt helt til sidst.