Hun var et stort talent, men blev kun 22 år: Afdød fotograf er hovedperson i ny bog om sin tragiske skæbne

Du er sikkert også endt dér før. I et tilfældigt hjørne af internettet uden helt at kunne huske klikrækken, der førte dig derhen.

Pludselig er du fanget, du må stoppe op. Du vil vide mere end bare det en overskrift og de første linjer fortæller dig. Du rykker måske helt tæt på skærmen for at nærstudere billedet foran dig.

Det skete for forfatter Christina Englund for cirka fem år siden, da hun faldt over et sort/hvidt fotografi på nettet.

Det forestillede en ung kvinde og en udstoppet svane, og der var noget ved den sære opstilling med den hovedløse kvinde og svanekroppen, som satte en hel masse spørgsmål i gang.

- Hvad er der rundt om dem? Hvad er der med den svane? Det er et meget enkelt og stærkt fotografi, som fortæller noget, men også åbner op for en masse tvivl – og det opdagede jeg senere var gennemgående for mange af hendes billeder, fortæller Christina Englund.

Mere end en ulykkelig kvinde

Fotografiet med kvinden og svanen gjorde så stort indtryk på Christina Englund, at hun måtte vide mere om kunstneren bag.

Navnet var Francesca Woodman, fortalte internettet hende, og en Google-søgning senere havde hun fundet endnu flere fascinerende og mystiske fotografier af den amerikanske kunstfotograf.

Christina Englund fandt også ud af, at Francesca Woodman kun blev 22 år gammel. Hun tog sit eget liv i 1981.

- Det har været ret vigtigt for mig, at det kom i den rækkefølge: at jeg først blev betaget af hende uden at kende hendes tragiske skæbne. Det har drevet mig i arbejdet med hende, at det ikke bare måtte komme til at handle om det. Man kan så nemt komme til at koge det ned til, at hun bare var en ung, ulykkelig kvinde, fortæller Christina Englund.

Fascinationen af den unge, afdøde fotograf førte nemlig til, at Christina Englund besluttede sig for at skrive en roman om Francesca Woodmans sidste tid.

- Jeg ville gerne gå et spadestik dybere og finde ud af, hvad hun var for én, og hvilke forskellige dele hun bestod af.

Kunne mærke hende gennem billederne

Den undersøgelse er blevet til romanen 'Slugt', som udkom i sidste uge. I den følger man Francesca Woodman, der er datter af to kunstnere og spået en stor kunstnerkarriere, efter hun dimitterer fra kunstskolen Rhode Island School of Design.

Hun gennemgår blandt andet et traumatisk brud med sin kæreste, mister en ven og kæmper med forældrenes - og sine egne - høje forventninger til at være kunstner.

Hun fotograferer sig selv og andre unge kvinder; ofte nøgne og i eksperimenterende opstillinger i det atelier i New York, som hun deler med en veninde.

Selvom det er en fiktiv roman, har Christina Englund bygget en stor del af den på dagbøger, dokumentarfilm og udstillinger af Woodmans fotografier.

I 2017 tog Christina Englund til Malmö for at se en samling af hendes fotografier udstillet.

Og det var en stor oplevelse for første gang at stå foran Woodmands værker og se videooptagelser med hende.

- Jeg fik en meget stærk fornemmelse af den her unge kvinde. Jeg følte virkelig, jeg kunne mærke hende. Og så havde jeg det bare sådan: Hende bliver jeg nødt til at skrive om, fortæller Christina Englund, der ikke tidligere har skrevet om virkelige personer.

Kan genkende noget af sig selv i Woodman

Christina Englund debuterede som forfatter som 17-årig med novellesamlingen 'Uden egentlig at sove'. 'Slugt' er hendes syvende bog, og det er 13 år siden, hun sidst har udgivet en roman.

I de år har hun undervist, lavet radio og skrevet på andre ting, men inspirationen til det næste romanprojekt kom først, da hun faldt over Francesca Woodmans værker og historie.

- Det var egentlig utrolig befriende, og det samlede en masse ting, jeg havde rodet med tidligere. Der var noget, der gik op i en højere enhed for mig – også i mit forhold til karakteren Francesca Woodman. Hun ligger langt fra mig, men alligevel er der nogle ligheder mellem os, forklarer Christina Englund.

Hun uddyber:

- Hun ramte en skrøbelighed og usikkerhed i mig, som jeg selv husker tydeligt fra jeg var på hendes alder. Og også en sanselighed og trang til at transformere de store, svære følelser i livet til kunst. At bruge de ting, man slår sig på i livet.

For Christina Englund har det nogle gange føltes som ikke at have "et filter", forklarer hun, og noget lignende genkender hun hos Francesca Woodman.

- Det gode er, hvis det kan bruges til noget. Det er en enorm tilfredsstillelse i at give det et output, forklarer hun.

Tænkte på at give op

At Christina Englund havde mod på at gå i gang med romanen, var netop fordi hun fornemmede, at hun ville kunne holde ud at "være sammen med" Francesca Woodman i så lang tid, som det ville kræve, før bogen var færdig.

Det har taget hende cirka fire år at skrive romanen, og selvom den er skrevet på en stor portion inspiration, har det ikke været nogen let proces. Den triste slutning var jo givet på forhånd.

- Der har været tidspunkter undervejs, hvor jeg har haft lyst til at give slip. Det har været en barsk historie at være i - men den har føltes vigtig at få fortalt. Og det har været vigtigt for mig ikke bare at skrive en tragisk fortælling, men også få alt det legende, alt det sjove, hun også repræsenterer, med.

Men kan man overhovedet tillade sig at fortælle et virkeligt menneskes historie i fiktiv form, som Christina Englund har gjort?

Det spørgsmål har hun også stillet sig selv undervejs, fortæller hun - og ansvaret har indimellem føltes tungt.

- Men jeg var nødt til at holde op med at tænke på de hensyn, der måtte være og bare skrive løs. Jeg glemte ret hurtigt, hvad der var fakta, for jeg ville ikke kunne have skrevet den her bog, hvis jeg hele tiden skulle tænke på alt det, jeg vidste om hende, siger Christina Englund.

Hun fortjener at få sin historie fortalt

Med 'Slugt' vil hun gerne udfylde de hidtil ufortalte huller i historien om Francesca Woodman og at svare på det spørgsmål, der stadig runger i hendes mange efterladte fotografier: Hvorfor begik hun selvmord?

- Jeg føler, min bog er et bud på, hvorfor et menneske når derhen, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Det er jo ulykkeligt, at hun ikke blev grebet, siger Christina Englund, som fortæller, at bogen ikke kun er skrevet om, men også til Francesca Woodman.

Fordi hun fortjener at få fortalt sin historie.

- Jeg har hele tiden haft lyst til at nuancere billedet af hende som den her unge, triste skæbne med de dystre billeder, siger hun og tilføjer:

- Og det har været intenst. Men jeg er stadig meget fascineret af hende, og det holder nok aldrig op. Hun var noget helt særligt.