På eget ansvar: De 5 mest skrækindjagende øjeblikke i spil-historien

På trods af millioner af gamere har fået smadret nattesøvnen af den prisvindende 'Resident Evil'-serie, er der nu udkommet nyt spil. Derfor kigger vi på de mest forstyrrende scener fra gamingens historie.

Hvem har også brug for nattesøvn? Her er det fra spillet 'P.T.', der egentlig er en såkaldt demo, og desværre aldrig blev realiseret. Men demoen er stadig uhyggeligt effektiv skræmmeri. (Foto: Konami)

Forestil dig den slemmeste gyserscene fra film - og forestil dig så, at du faktisk deltager i den.

Det er groft sagt den præmis, der gør uhyggelige spil virkelig effektive, hvad enten du er en ridder i en mareridtsverden eller bare, ja, fanget i et hus fyldt med zombier.

Mange gaming-fans kan nikke genkendende til 'Resident Evil'-seriens uhygge, der har leveret prisbelønnet overlevelses-uhygge siden 1996. De er netop udkommet med et nyt spil, 'Resident Evil 7'. I den anledning kigger vi på de mest ubehagelige og søvnfrarøvende øjeblikke fra gamingens historie.

Dark Souls: Mimics i skattekammeret

Du har brugt dine sidste ressourcer, og du ved, at du har været lidt for grådig. Måske skulle du ikke have bevæget sig så langt ind i ukendt territorium uden at kunne gemme dit spil.

Men der er den: Skattekisten, der har været alle strabadserne værd. Med svedige hænder krydser du det tomme rum og ignorer blodsporene på jorden, for nu er der skatte-tid! Du giver dig til at åbne kisten.

Men finder blot en grotesk sulten mund og en hurtig død. For kisten er blot et camoufleret monster, der med et snuptag bider hovedet af dig. Nooo! Fremover slår du paranoidt på alle kister, før du prøver at åbne.

2011. Udvikler: FromSoftware. Til PlayStation 3, Xbox 360, Microsoft Windows

Dead Space 2: Baby-bomber

I 'Dead Space 2' bevæger du dig rundt på en rumstation, der er blevet inficeret med de groteske necromorphs. Necromorphs bruger dødt biologisk materiale fra andre væsener til at skabe deres egne groteske og dødbringende variationer. Det bliver dog ikke mere grotesk, end da du når frem til stationens børnevenlige område. Her er spædbørnene også blevet transformeret. Hvilket du opdager efter at et af de udøde børn eksploderer i armene på en kvinde. Lækkert.

2011. Udvikler: Visceral Games. Til PlayStation 3, Xbox 360, Microsoft Windows.

P.T.: Du slipper aldrig væk

I 'P.T.' går du igennem den samme hjemsøgte gang i et amerikansk forstadshjem - gang på gang på gang. Hver gang du går ned ad gangen, sker der dog små ændringer, der afslører nye dystre hemmeligheder - blandt andet gennem radioudsendelse og fotografier.

Stemningen er tyk og skræmmende, og den stiger lige et hak, da radioudsendelsen pludselig hvisker “Look behind you, look behind you”. Et hurtigt paranoidt kig over skulderen, og pludselig er et grotesk genfærd helt oppe i ansigtet på dig. Efter det chok slukker du konsollen og har svært ved at sove bagefter.

2014. Udvikler: Konami. Til Playstation 4. Gratis tilgængelig.

Resident Evil 1: Helvedeshunde fra haven

Det første 'Resident Evil' var state of the art, da det i 1996 udkom til den første Playstation. Spillets brug af usædvanlige kameravinkler og chokerende temposkift til at skabe gys er stadig den dag i dag imponerende.

Efter at du har sneget rundt, har dræbt langsomme zombier og lært spillets grundregler at kende, åbner du på et tidspunkt døren ind til et tomt rum. Et kort øjeblik puster du ud og sniger sig videre, i hvert fald indtil du pludseligt hører glas, der smadrer og spillet “bryder reglerne”.

Muterede hunde springer gennem rummets ruder og går lynhurtigt i flæsket på dig. Et chokerende adrenalin-rus.

1996. Udvikler: Capcom / Virgin Interactive / Nintendo. Til Nintendo DS, Nintendo GameCube, PlayStation, Windows.

Resident Evil 4: Motorsave og landsbybeboere

'Resident Evil 4' ligger på min personlige top ti over alle tiders bedste spil. Allerede fra første møde med fjenderne hæver spillet barren med både stemning og sværhedsgrad. Her møder man lokale gale landsbybeboere, der byder velkommen med menneskeofringer, høtyve og øksemord.

For at redde livet søger man dækning i det nærmeste hus og barrikaderer sig. Men det er kun kortvarigt, for lyden af en motorsav overdøver kort efter landsbybeboerne vrede råb og snart er døren brudt ned af en nærmest usårlig hætteklædt dræber - bevæbnet med samme motorsav.

2005. Udvikler: Capcom. Til PlayStation 4, Google Android, Xbox One, PlayStation 2 osv.

  • Morten Greve er freelance-spildesigner gennem ti år og tidligere spilredaktør på et større dansk livsstilsmagasin for mænd.

  • Er passioneret gamer og ambassadør for, at spil skal tages mere seriøst som kulturform.