Året 2017 ser ud til at blev et markant år for computerspil i Danmark. Bare i år har FCK og Nordisk Film investeret millioner i e-sport i Parken, mens danske spillere på det amerikanske hold, Cloud9, for nyligt hentede 2. pladsen ved den internationale spilturnering WESG. Det blev holdets fem danske spillere samlet tre mio. kroner rigere af.
Gaming og e-sport har globalt set oplevet en markant voksende forretning over de sidste år, og konsulentfirmaet Deloitte forudser potentielt endnu større vækst i de kommende år. Som følge af væksten har både traditionelle tech-producenter og nyere konkurrenter udviklet nye produkter rettet mod segmentet.
For at hjælpe os med at på vej til se på nogle af de nyeste tendenser og produkter rettet mod gamere (computerspillere red.) og spil-interesserede, har DR Videnskab talt med tech-ekspert og journalist, Thomas Berger.
Større fokus på computer-muskler
Thomas Berger mener, at PC-gaming-markedet med påvirkning af e-sports popularitet er blevet så markant nu, at selv tech-producenter, der ikke tidligere har haft produkter rettet mod det segment, nu er gået all-in.
- Hvis firmaerne ikke laver deciderede gamer-pc’er, så har de i hvert fald noget på lager, der kan tiltale gaming-segment, fortæller han.
Her nævner han firmaerne Lenovo og HP, der primært er kendt for at producere kontor-laptops, men nu også har gamer-pc’er eller deciderede gamer-linjer i deres produktsortiment.
Imens har producenter som Kingston, der tidligere primært har fokuseret på RAM og harddiske, startet en linje for gamer-headsets og keyboards, mens Creative, der har fokuseret på lyd, nu også producerer mus og keyboards til gamere.
Højere opløsning
Også den visuelle oplevelse vil få et løft i 2017. Hvor 4K-skærme (dvs. skærme i ultrahøj opløsning) for blot få år siden var en dyr luksus forbeholdt entusiaster, er skærmene nu blevet mere bredt tilgængelige. Priserne er faldet og flere producenter har meldt sig på markedet.
Det skyldes også, at computernes grafikkort og processorer nu kan udnytte de nye muligheder i skærmopløsningen, så nyere spil fremstår i knivskarp kvalitet.
- Der er endda kommet skærme på markedet, der kan præsentere en opløsning på hele 8K, forklarer tech-journalist Thomas Berger.
Hvor 4K-skærme har fire gange så høj opløsning som Full HD-skærme er 8K-skærme oppe og have 16 gange så høj opløsning.
VR er stadig aktuel
Den nye generation af Virtuel Reality (VR) fik sit store gennembrud i 2016 - også for gamere. I hvert fald for de gamere, der havde økonomisk mulighed for at investere i VR-headsets plus en PC, der var stærk nok til at levere VR.
Alternativet til fx. de dyre HTC Vice eller Oculus Rift VR-headsets er Sonys Playstation VR-headset, der udkom i slutningen af 2016.
Ifølge Thomas Berger mangler Virtual Reality dog stadig at bevise, at det kan levere en kommerciel succes, og han ser særligt Playstations billigere VR-headset som en vigtig slagmark.
- Udviklerne er med på VR-ideen. Og der skal nok komme mange spændende VR-udvidelser og -titler. Men om det bliver en succes, tror jeg afhænger meget af Playstation VR. Det er billigt i forhold til de forskellige PC-headset og med 50 millioner installerede PS4 rundt omkring i verden, er der også mange potentielle kunder, fortæller Thomas Berger.
Spændende nye tiltag
Udover de brede tendenser bringer 2017 også nye helt spændende dimser til gamere i 2017.
Nintendo Switch
Nintendos næste konsol, Nintendo Switch, er en hybrid mellem en stue-konsol og en håndholdt konsol, der skal kunne fungere både hjemme og på farten. Thomas Berger tør ikke gætte på, at Switch bliver en succes, for det er en meget specialiseret ny spilenhed. Den kommer i handelen i marts måned.
Trådløs VR fra HTCs Tpcast
En af de problemstillinger, der står i vejen for at gøre VR populært hjemme i dagligstuerne er det forholdsvis store fysiske setup. Særligt kablerne gør oplevelsen besværlig. Derfor ser HTCs Tpcast ud som det første skridt mod en løsning på problemet. Tpcasten gør nemlig Virtual Reality-headset trådløst. Det glæder vi os til i 2017 og håber, at flere følger trop.
Vive Tracker
HTC’s Tracker til Vive gør det muligt at tilslutte en trådløs enhed til fysiske objekter, der bliver en del af den virtuelle verden, om det så er våben, handsker, golfkøller eller baseball-bats. I kombination med f.eks. Tpcast betyder det, at man i langt højere grad kan bevæge sig trådløst rundt - og evt. spille golf på alverdens golfbaner uden at flytte sig fra sin stue.
Razer Core
En andet spændende tiltag er de nye “GPU-amplifiers”, bl.a. Razer Core. GPU-forstærkerne er eksterne enheder, der giver f.eks. bærbare computere ekstra kraft til grafik, når de er tilsluttet. Det betyder, at du kan have en let, bærbar computer med forholdsvis lave specifikationer til daglige opgaver uden stor spil-muskler. Når du får lyst til at spille, kan du slå den eksterne enhed til med f.eks. et Thunderbolt-kabel og nyde langt flottere og hurtigere spil.
Dells 8k-skærm
Hvis man synes at 4k-skærme er for nybegyndere og bare vil have det nyeste, så kommer Dell på markedet med en 8k-skærm i år. Det betyder en 32 tommer skærm med en skærmopløsning på 7680 × 4320. Det er en afsindlig høj opløsning som kun de færreste spil drømmer om at understøtte, men muligheden er der snart.
DR Koncerthuset har også taget den voksende gaming-interesse til sig og afholder Gaming-koncert den 27. og 28. januar, hvor man bl.a. kan høre musik fra klassiske og nyere computerspils-titler fremført af et symfoniorkester.