Hvad har du af planer det næste års tid?
Hvis du læser videre, er der stor chance for, at de kommer til at omfatte sci-fi-western, skilsmissekomedie og superhelteepos. så er det sagt. Det gør det i hvert fald for Frederik Dirks Gottlieb og Kasper Lundberg, værterne fra Serieland på TV2 Play og Stream Team på Radio24syv.
Har har de trawlet hele serielandskabet igennem, så du slipper for det, og her er deres bud på, hvad der lover rigtig godt. Der er blandt andet godt nyt, men også mindre godt. For som alle serieelskere ved, så har kvalitet afhængighedspotentiale.
Divorce
- Sarah Jessica Parker, der spillede hovedrollen Carrie i "Sex & the City", er tilbage! Denne gang med et lovende koncept, efter de to kiksede filmforsøg, på at vride de sidste dollars ud af den originale venindeserie. I den nye komedieserie "Divorce" er Parker på den anden side af giftermålets happy end og ser sig nødsaget til at starte forfra.
Sammen med kræfterne bag den provokerende ungdomsserie "Girls" og den hjerteskærende og barske romantiske serie "Catastrophe" kan "Divorce" godt gå hen og blive for folk i 2010’erne, hvad "Sex & the City" var for folk i 00’erne.
Første sæson (10 afsnit á 30 min.) starter til efteråret på HBO Nordic. Se trailer her.
Legion
- Hvis vi et øjeblik troede, at superheltene var på nippet til at stikke kappen mellem benene og forlade os lige så brat som westernfilmens cowboys gjorde det i 1990’erne, så tog vi fejl. Og måske er det slet ikke så slemt endda, da genren først for alvor nu er ved at cementere sig på TV-skærmen med aktuelle kvalitetstitler såsom "Daredevil", "Arrow" og "Jessica Jones".
Dog lader det til, at vi stadig har det bedste i vente, da manden bag den sublime tv-genoplivning af "Fargo", Noah Hawley, har sluppet sin indre tegneserienørd løs og allerede senere i år, forkæler os med en spinoff-serie fra X-Menuniverset om Charles Xaviers skizofrene mutant-søn, Legion.
Hvis du ikke synes, det lyder som noget specielt, så forestil dig en skizofren antihelt med dusinvis af forskellige personligheder, der har hver sin mutantkraft spillet af en af hoveskuespillerne fra din mors yndlingsserie, "Downton Abbey", instrueret af tv-skærmens nye kreative spydspids. Det lyder sgu da underholdende!
Første sæson (otte afsnit) bliver sendt primo 2017.
Black Mirror
- Forestil dig en chip i øjet, der optager alt hvad du gør. Forestil dig den britiske premierminister blive presset af gidseltagere til at knalde med en gris på live tv. Forestil dig, forestil dig, forestil dig… Black Mirror er en række absurde tankeeksperimenter, der bliver taget så alvorligt, at man lynhurtigt hopper med på ideerne.
Efter syv genialt hjernevridende afsnit på engelske Channel 4 har Netflix nu købt den dystopiske sci-fi-serie og producerer 12 nye afsnit, som de har lovet bliver mere internationale i tilsnit, mere mangfoldige - og mærkeligere. Jep, mærkeligere end en premierminister, der knalder med en gris på landsdækkende tv.
Tredje sæson (12 afsnit á ca. 1 time) kommer på Netflix i 2016 - de to første sæsoner er tilgængelige samme sted. Se trailer her.
Stranger Things
- Matthew McConaughey i "True Detective", John Travolta i "The People v. OJ", Alec Baldwin i "30 Rock". Listen over comebacks for glemte filmskuespillere, som får genoplivet deres karriere i tv-serier vil ingen ende tage. Nu er tiden endelig kommet for Winona Ryder - alles favorit ‘it girl' fra 90’erne. I Netflix’ nye thriller-satsning "Stranger Things" spiller hun moderen til en forsvunden dreng.
Serien er en kærlighederklæring til klassiske kultfilm fra 1980’erne og i bedste Steven Spielberg-stil følger vi 3 unge drenge på en mission om at opspore deres kidnappede ven i en lille amerikansk flække. Ud fra den overbevisende trailer kan serien bedst beskrives som E.T. møder Super8 møder The Goonies, og med Netflix' stigende kvalitetsniveau kan dette blive et af sommerens helt store streaming-hit.
Første sæson (otte afsnit á en time) kan ses på Netflix fra den 15. juli. Se trailer her.
Westworld
- Det her er serien, der skal redde HBO - kvalitetseriernes moderkanal - efter en række år, hvor aparte spillere såsom Amazon og Playstation har indtaget seriemarkedet. Det betyder, at man ikke er sikret eksistensberettigelse bare fordi man engang lavede "Sopranos" og "Sex & the City".
Serien, der har Sidse Babett Knudsen i en større rolle, er HBO's største satsning siden "Game of Thrones" og handler om en dekadent forlystelsespark, hvor kunstigt intelligente robotter pludselig truer med at tage over. Forlægget er filmen "Westworld" fra 1973, som er skrevet af Michael Crichton, der også er kendt for "Jurassic Park". Han må have haft en dårlig tivoli-oplevelse som lille.
Første sæson (10 afsnit á en time) kommer på HBO Nordic til efteråret. Se teaser her.
Vice Principals
- Der er godt nyt til de af os, der stadig græder snot over, at kultserien "Eastbound & Down" stoppede for tre år siden. Holdet bag serien sørger nemlig endnu en gang for at bringe mørk, tragikomisk humor ind i vores liv. Dette, ikke mindst på grund af skuespilleren Danny McBride, der endnu en gang er fuld af selvtillid og dårligt selvværd, og som ingen anden kan bære en frisure, der skriger business up front, party in the back.
"Vice Principals" handler om to mænds indædte kamp om at opnå det ultimative karrieremål: At regere som skoleleder. Mandlig stolthed i forfald er som regel grobund for et sikkert grin, og når det er i hænderne på instruktøren Jody Hill, plejer det altid at være ubehageligt godt.
Første sæson (9 afsnit á 22 min) har premiere 18. juli på HBO Nordic. Se trailer her.
- •
Frederik Dirks Gottlieb og Kasper Lundberg er værter på "Serieland" på TV2 Play og "Stream Team" på Radio24syv. Fællesnævneren er tv-serier, der hver uge diskuteres, anmeldes og nørdes med kendte gæster.
- •
Favoritterne tæller blandt andet "Sopranos" og "Enlightened" for Kasper, mens Frederik har "The Wire" og "Eastbound & Down" blandt andre på sin topliste.