Vi ser tv-serier, vi taler om tv-serier - og nu kan du også indtage dem. Eller, i hvert fald noget, der minder om. Vi har allieret os med bartender Michael Shone fra den københavnske cocktailbar Salon 39. Hans hjerte banker for at blande kvalitets-cocktails, så vi bad ham om at komponere en række drinks, der passer i stemning til nogle af tidens mest populære serier.
Så: hvis du nogenisnde har undret dig over, hvad der går godt til politiske intriger 'House of Cards' eller til selveste Pablo Escobars storkriminelle landevindinger i 'Narcos', så kig med ovenfor, inden du vold-ser din næste tv-serie.
Alle drinks er lavet med ingredienser, der er til at få fat i - og ingredienser og forhold fremgår nedenfor. Husk at indtage alkohol på ansvarlig vis, så du også kan huske serien bagefter. Man kan også nyde drinksene uden alkohol - alt efter dit smag og behag.
Salon 39 Mulata (Narcos)
I 'Narcos' følger man den colombianske narkobaron Pablo Escobars kometkarriere i kokain-distribution. Ud over at drinken har toner af sydamerika, kan man hinte til seriens kokaintema ved at lave et 'snevejr' af flormelis ved servering...men det er naturligvis valgfrit. Her er drinken inspireret af den Mulata, Michael laver på Salon 39.
Du skal bruge: 50 ml mulatablend (lav den selv af 5 cl rom/kold kaffe/chokolade), 22 ml limejuice, 12 ml sukkersirup.
Sådan laver du den: Ryst alle ingredienserne med isterninger og servér i et glas - gerne af champagneskål-typen - med en "russian cocaine"-kant. Den laver du ved at dyppe kanten af glasset i past. æggehvide og dernæst sukker/saltblanding og afslutter med en limebåd.
The Heisenberg Special (Breaking Bad)
I serien stifter vi bekendtskab med Walther White aka. Heisenberg og hans kontroversielle talent for at fremstille metamfetamin af højeste kvalitet - den såkaldte 'blue sky'.
Du skal bruge: 25 ml mezcal, 25 ml bitter (gerne Suze), 25 ml hvid vermouth, nogle dråber blå curacao og citronsaft.
Sådan laver du den: Bland det hele i et glas. Servér i et glas med lidt patineret udseende og en stor isterning. Eller en kemikolbe, hvis du har sådan en stående, professor...
The Whip (House of Cards)
Hvilken cocktail ville Frank Underwood drikke, når han udtænker rævekager og stopper lækager i det politiske spil? 'The Whip' er ikke kun hans parlamentariske funktion, men også en drink, der imødekommer kærlighed til bourbon.
Det skal du bruge: 45 ml af bourbon, 25 ml æblemost (gerne friskpresset), ingefærsodavand og et spray absint.
Sådan laver du den: Bland det hele sammen med is og top med ingefærsodavand. Hvis du er indehaver af en køkkenspray, kan du med fordel fylde den med absint og give drinken et par spray.
A Song of Fire and Wine (Game of Thrones)
Eventyrserien med undertitlen A Song of Fire And Ice har lidt af det hele. Blodtørstige regenter, noble dværge, glubske drager osv. På samme måde har drinken lidt af hvert. Passende til en hævntørstig Cersei:
Du skal bruge: 30 ml hvid rom, 30 ml portvin, 30 ml citronsaft, 25 ml sukkersirup og en smule æggehvide.
Sådan laver du den: Servér det hele i et metalbæger eller ent andet middelalderlig beholder. Hvis du er den heldige indehaver af en spraypumpe, så fyld lidt rom på den, tænd en lighter og servér den under forsigtige forhold.
Halløj på Badehotellet (fra... yes, du gættede det)
I Tv2-serien 'Badehotellet's trummerum er der også plads til lidt spas og løjer engang imellem. Kaffepunchen er en gammeldags klassiker fra før verden gik af lave.
Du skal bruge: Halv kaffelikør og halv akvavit - og et ekstra skvæt kaffe.
Sådan laver du den: Rør det hele sammen og top med ekstra kaffe alt efter smag og behag. Servér på blåt stel med en chokolademarengs (gerne Rutebilen) on the side.