På eget ansvar: 5 fede ørehængere som har én ting til fælles

Som stjernernes sangskriver har Bruno Mars brudt koden til at lave aggressivt gode hits. I aften står han på scenen i København.

Den eneste måde at få koncertaktuelle Bruno Mars' hits ud af hovedet er ved at erstatte det med et andet af hans andre hits. Og der er nok at tage af. (Foto: Scanpix)

Når man ser Bruno Mars optræde, er det tydeligt, hvor talentfuld manden på 1.65 cm er.

I aften står sangeren på scenen i Royal Arena i København.

Selvom han kun er 31 år er rækken af signatursange allerede længere end hos de fleste andre. Jeg nævner i flæng: 'Grenade', 'Locked Out Of Heaven', 'The Lazy Song', og jeg kunne blive ved.

Noget vi dog ikke lægger mærke til så tit er Bruno Mars arbejde bag kulisserne.

Sammen med resten af sin hedengangne producertrio, The Smeezingtons, har Bruno Mars de sidste ti år kreeret nogle gedigne hits til andre, og jeg har fundet fem af dem frem til dig her.

'Fuck You' af CeeLo Green

Jeg kan stadig ikke få den her ud af hovedet, hvilket i første omgang er en god indikator på, at det er et Bruno Mars-værk. Dernæst så er det nemt at genkende Bruno i den her soulede pop, som han jo selv er kendt for.

'Fuck You', eller 'Forget You', eller 'FU' (kært barn har mange navne, primært fordi englænderne og amerikanerne stadig er rædselsslagne for bandeord i radioen) blev faktisk til i en session, hvor CeeLo Green, Bruno Mars og resten af The Smeezingtons sad sammen og jammede og vupti, så havde de skrevet et af 10’erns absolut største hits.

Fra albummet 'The Lady Killer', 2010.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:591d8fb96187a60f008306cc

'Right Round' af FloRida feat. Ke$ha

Okay okay okay, hvis du fik slæbt dig selv bare én enkelt gang hen på klubben i 2010, så er oddsene for, at du hørte den her relativt gode.

'Right Round' sampler 'You Spin Me Round (Like a Record)' af Dead Or Alive i omkvædet, men resten af sangen er bl.a. skrevet af Bruno Mars, og det er da også Bruno, der i et interview på et tidspunkt bekræfter, at det her nummer kort og godt handler om oralsex.

Han fortæller endvidere, at 'Right Round' faktisk nærmest blev til ved et tilfælde en aften, hvor han sad i en bil sammen med to af sangens andre sangskrivere, Philip Lawrence og Ari Levine aka. resten af The Smeezingtons, og de havde den her idé om at ville skrive et nummer, der var 80’er-inspireret.

Det blev til 'Right Round', som blev et kæmpe hit for FloRida og Ke$ha.

Fra albummet 'R.O.O.T.S.', 2009.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:591d8fb86187a60f008306c6

'Get Sexy' af Sugababes

Endnu en sang skrevet af The Smeezingtons. 'Get Sexy' blev en Sugababes sang efter de i 2009 signede med Jay Z’s pladeselskab, Roc Nation, hvilket betød, at de kom til at arbejde sammen med de bedste folk i branchen, blandt andet Bruno Mars.

Det er faktisk ikke så lang tid siden, at jeg selv fandt ud af, at det var Bruno Mars, der havde skrevet den her og det blev jeg egentlig ret overrasket over, for det er ikke den typiske lyd, vi normalt er vant til fra ham, som er pop, soul og RnB.

'Get Sexy' er mere ovre i en omgang electropop, der så til gengæld passer perfekt til dansegulvet.

Fra albummet 'Sweet 7', 2010.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:591d8fb86187a60f008306c8

'All I Ask' af Adele

Det her er 100 % min favoritsang på den her liste.

Når man er Adele, så kan man ret meget vælge og vrage mellem, hvem man vil arbejde sammen med, og hvis jeg var i Adeles sko, ville jeg også have rettet mit blik mod Bruno Mars, for han er nærmest kongen af at skabe catchy sange.

Det var egentlig meningen, at Adele og Bruno ville skrive en uptempo-sang til hendes album '25', men i stedet blev det til 'All I Ask', som er dramatisk, absurd smuk og som har den her klassiske omgang melankoli, som Bruno Mars er kendt for på bl.a. 'Grenade' og 'If I Was Your Man'.

Bruno gav sig faktisk selv i kast med 'All I Ask' sidste år.” Og du har gættet rigtigt: 'All I Ask' er et The Smeezingtons-værk.

Fra albummet '25', 2015.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:591d8fb8a11f9f0d64427165

'Billionaire' af Travie McCoy

'Ja ja', tænker du måske, 'men Bruno Mars synger jo også på det her nummer'. Og ja, det gør han.

Men han gjorde meget mere på den her debutsingle fra Travie McCoy. For det var faktisk Bruno Mars, der fik idéen til den her sang, da han på vej til London i 2010 blev stukket 350 dollars i hånden af sit pladeselskab til at klare sig for i 11 dage.

Det var ikke helt nok penge i Englands hovedstad. Bruno, der på det tidspunkt boede i Californien og var vant til ikke at have meget at rutte med, blev lidt træt af det hele, og så slog det ham: 'Gad vide om jeg ville være generøs, eller selvisk med mine penge, hvis jeg var milliardær?'

I en tid, hvor verden var ramt af en finanskrise og mange mennesker drømte om at have flere penge, landede det her nummer på et tørt sted. Også for Bruno Mars og resten af The Smeezingtons.

Fra albummet 'Lazarus', 2010.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:591d8fb8a11f9f0d64427164

Alle fotos: Scanpix