Årets line-up til Grøn Koncert er stærkt.
Navnene på plakaten spiller både op til fest, fællessang og rækker ud til flere tusinde mennesker, dag efter dag, tværs over landet, selv til den allerbagerste række.
Det på trods har der været massiv kritik af valget af kunstnere: Der er blot én kvinde med, nemlig min radiokollega Sara Bro, som er konferencier.
Det har hældt ny benzin på bålet, der har brændt kraftigt de seneste år: Hvorfor bliver musikscenens kvinder ikke taget lige så seriøst, som deres mandlige kollegaer?
Den debat lader vi køre sideløbende andre steder og kaster i stedet et blik på kvindelige navne, som meget vel kunne stå på scenen til Grøn Koncert.
Ikke på grund af køn, men på grund af aktuel musikalsk berettigelse. Og det er et sandt overflødighedshorn!
Klar til en vild fest?!
De er blandt de mest succesfulde og internationalt respekterede danske navne lige nu, og kan begge sikre en vild liveoptræden.
MØ kan fyre op for den største fest og er i disse år evig aktuel med sine store liveshows.
Trentemøller hedder Anders til fornavn. Men et af de store trækplastre i mandens liveoptræden, er en af Danmarks bedste vokaler og mest sikre liveperformere: Marie Fisker. Med hende på scenen er publikum sikret en nærværende musiker og sanger med sans for detaljer.
Fællessang og inderlighed
Alle tre navne har netop spillet for tusindvis af mennesker til nogle af landets største festivaler.
Tina Dickow står som den store samlende stemme med en lang række sange, som igennem de seneste 10-15 år har været faste følgesvende til mange danskeres liv.
Danske Agnes Obel har fra sin base i Berlin, foran klaveret, lavet det ene elegante nummer efter det andet. Hendes koncerter egner sig godt til koncertsale og til en solskinsdag under åben himmel, med luft i musikken til at ånde.
Savage Rose har, med Annisette i front, en evig aktuel signatur i dansk musik- og samfundsliv. De har nyt album er på vej, modtog Gaffas ærespris i foråret og har netop spillet en storstilet koncert på Roskilde Festival.
De nye i klassen
Dette er en del af det nye talentfulde kuld på den danske scene, som allerede har imponerende koncerter bag sig.
Chinah har, med sanger Fine Glindvads elegante bevægelser og stemme, sunget sig vej til P3s uundgåelige med sangen ’Even Love’ i starten af året.
Trioen Irah står for at levere en af de mest stilsikre optrædener i et stærkt melankolsk univers, ført an af sanger Stine Grøn.
Lowly udsendte i år den flotte debut ’Heba’ og har siden spillet deres delikate drømmepop i Europa for fulde hus og lovprisende ord fra publikum og musikkyndige. De to eminente stemmer fra Nanna Schannong og Soffie Viemose komplimenterer hinanden på yderst sjælden vis.
Seje damer i flok
Projektet 'Hun Solo' startede for et par tilbage med hjælp af forfatteren Anya Mathilde Poulsen. Her forener kvindelige musikere deres kræfter i ét arrangement – på tværs af de bands, stilarter og genrer de normalt er en del af.
Hun Solo har, med skiftende skikkelser, spillet sig vej frem i det danske musiklandskab, hvilket indtilvidere kulminerede med en koncert på årets Roskilde Festival.
Line-up’et dér var blandt andet Nanna Jacobi, Kirstine Stubbe Teglbjerg og Fallulah, mens tidligere artister tæller musikere som Hannah Schneider (AyOwA), Marie Fjeldsted (Penny Police), Lydmor, Maggie Björklund og Julie Maria.
Rock og rul!
Vil du have mere rock i programmet, så er det ikke til at komme uden om blandt andet disse tre.
Bandet Katinka står ganske vist ikke for udpræget distortion på guitaren. Til gengæld har Katinka Bjerregaard nogle slagkraftige tekster, som dels bider fra sig og dels sætter sig fast i publikums indre.
Noget mere voldsomt i det musikalske udtryk, er de tre søstre fra Aarhus i Velvet Volume. Deres debutalbum udkommer først til efteråret, men de har allerede overrasket med deres blanding af rå attitude og varme charme, så selv folk til sid-ned-koncerterne er fløjet op ad sæderne i ren og skær begejstring.
Endelig repræsenterer Baby In Vain noget af det tungeste og mest stenede rockmusik, et dansk rockband kan opdrive anno 2017. De har nydt bred anerkendelse, og hvis man vil have et band, der fungerer til en klassisk festivaltanke, så skal man ikke lede længere.
https://www.qzzr.com/c/poll/dFk0bqki2Z8d1dwyhaOZv1cMDCq