Selvom Roskilde Festival 2017 endte med at blive en våd og mudret omgang, har årets festival været en stor succes ifølge arrangørerne selv.
Festivalens musikchef, Anders Wahrén, er godt tilfreds med de over 150 forskellige kunstnere, man har haft på plakaten og lægger særligt vægt på det fællesskab, der har været mellem kunstnere og publikum på årets festival.
- Der har været mange gode musikoplevelser. Jeg har særligt lagt mærke til i år, at der har været mange meget rørende øjeblikke mellem publikum og kunstnere, siger han til Ritzau.
- Det mærkede jeg især ved Solange, Lorde og The Savage Rose, The xx og The Weeknd. Det var koncerter, der fik tårerne frem hos folk, siger Anders Wahrén.
Se Orange Scene fra luften under åbningskoncerten med Phlake.
Anmelder: Festivalen vil ikke blive husket
Ekstra Bladets anmelder Thomas Treo har dog ikke haft samme rørende oplevelse på årets festival, som han kun giver sølle to stjerner ud af seks mulige.
- Roskilde anno 2017 vil blive husket for en ting: Ingenting, lyder de indledende ord i anmeldelsen.
Han langer hårdt ud efter, hvad han mener var et 'tyndt' musikprogram, dog med roser til The xx og Foo Fighters, men også med store beklagelser over lav lyd, som han mener var med til delvist at ødelægge Foo Fighters og The Weeknds koncerter.
Samtidig mener han, at man fra festivalens side ganske enkelt ikke har været i stand til at besætte Orange Scene med de store navne.
Stort millionoverskud
Roskilde Festival er dog ikke i tvivl om, at festivalen har været en succes. Også når man kigger på bundlinjen.
- Vi har haft en fantastisk festival. Det har regnet, men det har vi heldigvis været forberedt på, siger Roskilde Festivals talsperson, Christina Bilde, til Ritzau.
- Vi forventer at have et overskud, som vi kan give videre på nogenlunde samme niveau som sidste år, hvor vi donerede 17 millioner til velgørende formål.
Vurderingen af overskuddet bygger hun blandt andet på, at man har solgt samtlige armbånd til hele ugen og samtlige endagsbilletter til festivalens fire musikdage.
Det regnfulde vejr - med ekstra udgifter til blandt andet flis - vil dog også komme til at trække ned i det flotte overskud, fortæller hun til Ritzau.
Overskuddet fra festivalen går blandt andet til velgørende formål som børn og unge og humanitært arbejde.