Inden der skal heppes i nat: Her er 5 danske oscarvindende kortfilm

Oplev dansk kortfilm i verdensklasse som opvarmning til nattens Oscar-uddeling, hvor Danmark er nomineret. De varer alle under 30 minutter.

Fra den Oscar-nominerede kortfilm 'Silent Nights'. Uddelingen finder sted søndag nat. (Foto: © Rolf Konow, ©Rolf Konow)

I nat går det løs, når der endnu en gang skal kæmpes om den prestigefyldte filmpris, hvor også Danmark er med i kapløbet.

Blandt andet med kortfilmen ’Silent Nights’, som Aske Bang har instrueret.

Retrospektivt er Danmark flot repræsenteret i det fine selskab af Oscar-vindende kortfilm.

Du har nu mulighed for at se fire foregående Oscar-vindende kortfilm på DR 3 og DR TV - samt den aktuelle kandidat 'Silent Nights' - som opvarmning til showet.

Der er altså ingen undskyldninger for ikke at gøre sit forarbejde - de varer alle under 30 minutter.

Her er de fem film, du kan glæde dig til:

Instruktør Anders Thomas Jensen til højre med filmens producent, Kim Magnusson

Valgaften

I filmen møder vi Peter, der i sidste øjeblik bliver mindet om, at det er valgdag, og at valgstederne lukker om 20 minutter. Han prajer en taxa, og opdager hurtigt at chaufføren har stærke racistiske holdninger. Det får Peter til at stige ud af raseri, og han ender med at løbe i regnen for at nå at afgive sin stemme.

Instr. Anders Thomas Jensen. 1998. Sendes på DR3 i aften kl. 22:55 og er efterfølgende tilgængelig på DR TV.

Instruktør Martin Strange-Hansen til venstre med filmens producent, Mie Andreasen

Der er en yndig mand

Filmens hovedperson, Lars, får sit CPR-nummer forbyttet med indvandreren El Hassans hos Arbejdsformidlingen, og bliver indkaldt til et danskkursus.

Her underviser Ida, som Lars har mobbet i folkeskolen. Lars får dårlig samvittighed, og er nødsaget til at spille rollen som El Hassan, da holdet ellers nedlægges – og fordi Ida bliver forelsket i Lars’ udgave af El Hassan og ikke i Lars, når han er sig selv.

Instr. Martin Strange-Hansen. 2002. Sendes på DR3 i aften kl. 23:05 og er efterfølgende tilgængelig på DR TV.

Instruktør Joachim Back til højre med filmens producent, Tivi Magnusson

De nye lejere

Filmen starter midt i store flyttedag hos to mænd, der skal flytte ind i deres nyanskaffede lejlighed. Det viser sig dog hurtigt, at deres nye hjem rummer skræmmende historier, hvor både snagende naboer og narkohandlere bliver en del af deres hverdag.

Instr. Joachim Back. 2009. Sendes på DR3 i aften kl. 23:35 og er efterfølgende tilgængelig på DR TV.

Filmens instruktør Anders Walter

Helium

I ’Helium’ møder vi den dødeligt syge dreng Alfred. Midt i sygdommen finder han et frirum sammen med rengøringsmanden Enzo i form af en fantasiverden, kaldet Helium.

Instr. Anders Walter. 2013. Sendes på DR3 i aften kl. 23:55 og er efterfølgende tilgængelig på DR TV.

(Foto: © Rolf Konow)

Silent Nights

I filmen lærer vi Inger at kende. Hun arbejder på et herberg, hvor hun forelsker sig i den illegale immigrant Kwame (billede). Kwame fortæller dog ikke, at han har både kone og børn derhjemme, og han kommer i problemer, da hans datter bliver syg og han tvinges til at stjæle penge fra herberget.

Instrueret af Aske Bang. 2016. Sendes på DR3 i morgen aften kl. 23:00 og er efterfølgende tilgængelig på DR TV.