Genialitet, grønsvær og guldbolde: 7 bøger som alle fodboldfans skal læse

I anledning af, at Ballon d'Or uddeles i morgen, anbefaler DR Sportens redaktør syv fremragende fodboldskildringer

Sidste år vandt Christiano Ronaldo (i midten) den eftertragtede hæderspris (Foto: Getty Images)

Mandag aften kåres årets bedste spiller i verden og tildeles Ballon d’Or, Guldbolden, som er det synlige bevis på, at man er blevet nummer et. Det er FC Barcelona-spillerne Lionel Messi og Neymar samt Real Madrids Cristiano Ronaldo, der denne gang er de nominerede, og førstnævnte er storfavorit til at vinde.

Det er i dag det internationale fodbold-forbund FIFA og det franske fodbold-magasin France Football, der står bag kåringen, som har fundet sted siden 1955.

I forbindelse med kåringen kommer DR Sportens Marco de los Reyes her med syv bud på meget læseværdige bøger om store stjerner, der enten er blevet nummer et i kåringen, har været tæt på, eller som slet ikke har haft muligheden for det.

Europa Cup'ens fødsel

Foto: Getty Images

Der er mange fremragende beskrivelser af de store kampe og store spillere i Europa Cup'en for mesterholds første 20 år. Giver især et godt indtryk af, hvor stor og god Alfredo di Stefano var. Argentineren var den store stjerne på det Real Madrid-mandskab, der vandt turneringen de første fem år i træk, og han blev tildelt Guldbolden i både 1956 og 1958.

'Europa Cup 1955-75' af Per Høyer Hansen, udgivet i 1976

Legenden

Foto: Getty Images

Da jeg var en lille knægt, var det den bedste fodboldbog, jeg havde læst. Den gav et meget nærværende indtryk af, hvordan det var at vokse op som en fattig dreng i Brasilien for siden at blive tidernes bedste fodboldspiller. Jeg har ikke læst den i mere end 30 år, men er sikker på, at den holder endnu, hvor den tilmed giver indblik i en helt anden tidsalder. Pelé fik aldrig fat i Ballon d’Or, idet prisen på hans tid kun gik til spillere i Europa

'Pelé, Mit liv i fodbold' af Robert L Fish (og Pelé), udgivet i 1977

Myterne fra Sydamerika

Foto: Getty Images

En charmerende, nærmest drømmende bog, jeg vender tilbage til igen og igen. På poetisk vis får den uruguayanske forfatter skabt et mytologisk univers, hvor de største fodboldstjerner i Sydamerikas historie på hver deres måde træder markant frem. Men også europæere som eksempelvis Roberto Baggio (Ballon d’Or i 1993) og Lev Yashin (Ballon d’or i 1963) har deres eget lille afsnit.

'Fodbold i sol og skygge' af Eduardo Galeano, udgivet i 1995

Ikonet fra Danmark

Foto: Scanpix

En ikonisk fodboldbog om Michael Laudrup, Danmarks største spiller nogensinde. Til gengæld blev Michael Laudrup til mange danskeres ærgrelse aldrig tildelt Ballon d’Or. Hans bedste placering var en fjerdeplads i 1985.

'Ambassadøren' af Jakob Kvist, udgivet i 1996

Den hollandske model

Foto: Getty Images

Bogen er ikke bare en bog om hollandsk fodbold og de store stjerner. Som eksempelvis Johan Cruyff (Ballon d’Or i 1971, 1973 og 1974), Ruud Gullit (Ballon d’Or i 1987) og Marco van Basten (Ballon d’Or i 1988, 1989 og 1992). Det er i høj grad også en bog om hollandsk kultur og den hollandske måde at tænke fodbold på.

'Oranje' af David Winner, udgivet i 2000

Landsholdet i 80'erne

Foto: Scanpix

En begavet fortælling om det danske landshold i 1980'erne og det danske samfund i samme periode. Meget mere end en fodboldbog, men centralt står ikke mindst Preben Elkjær, der som eneste dansker tre gange er kommet i top fire i kampen om Ballon d’Or; nummer tre i 1984, nummer to i 1985 og nummer fire i 1986.

'Tynd Luft' af Joakim Jakobsen, udgivet i 2008

Superstjernen fra Sverige

Foto: Scanpix

Selvbiografien giver et fremragende og underholdende indblik i den store svenskers liv og opvækst. Bogen er ekstremt velfortalt, men desværre har forfatteren – hvilket han indrømmede i fjor – tryllede lidt for meget med citaterne, som ofte altså altid ikke er Zlatan Ibrahimovic’ egne. Blev nummer fire i kampen om Ballon d’Or i 2013.

'Jeg er Zlatan Ibrahimovic' af David Lagerkrantz, udgivet i 2011

Marco de los Reyes

  • Har dækket EM og VM i fodbold, flere Champions League-finaler, EM og VM i atletik, OL, samt adskillige andre store sportsbegivenheder.

  • Er redaktør og kommentator på DR Sporten og bidrager til dr.dk jævnligt med anbefalinger fra sportens univers.