Her er Danmarks 5 bedste brætspil - lige til de lange mørke aftener

Brætspillet er ikke slået hjem af konsoller og mobilspil. Her er fem nye stærke spil til stuebordet - både for børn, voksne og hele familien.

Trælegetøj? Nej, det er årets familiespil, Flick'em Up, hvor spillerne skal udkæmpe dueller i det vilde vesten. Se alle de fem fede brætspil der har vundet Guldbrikken 2016 i artiklen lige her. (Foto: © Eric Kouris)

Det kan godt være, du kan spille Stratego på en tablet eller mobil - men der er stadig en særlig glæde ved at rykke din minør frem gennem sumpen og afmontere fjendens bomber ved håndkraft.

Derfor bliver der også stadig udviklet masser af nye brætspil. Og denne weekend er den uvildige spilpris Guldbrikken blevet givet til fem af de bedste spil i Danmark.

Ifølge juryformand Thomas Vigild er der masser af variation og diversitet i spillenes design og udformning. Her er både westernspil med knipse-dueller og agent-spil med listige ledetråde.

- Det er også opløftende, at der kommer flere og flere stærke dansk-udviklede spil på markedet, siger juryformand Thomas Vigild, og nævner blandt andet børnespillet 'Skæg og skøre briller'.

Det kan du læse mere om nedenfor - sammen med de fire andre bragende gode brætspil.

Ravnerok - Årets Børnespil

I børnespillet Ravnerok sidder de to spillere på hver side af en mur og skal prøve at placere hver deres ravne på de bedste pladser - og samtidig vælte modstanderens ravne ned fra muren.

Når man slår med terningen, skal man enten placere en ravn på sin side af muren, flytte en ravn i sikkerhed eller prøve at vælte sin modspillers ravne ned, ved at fjerne en mursten i muren. Vinderen er den der har flest ravne siddende på muren når spillet slutter.

- Ravnerok er en suveræn blanding mellem held og taktik. Den lodrette spilleplade med søde træ-ravne er fængslende og original, og spændingen er høj, idet både bluff, held og hukommelse er afgørende, skriver juryen i sin afgørelse.

2 spillere, fra 4 år, pris ca. 299kr.

Flick 'em Up! - Årets Familiespil

- Flick 'em Up! er inddragende, fængslende og legende fantasifyldt wild western-action på tværs af alder og køn, skriver juryen om årets familiespil.

I spillet dyster to hold mod hinanden som banditter, der røver og slås, eller spille som sheriffen og hans folk, der forsøger at beskytte byen.

Brikkerne rykkes og revolverdueller udkæmpes ved at man ”knipser" brikkerne rund på bordet. Spillet er scenariebaseret og man kan enten følge de scenarier der følger med - eller opfinde sine egne vilde western-dueller.

2 – 10 spillere, fra 8 år. Pris: ca. 500 kr.

Codenames - Årets Voksenspil

I Codenames gælder det om at finde sine agenter på spillepladen. Man ved ikke, hvem de er - men gennem spionmesterens ledetråde på blot enkelte ord, skal holdene prøve at finde frem til agenterne.

Vinderholdet er dem, der først finder deres agenter på bordet, men samtidig undgår modholdets agenter og lejemorderen, som fører til øjeblikkeligt tab.

- Et genialt tænkt, anderledes udfordrende og dybt socialt voksenspil, hvor spillerne får indblik i både egne og andres associations-evner, skriver juryen.

2-8 spillere. Pris: ca. 200 kr.

Skæg & Skøre Briller - Årets Selskabsspil

Selskabsspillet Skæg og Skøre Briller er til for at samle familie og venner til sjov og grin.

- Skæg & Skøre Briller gør stemningen omkring bordet til det vigtigste, og særligt at børn og voksne kan dyste i forskellige sværhedsgrader, skriver juryen.

- Spillets stærke variation i udfordringer og fokus på selskabsleg gør det til et socialt inddragende selskabsspil for hele familien.

I 'Skæg og søre biller' gælder det om at komme hurtigst rundt på brættet og klare de udfordringer, man undervejs bliver stillet. Du kan duellere mod dine modspillere, svare på gåder og spørgsmål, trække et ’gør det hvis du tør det’-kort.

Og så kan du selvfølgelig få ’Skæg og skøre briller’-kortet, som betyder du skal iføre dig skæg og skøre briller og må sidde over en omgang.

3-8 spillere, fra 8 år. Pris ca. 400 kr.

Pandemic Legacy: Season 1 - Juryens Specialpris

Pandemic Legacy er er samarbejdsspil, hvor spillerne via hver deres specialist samarbejder om at beskytte menneskeheden mod sygdomme.

I løbet af spillet skal man foretage en række valg, det kan være at destruere kort, åbne konvolutter eller forandrer pladen. Valgene er permanenten og vil have indflydelse på næste gang man spiller spillet.

- Denne nye “Legacy”-udgave er en del af et nyt fænomen inden for brætspil, hvor både reglerne, spillebrættet, kortene og komponenterne ændrer sig permanent fra spil til spil - hele tiden baseret på spillernes valg, succeser eller fejltagelser undervejs, skriver Guldbrikkens jury.

- Det skaber en ny måde at spille brætspil på, hvor spiloplevelsen bliver langt mere intens og bliver en ny interaktiv fortælleform, der former sig efter spillernes beslutninger med plottwists, overraskelser og nye side-historier, mens spillet skrider frem.

2 – 4 spillere, fra 13 år.Pris ca. 450 kr.

Guldbrikken

  • Guldbrikken er en pris for årets brætspil, valgt af en uvildig jury. Prisen er blevet uddelt siden 2009.

  • I år var der 47 nye brætspil med i konkurrencen om Guldbrikken 2016.

  • Juryen består af seks uvildige og spilkyndige fagfolk, som gør et ulønnet arbejde for at give de indsendte spil en fair og retfærdig bedømmelse. Læs mere på guldbrikken.dk

- Flick 'em Up! er inddragende, fængslende og legende fantasifyldt wild western-action på tværs af alder og køn, skriver juryen om årets familiespil.