Det er blevet offentliggjort, at den amerikanske 90'er-sitcom 'Roseanne' genopstår.
Det vil sige, at der bliver produceret splinternye afsnit og med det originale cast fra dengang.
Dermed skriver serien sig ind på listen over serier fra 90'erne, der bliver genoplivet til en sidste omgang i manegen: 'Hænderne Fulde', 'Gilmore Girls', 'Twin Peaks', 'Will & Grace' hedder nogle af de mest kendte.
Men til alle pengemændene, der sidder derude og leder efter den 'nye' gamle serie, I skal genoplive:
Vær nogle kammerater og få de her fem serier tilbage, tak. Om ikke andet fortjener de et gensyn i deres originale 90'er-pragt.
Rap Fyr i L.A.
Min favorit-sitcom fra 1990’erne er og bliver denne vittige og til tider rørende serie, der viste, at ikke alle afroamerikanere taler og lever som Huxtable-familien i 'The Cosby Show'.
Den var springbrættet for en ung og karismatisk Will Smith, der i slutningen af seriens forløb sprang ud som Hollywoods største actionsstjerne. Ved en genskabelse af serien ville det springende punkt være at finde en ny Will Smith.
Det kan synes næsten umuligt at finde en skuespiller, der, udover at kommunikere følelser, har komisk timing og tilmed en rapkarriere på sidelinjen. For kan vi nøjes med mindre?
Nej, og derfor kunne det være rapperen og skuespilleren Childish Gambino eller rapperen Young MA, der kunne give et forfriskende kvindeligt perspektiv.
1990-1996. 'Fresh Prince of Bel Air'. Serien er bl.a. tilgængelig på Netflix.
ALF
Et af de mest åndsvage seriekoncepter med en af de allermest elskede seriefigurer fra 80’erne og 90’erne, må være det vamsede rumvæsen med de flabede replikker. Alf landede med sit rumskib i en baghave i en amerikansk forstad, og så var en variation af den fjollede seriekarakter, vi så i alle sitcoms op igennem 80’erne, født.
Man kan ikke lade være med at tænke på, hvad nutidens muligheder inden for computeranimation kunne bringe til den klassiske seriekarakter.
Specielt hvis for eksempel 'Family Guy'-skaberen Seth MacFarlane fik ansvaret for at genoplive ALF, der på mange måder har banet vejen for instruktørens største filmhit, 'Ted'.
Og så finde den rigtige stemme med korrekt blanding idioti og arrogance.
1986-1990. 'ALF' er tilgængelig på dvd.
Mælkevejen 1. th.
En af de mere oversete serieperler fra 90’erne er den absurde sitcom 'Mælkevejen 1. th.', der handler om en gruppe af rumvæsener der, forklædt som mennesker, skal opleve og rapportere til egen planet i håb om at blive klogere på menneskeracen.
Den oprindelige serie havde så mange originale ideer, som med fordel kunne opdateres til vores tid. Ét eksempel er karakteren Sally Solomon, en maskulin militærsoldat, der skal lære at finde sig til rette i en kvindelig krop, og som i dag kunne være et interessant perspektiv på kropslighed og kønsroller anno 2017.
Amy Schumer kunne være sjov som Sally, men jeg ville ikke have noget imod, at den evigt aktuelle John Lithgow genoptog rollen som gruppens fader, Dr. Dick Solomon.
1996-2001. '3rd Rock From the Sun' er tilgængelig på dvd.
Mine glade 60’ere
Vi er mange, der er vokset op sammen med Kevin igennem seks sæsoner af serien, der på fortrinlig vis beskrev mange af de følelser, som man kæmper med, når man går fra barn til voksen.
Serien, der startede i slutningen af 80’erne, foregår i 60’erne, og det ville passe perfekt, hvis man 'rebootede' den i dag, og igen lod handlingen udspille sig i halvfemserne. En tid, hvor mobiltelefoner endnu var eksotiske, og før der var noget, der hed Youtube. De helt unge ville ikke tro deres egne øjne!
I hovedrollen skulle man nok gå efter et helt ukendt ansigt, præcis som det var tilfældet i den originale serie, da det styrker følelsen af autenticitet og genkendelighed i figuren.
1988-1993. 'The Wonder Years' er tilgængelig på dvd.
Beavis and Butt-Head
Hvem husker ikke de to gnækkende musik- og tv-junkier, der personificerede den ugidelige og bekymringsfrie ungdomskultur, som herskede i 90’erne?
At se musikvideoer var en essentiel del af at være teenager i 90’erne og Beavis og Butt-Head var et tiltrængt og ærligt kommentarspor til datidens pompøse videoer.
Skaberen af showet, Mike Judge, nyder stadig kæmpe succes den dag i dag med tv-serien 'Silicon Valley', og han er kun blevet bedre med tiden. Musikvideoer er stadig et kæmpe fænomen på Youtube, og der mangler et program, som både kan præsentere et udvalg af videoer og samtidig behandle dem på satirisk vis.
Hvis Mike Judge nu trækker på et par vennetjenester blandt sine komikervenner, mon ikke han så kunne få Seth Rogen og James Franco til at lægge stemme til de stenede og rockelskende teenagekryb?
1993-1997. 'Beavis and Butt-Head' er tilgængelig på dvd - og kan opleves i spillefilmen ' Beavis and Butt-Head Do America' på Amazon Prime Video.