De legendariske tv-seriebrødre Joel og Ethan Coen skal lave en ny tv-serie for Netflix.
Det bekræfter Coen-brødrene i en pressemeddelelse med beskeden: ’Så streamer vi, motherfuckers!’.
Serien forventes at blive vist på streamingtjenesten til næste år og vil være en såkaldt western-serie med seks fortællinger fra det amerikanske grænseland, skriver blandt andre NME.
Sort humor og spøjs genkendelighed
Nyheden vækker glæde. Frederik Dirks Gottlieb er serieekspert og kendt fra Den Sorte Boks på P3 samt den kommende podcast Binge - med Frederik og Kasper. Han er 'sindssygt glad’:
- ’No Country for Old Men’ havde også nogle western-vibes over sig, og det er en af deres bedste film. Så det gør mig rigtig tryg, at Coen-brødrene nu skal lave en western-inspireret serie, siger han.
Frederik Dirks Gottlieb mener, at de to brødre særligt mestre at vise det spøjse i genkendelige situationer, og så formår de at formidle sort humor og vise det absurde på bedste facon.
- De kan skabe ikoniske karakterer og komiske situationer, der får os til at grine på en unik måde. Selvom de også har lavet mindre gode film, så tror jeg, de vil blive husket for nogle af vor tids største instruktører.
Behov for velproduceret indhold
Netflix’ vicedirektør, Cindy Holland, kalder Coen-brødrene for visionære instruktører, mesterlige fortællere og farverige sprogekvilibrister, i en pressemedelelse.
I går kunne selskabet også fortælle, at en langskægget David Letterman får sit eget talkshow på streamingtjeneste. Det skete samme dag, som Disney fortalte, at de på sigt vil droppe Netflix for at lægge deres film ud på egen streamingtjeneste.
Dermed bliver Netflix nødt til at etablere sig som en seriøs tv-kanal, som i endnu højere grad laver velproduceret indhold, mener Frederik Dirk Gottlieb.
- Netflix er dybt afhængige af det bedste indhold, og derfor ser vi også, at de investerer svimlende summer i at tiltrække abonnenter. At hyre Coen-brødrene er et rigtig godt boost, fordi de er et af de stærkeste kort, man kan få, siger Frederik Dirks Gottlieb.
- Coen-brødrene er mainstream, men de formår at kunne skabe en kultstemning over det, de laver.
3 stensikre Coen-klassikere
Her peger Frederik Dirks Gottlieb på tre klassikere, der viser Coen-brødrenes underholdende finesse.
No Country for Old Men (2007)
- Det var for mig første gang, at Coen-brødrene kom op i nye højder i forhold til det visuelle i film. Der er de her western-landskaber og locations, som spiller en lige så stor rolle som hovedkaraktererne i filmen, fortæller Frederik Dirks Gottlieb.
- Filmen er utraditionelt fortalt, og det er kun mestre, der kan lave sådan en film.
The Big Lebowski (1998)
- Dette er den moderne film noir. I filmen er The Dude på crime mission, men der bliver konstant spændt ben for ham af diverse karakterer. Det er en fantastisk komedie, og de nailer den fuldstændig.
Inside Llewyn Davis (2013)
- Det var næsten rørende for mig at se, hvor meget en sulten kunstner skal igennem. Det går på ingen måde hans vej, selvom han er dygtig. Men han ved ikke rigtig, om omverdenen overhovedet kan lide hans kunst.
- Coen-brødrene viser her, at de kan dykke ned i miljøer – her i et folkemusikmiljø. Jeg synes, filmen er tidløs. Den kunne have været lavet i alle årtier og er derfor stadig relevant.