Yahya Hassan bliver bag tremmer trods brækket håndled

Yahya Hassans forsvarsadvokat, Claus Bonnez, har aldrig før oplevet, at domstolene ikke lytter til lægerne.

Yahya Hassan skal blive i fængslet trods et brækket håndled. (Foto: © Kim Haugaard, Scanpix)

Den 20-årige digter Yahya Hassan skal forblive varetægtsfængslet til 18. april. Vestre Landsret har stadfæstet varetægtsfængslingen, som digteren ellers kærede på stedet ved et grundlovsforhør 21. marts.

Det oplyser Yahya Hassans forsvarsadvokat, Claus Bonnez.

- Jeg har over for landsretten redegjort for menneskerettighedsdomstolens praksis på området, men de (landsretten, red.) har slet ikke givet udtryk for, at de har forholdt sig til det, siger han.

Yahya Hassan er varetægtsfængslet og sigtet for grov vold og ulovlig våbenbesiddelse efter en skudepisode i Hasle ved Aarhus 20. marts, hvor en 17-årig dreng blev ramt i foden.

I en mail til Ritzau skrev Claus Bonnez torsdag 24. marts, at en skadestuelæge på Aarhus Universitetshospital dagen efter anholdelsen gjorde politiet opmærksom på, at Yahya Hassan mandag skulle have været opereret for et kompliceret brud i højre håndled.

Et brud han pådrog sig ved en trafikulykke nogle dage tidligere.

Men operationen blev aflyst, selv om politiet var informeret om, at der var stor risiko for Hassans helbred, hvis ikke operationen blev gennemført samme dag, hedder det i mailen.

- Det, der gør denne sag speciel i forhold til alle de andre sager, jeg har haft med at gøre, er, at jeg har en læge, der siger, at han (Hassan, red.) skal opereres. Det er første gang i mine mange år med advokatpraksis, at jeg oplever, at man ikke retter sig efter lægens ord, siger forsvarsadvokaten.

/ritzau/