Den Uafhængige Politiklagemyndighed bliver nu inddraget i Østjylland Politis anholdelse af Yahya Hassan sidste weekend.
Det er forfatterens advokat, Claus Bonnez, der på sin klients vegne klager til den uafhængige myndighed over, at Hassan ikke er blevet hasteopereret i sit håndled.
I en mail til Ritzau skriver Claus Bonnez, at en skadestuelæge på Aarhus Universitetshospital dagen efter anholdelsen gør politiet opmærksom på, at Yahya Hassan mandag skulle have været opereret for et kompliceret brud i højre håndled.
Et brud han har pådraget sig ved en trafikulykke nogle dage tidligere.
Men operationen bliver aflyst, selv om politiet var informeret om, at der var stor risiko for Hassans helbred, hvis ikke operationen blev gennemført samme dag, hedder det i mailen.
Ifølge Claus Bonnez har Yahya Hassan, der i øjeblikket er varetægtsfængslet, stærke smerter.
Han ligger i en celle med stærke smerter blandt andet i håndledet, han er ude af stand til soignere sig, gå på toilettet og spise, og han får ikke den fornødne hjælp, skriver advokaten.
Han oplyser desuden, at digteren har sagt, at hvis han mister førligheden i hånden, så kan det få alvorlige følger for karrieren.
Derfor har han bedt politiklagemyndigheden hastebehandle sagen.
Hos Østjyllands Politi oplyser vagtchef Bo Christensen, at politiet ikke har nogen kommentarer til sagen.
/ritzau/