Der er ro på banderne i København for tiden.
Derfor har både Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi valgt at droppe de visitationszoner, der giver politiet mulighed for at stoppe folk og gennemsøge deres tøj uden konkret mistanke.
I København har der været visitationszone på Nørrebro og i Nordvest siden i sommer. I den forbindelse er 4.021 personer blevet stoppet af politiet.
Lægger man det tal sammen med alle de andre visitationer, som er lavet i andre politikredse, ser 2017 ud til at blive et år med et meget højt antal visitationer.
På Vestegnen er 495 personer blevet visiteret i forbindelse med den visitationszone, der har været siden 29. september og frem til i dag.
Hos Østjyllands Politi blev der i sommer foretaget 418 visitationer, og i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er der i løbet af efteråret gennemført over 111 visitationer frem til 15. december, hvor politikredsen stoppede visitationszonerne.
- •
Visitationer gennem årene
- •
2016: 982 visitationer
- •
2015: 390 visitationer
- •
2014: 862 visitationer
- •
2013: 3.452 visitationer
- •
2012: 1.751 visitationer
- •
2011: 1.798 visitationer
- •
2010: 1.255 visitationer
- •
2009: 4.223 visitationer (2.-4. kvartal)
- •
Kilde: Rigspolitiet
Visitationer skal bruges varsomt
Torben Svarrer, vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, betegner visitationszoner som et redskab, der er med til at sikre borgernes tryghed under en voldelig konflikt, hvor der bruges våben.
Men visitationer skal bruges varsomt, lyder det.
- Det er et indgreb, man gør over for folk, så derfor skal man bruge det varsomt, siger Torben Svarrer.
Så nu hvor der er ro på bandekonflikten i København, bliver visitationszonerne ikke forlænget – en beslutning, som politidirektørerne i de enkelte politikredse træffer.
- Der har ikke været nogen banderelaterede hændelser. Der har ikke været voldelige overfald. Der er ikke fundet ting, der kan relateres til et bandemiljø i visitationsområderne, og så er der simpelthen ikke belæg for at forlænge dem. Så det er naturligt, at vi ophæver dem nu, siger vicepolitiinspektøren fra København.
Københavns Politi har samlet set fundet 154 stikvåben, 47 slagvåben og 41 skydevåben og to eksplosivstoffer i forbindelse med konflikten, men det er andre beslaglæggelser og ikke visitationerne, der har ført til fund af skydevåbnene, lyder det fra Københavns Politi.
- Vi har fundet en del våben, men det er ikke så mange, der er fundet ved visitationer. Skydevåben alene er ikke fundet ved visitationer. Det er knive og stikvåben, der er fundet der, siger Torben Svarrer.
Bandemedlemmer kan visiteres
Selvom visitationszonerne nu er droppet, kan politiet fortsat visitere bandemedlemmer, lyder det fra politiinspektøren.
- Dem, der er interessante for os, kan vi stadig visitere – bandemedlemmerne, siger Torben Svarrer.
Når der er visitationszoner, kan politiet stoppe alle folk uden konkret mistanke og gennemse deres tøj og ejendele på gaden.
Når der ikke er visitationszoner, skal politiet have en konkret mistanke, før folk kan stoppes, men det er der også i forhold til folk, som er en del af bandemiljøet, siger Torben Svarrer.
- Er eller har du været en del af bandemiljøet og en del af konflikten, er det mistankepådragende i sig selv, siger han.
En af dem, der har oplevet politiets visitationer, er bandelederen fra banden LTF.
LTF-lederen blev i dømt for at true en betjent under en visitation på Nørrebro den 31. juli. Han blev idømt tre måneders fængsel og betinget udvisning, så han reelt kan blive i Danmark.
Sagen fik stor politisk opmærksomhed og er nu anket til landsretten, hvor anklagemyndigheden kræver bandelederen udvist af landet. Den sag kører den 7. og 8. februar 2018.
Flyet er væk
Selvom visitationszonerne er droppet, understreger politiinspektøren, at politiet fortsat vil sikre borgernes tryghed.
- Vi har stadigvæk en tryghedsskabende indsats, siger han.
Den vil dog blive ”justeret løbende”, som politiinspektøren kalder det, da der ikke længere sker voldelige overfald.
Det kan også få betydning for de mobile politistationer, som har kørt rundt i København under bandekonflikten efter ønske fra Christiansborg.
- De vil stadig være en del af den løsning, vi vælger, men i hvor stort et omfang, det ved jeg ikke, lyder det.
Men larmen fra det fly og den helikopter, der i løbet af efteråret generede københavnernes nattesøvn, er nu forsvundet.
- Vi bruger ikke fly og helikopter længere, siger Torben Svarrer.
"De skal stilles til regnskab"
Så er der alle de folk, som har været en del af bandekonflikten i København og på Vestegnen – en konflikt, der har ført til tre drab og 25 skudramte personer. Dem vil politiet fortsat gå efter.
- Der har været rigtig mange voldelige overfald og skyderier hen over efteråret, som stadig skal efterforskes i bund. For en ting er helt sikker – dem, der står bag de her ting, skal stilles til regnskab, siger han.
Så sent som i dag har politiet anholdt fire personer fra bandemiljøet.
De fire personer er sigtet for forsøg på manddrab i en sag, der stammer fra den 29. september.
Her blev en civil politibil med to politiassistenter beskudt i Mjølnerparken på Ydre Nørrebro. De fire personer bliver i morgen fremstillet i grundlovsforhør.
Sidst der blev skudt i København var den 9. november, hvor en 22-årig mand blev dræbt af skud ved Mjølnerparken på Ydre Nørrebro. Han blev bandekonfliktens tredje dødsoffer.
- Der er ikke den voldsparathed, som der tidligere har været, og det er meget tilfredsstillende, siger Torben Svarrer.