Politiet opruster nu markant omkring Mjølnerparken på Nørrebro som en konsekvens af de mange skudepisoder relateret til bandekonflikten i Københavnsområdet.
- Vi har besluttet os for at have en mobil politistation i Mjølnerparken fra cirka klokken 11 og frem til midnat, og der vil være ekstra personale omkring de mobile politistationer, fortæller Jørgen Skov chefpolitiinspektør ved Københavns Politi.
Forretningsfører for boligselskabet Lejerbo, Steffen Boel Jørgensen, der står for administrationen af Mjølnerparken, har sammen med Mjølnerparkens beboerforening opfordret til en øget politiindsats, efter at to personer de seneste uger er blevet dræbt af skud i og ved boligområdet i forbindelse med bandekonflikten.
Senest i går eftermiddag blev en 22-årig mand dræbt af skud. Han sad i en bil sammen med to andre, hvoraf den ene blev strejfet af skud, og den anden løb væk fra stedet.
I eftermiddag mødtes repræsentanter fra Lejerbo og Københavns Politi for at tale om situationen.
Efter mødet fortalte Jørgen Skov, at der vil komme ekstra personale på både ved Mjølnerparken, Indre Nørrebro og i Tingbjerg, der er de mest udsatte områder.
- Det skal gøre det mere trygt for borgerne de tre steder. Vi skal gøre det uattraktivt for bandemedlemmerne at være der og mere attraktivt for beboerne, siger Jørgen Skov.
Han vil ikke sige, hvor mange ekstra betjente, der vil være på vagt.
- Der er tale om en markant forandring allerede fra nu af i forhold til tidligere, siger Jørgen Skov.
Vi fortsætter til de stopper
Trods den massive indsats har chefpolitiinspektøren ingen forventninger om, at det får bandekonflikten til at stoppe lige med det samme.
- De slås om hævn for hævnens skyld, og det stopper ikke, før nogen får dem overbevist om, at det er en skidt bane at være inde på. Så vi har ingen tiltro til, at de har lært det, og vi fortsætter vores indsats, til de holder op, siger Jørgen Skov.
Kan borgerne føle sig trygge nu?
- Vi kan ikke sige, hvordan de vil opleve det. Men vi gør noget mere og anderledes for at gøre dem trygge, siger Jørgen Skov.
Tre mænd er her til eftermiddag blevet varetægtsfængslet frem til den 21. november for medvirken til drab efter skyderiet i går i Mjølnerparken.
Drabet i går er det tredje drab på to uger, som kan tilskrives bandekonflikten i København. Her har banden LTF, der har rødder omkring Indre Nørrebro, siden foråret kæmpet med en gruppering omkring Mjølnerparken på Ydre Nørrebro.