Heidi Joan Erler fra Fredericia er én af de danskere, der har været afhængig af opioider. Afhængigheden af morfinpræparaterne stod på i over 10 år.
-Kombinationen af morfin og depressionsmedicin – det var det, der gjorde, at jeg overlevede. Men jeg levede jo ikke, jeg overlevede, forklarer hun.
En kontrol, som Styrelsen for Patientsikkerhed foretog hos de praktiserende læger i 2017, viser, at afhængighedsskabende medicin som sove-, angst- og smertestillende medicin ikke håndteres efter reglerne i mange lægepraksisser.
Ny recept med et telefonopkald
Et af kritikpunkterne er, at der for eksempel udskrives recepter på afhængighedsskabende medicin over telefonen, og altså uden patienten møder lægen, som vejledningerne for ordination af afhængighedsskabende medicin ellers kræver.
En situation som Heidi Joan Erler selv kender til. Hun skubbede selv meget på for at få den smertedulmende medicin, og det virkede.
-Jeg har bare kunnet ringe. Og hvis jeg så på et tidspunkt har følt, at det ikke virkede længere, så har jeg været dernede, og så har vi reguleret dosis, fortæller hun.
Abstinenser værre end smerter
53-årige Heidi Joan Erler har været meget afhængig af sin medicin. Og når virkningen af et præparat aftog, fik hun et nyt. Men abstinenserne var ikke noget at kimse af. Hun mærkede dem på egen krop den efterfølgende morgen, hvis hun glemte at tage en pille om aftenen:
-Jeg havde smerter steder, hvor jeg normaltvis ikke havde smerter. Uro og kriblen, og jeg svedte. Jeg havde det så skidt. Og det var nok årsagen til, at jeg altid har ønsket at komme ud af det igen, fordi bivirkningerne er hæslige.
-Smerterne var nemmere at bide i sig end abstinenserne. Abstinenserne er slemme.
De piller, der skulle hjælpe Heidi Joan Erler igennem dagen, endte med tiden med at give flere udfordringer end løsninger.
Men det var ikke kun de fysiske bivirkninger, som plagede hende.
-Den psykiske bivirkning var det med, at du var afhængig af tingene. Du kunne ikke undvære det. Jeg var nødt til hele tiden at sørge for, at jeg havde det medicin med mig, for det var en katastrofe, hvis jeg ikke fik det.
Et langt og kompleks forløb
Heidi Joan Erlers har været igennem mere end de fleste. Først en hesteulykke, så en bilulykke, derefter tre graviditeter med bækkenløsning, en blodprop i hjernen som 35-årig, mange operationer og psykiske men fra barndommen.
I 2009 blev hun sygemeldt fra sit job som kørelærer i en alder af 44 år, og to år senere blev hun førtidspensionist.
Først da hun for omkring fire år siden kommer på en smerteklinik, sker der for alvor noget med hende. Hun får nemlig den hjælp, hun havde brug for på klinikken.
-Det med at jeg kom til psykolog fik nogle ting på plads i mig, hvor jeg ligesom kan acceptere nogle ting. Og ikke at det så siger: ’jamen, så gør dine knæ ikke ondt mere’, for sådan hænger det jo ikke sammen, men jeg kunne tåle og bære mere. Og da jeg så finder ud af, at jeg kan bære mere, jamen så har jeg heller ikke brug for medicinen, forklarer hun.
Heidi Joan Erlers er sikker på, at forløbet på smertecentret, og den fysioterapi hun går til et par gange om ugen og ikke mindst arbejdet med sig selv har været afgørende for, hvordan hun har det i dag:
-Hele forløbet med smertecenter, med træning og mig selv, det er jo en proces, jeg er igennem. Og jeg kan mærke, at det klikker for mig nu. Det klikker så meget, at jeg har lyst til, at det skal fungere.
Vejen ud af pilleforbruget
Livet som medicinafhængig var for Heidi Joan Erler et liv uden følelsesudsving. Det var som om, hun ”hang indeni en grå sky”. Men da hun starter med at skære ned på medicinen, er det som om, at skyen lige så stille forsvinder.
-Mit mål var jo, at jeg skulle ud af min morfin. Så jeg begynder at trappe ud lige så stille, men der kan jeg godt mærke, at abstinenserne er hårde ved mig. Så skærer vi det så yderligere ned.
I slutningen af januar i år lykkes det for Heidi Joan Erlers. Her spiser hun sin allersidste morfin- og depressionsmedicin.
-Det er en lettelse at komme af med den. Det er det. Men den var jo uundværlig på det tidspunkt, så den har jo også kunnet give noget livskvalitet for mig på det tidspunkt. Men det kan den ikke mere, konstaterer hun.
Aldrig 100 procent rask
Det sidste halve år er der sket store forandring i Heidi Joan Erlers liv. Hun er gået fra at bruge en kørestol eller en el-crosser for at komme rundt, til i dag at kunne gå. Hun har stadig gener fra alle de fysiske problemer, hun har været igennem, men har fået sin frihed tilbage.
-Det er ikke sådan, at jeg er 100 procent rask, for det bliver jeg aldrig, men jeg kan fungere. Og det synes jeg, er det vigtigste, siger hun.