Unge om cigaretkøb: Vi bliver aldrig spurgt om ID

Cigaretter er lette at få fingrene i for de unge. Det vil øget kontrol ved tobakssalg til børn og unge ændre på.

- Jeg synes, det er godt. Jeg ville næsten ønske, der havde været mere kontrol, dengang jeg begyndte at ryge - for så var jeg måske aldrig begyndt.

Sådan siger den 18-årige gymnasieelev Katrine Sanner Rasmussen om sundhedsminister Ellen Trane Nørbys (V) udmelding om, at kontrollen med ulovligt tobakssalg til børn og unge skal skærpes.

Ministeren vil nemlig tage opgaven fra politiet og give den til Sikkerhedsstyrelsen, fordi hun mener, at håndhævelsen ikke har været god nok.

Tilbage i 2016 blev der nemlig kun uddelt to bøder for ulovligt salg af tobak til børn, hvor aldersgrænsen er på 18 år.

Derfor skal Sikkerhedsstyrelsen fremover kontrollere, at aldersgrænserne bliver overholdt - ellers risikerer butikkerne bødestraf.

Og det mener Katrine Sanner Rasmussen er positivt.

Hun forklarer, at hun sjældent er blevet spurgt om ID, når hun har købt cigaretter - både nu, og før hun selv fyldte 18.

- Der er aldrig rigtig nogen, der spørger, hvis man ved, hvor man skal gå hen, siger hun.

Angsten for at spørge

For det er ifølge den 18-årige gymnasieelev fra Horsens let at finde steder at købe cigaretterne - især i de små kiosker og de steder, hvor det er de unge selv, der sidder bag kassen.

- I butikker, hvor der sidder ungarbejdere, er det som om, de ikke helt tør at spørge, og så kan man lettere slippe afsted med det, forklarer Katrine Sanner Rasmussen.

Det kender gymnasieelev Christopher Andersen fra erhvervsskolen Learnmark i Horsens også til.

Han ryger også til daglig og kan heller ikke huske, hvornår han er blevet bedt om at vise ID, når han skulle købe cigaretter.

Christopher Andersen har selv oplevet, at det kan være svært at spørge unge om ID, når man står bag kassen. (© DR Nyheder)

Og han fortæller, at han selv kender problemet med at skulle sælge cigaretter til unge, som han ikke er sikker på, er fyldt 18 år.

- Nu arbejder jeg selv på en tank, som sælger cigaretter, og det dér med at skulle spørge, hvis der er kø, det tager meget tid, og de skal finde det frem og sådan noget - det kan godt på en måde være pinligt at skulle spørge, siger han og tilføjer:

- Angsten for at spørge spiller også en stor rolle i det.

Mere fokus hjælper

Kioskejer Rosa Benkjer tror, at mere fokus på kontrol af tobakssalg til børn og unge kan gøre en forskel. (© DR Nyheder)

Kioskejer Rosa Benkjer i Nørrebros Kiosk i Horsens er én af dem, som formentlig vil kunne mærke Sikkerhedsstyrelsens øgede kontrol.

Det er dog ikke noget, der generer kioskejeren.

- Jeg vil ikke sige 100 procent, at det ikke kan lade sig gøre, at der kommer en under 18 år ind og køber en pakke cigaretter, men jeg vil sige, at vi gør alt, hvad vi kan, for at det ikke sker, siger hun.

Hun er glad for, at kontrollen bliver øget fremover.

- Jeg hilser det velkommen, og jeg synes, det er rigtigt fint, at det er blevet lagt over til Sikkerhedsstyrelsen. De kommer på kontrolbesøg i forvejen, og jeg synes, det fungerer, siger Rosa Benkjer og tilføjer:

- Bare dét, at der kommer noget mere fokus på det, og at man ved, at man bliver kontrolleret, kan få sorteret nogen fra.