Udlændingestyrelsen udvider med 2.000 ekstra senge til asylsøgere

​Den seneste uges flygtningestrøm får nu Udlændingestyrelsen til at rede ekstra senge op landet over.

Udlændingestyrelsen beder nu kommuner og Røde Kors byde ind med alle, mulige sengepladser. (Foto: © Christine Nørgaard, DR Nordjylland (Arkivfoto))

På grund af det store pres på asyl- og modtagecentre rundt omkring i landet, efter at op mod 3.200 flygtninge og migranter er kommet til Danmark fra Tyskland siden weekenden, har Udlændingestyrelsen anmodet om, at Røde Kors og en række kommuner vil stille alt tænkelig kapacitet til rådighed til indkvartering af flygtninge.

Målet er at udvide antallet af flygtningepladser på landsplan med cirka 2.000, oplyser Udlændingestyrelsen til DR Nyheder.

- Situationen de sidste par dage har jo udviklet sig noget anderledes, end vi havde forestillet os, siger kontorchef i Udlændingestyrelsen Thomas Mortensen

Alt kan bruges

Det nye tiltag betyder, at flere skoler, kaserner, sygehuse eller gymnastiksale landet over kan blive midlertidige hjem for de mange flygtninge og migranter, som i denne tid kommer til Danmark for enten at søge asyl eller rejse videre til nabolande som Sverige.

- Det kan også være løsninger som eksempelvis sovesale og madrasser på gulvet i kortere perioder, forklarer Thomas Mortensen.

Udlændingestyrelsen er i dialog med en række kommuner, som man gerne vil have til at huse flere flygtninge.

- Der er en stor forståelse for behovet for at hjælpe her i den konkret situation.

Nyt center åbner allerede i dag

Allerede nu er der to nye aftaler på plads. Inden for få dage vil det gamle sygehus i Haderslev kunne tages i brug som modtagecenter.

Og i dag åbner et midlertidigt modtagecenter i Halsnæs kommune i Nordsjælland, når Center Auderød slår dørene op for op til 700 flygtninge. Centeret i Auderød har tidligere fungeret som midlertidigt asylcenter, men det lukkede for snart et år siden.

- Det er en blanding af, at vi prøver at udvide nogle af de centre, vi har, og samtidig supplerer vi med en række kortvarende indkvarteringssteder, siger Thomas Mortensen.

Udlændingestyrelsen oplyser, at man inden udvidelsen har mere end 8.000 pladser på landets asyl- og modtagecentre.