Uden melatonin bruger Mikkel flere timer på at falde i søvn

Fra kosttilskud til soveplastre: Intet hjalp Mikkel med at falde i søvn.

Mikkel Hjeds Brandt har ADHD og derfor svært ved at falde i søvn. Kun sovemidlet melatonin har virket. (© DR)

Når Heidi Falk Brandt tænker tilbage på tiden, før hendes søn Mikkel Hjeds Brandt fik sovemidlet melatonin, dukker et ord op. Helvede.

Mikkel har nemlig ADHD og havde derfor mere end almindeligt svært ved at glide ind i søvnen.

- Han har altid lagt sig pænt i sengen og gjort sig klar til at gå i seng og alt det der. Men når så han lå der, begyndte han at karte rundt, skulle ud at tisse, ud at have noget at drikke, så havde han lige glemt noget, så skulle han lige ud og sige, at han elskede os, og til sidst blev han bare så dybt ulykkelig, fordi han ikke kunne falde til ro og falde i søvn, husker hun.

I deres forsøg på at få Mikkel til at falde i søvn har familien prøvet det meste. Kosttilskuddet Baldrian har været i spil, det samme har soveplastre, massage, meditationsmusik, forbud mod fjernsyn før sengetid, lange gåture, kugledyne og at lade Mikkel sove i smørhullet i forældrenes seng.

Indtil videre har det kun været melatoninen, der har formået at fjerne frustrationerne ved sengetid.

Første gang Mikkel Hjeds Brandt fik en recept var som ti-årig. I dag er han 16 år og har stadig recept.

Flere får melatonin

Mikkel Hjeds Brandt er langt fra alene om at støtte sig op af melatonin, når han skal sove.

I første halvår af 2017 indløste flere end 10.000 børn og unge under 25 år en recept på melatonin. Syv procent flere end i samme periode 2016.

Flere fagfolk har udtrykt bekymring over den store stigning i antallet af børn og unge, som benytter melatonin.

En del af bekymringerne skyldes blandt andet, at der mangler viden om effekten af langvarigt brug. Det kommer bag på Heidi Falk Brandt.

- Det havde da været smartere at gøre, inden man gav børnene det, siger hun.

- Altså vi har fået at vide, at der ikke var nogen bivirkninger ved det, og det har vi heller ikke mærket, men om det er afprøvet og alt sådan noget - det går jeg ud fra, at det er, når man giver børn det.

Et af argumenterne for at for at bruge melatonin trods den sparsomme belysning er blandt andet, at der blot er milde og typisk forbigående bivirkninger. Derudover kan manglende søvn også have konsekvenser for børn og unges funktionsevne.

Intet andet har virket

For Heidi Falk Brandt havde det været rart, hvis hendes søn slet ikke behøvede at tage en pille med melatonin hver aften.

Men når nu det er sådan, er hun glad for den lille pille. For inden Mikkel begyndte at bruge melatonin, kunne der sagtens gå tre frustrerende timer med at få ham til at sove.

- Der er ikke noget, der har virket, forklarer Heidi Falk Brandt.

Hun forklarer også, at Mikkel løbende holder pauser fra melatonin for at se, om det stadig har en effekt.

- Og det virker. Får han den ikke, så går der to-tre timer, før han falder i søvn.

Jeg ville blive mere aggressiv

Selvom der altså er usikkerhed over melatonins langtidseffekter, så ved Mikkel Brandt bare, at den lille pille hjælper ham.

- Den gør, at jeg kan falde i søvn. Den gør, at jeg bliver mere træt, sådan sovetræt, forklarer han.

- Uden pillen ville jeg være meget mere træt om dagen. Jeg ville blive mere aggressiv, fordi jeg ikke havde fået min søvn.