Da en værdifuld bronzebuste blev stjålet fra Ny Carlsberg Glyptotek i København i juli sidste år, kunne tyvene i ro og mag forlade museet med udbyttet i en køjesæk.
For tyveriet af værket, der er skabt af Auguste Rodin, blev ikke opdaget før efter 12 dage, skriver Politiken.
Først da en kvindelig ansat kom tilbage fra ferie og undrede sig over, at busten var forsvundet, gik det op for museet, at det havde været udsat for et alvorligt tyveri.
Da Glyptoteket fortalte offentligheden om tyveriet i august sidste år, var der flere spørgsmål, som museet ikke ville besvare. Men nogle af disse svar findes i sagens bilag, som Politiken har fået aktindsigt i.
Ifølge politirapporten forklarede Glyptoteket, at tyveriet ikke blev opdaget med det samme, fordi busten i perioder havde været væk fra samlingen.
- Det var selvfølgelig ikke godt nok. Jeg tror, at alle parter er ærgerlige over, at det var så nemt, og at der gik så lang tid, før det blev opdaget. Det ændrer ikke på, at museet gør alt, hvad de kan, for at genfinde den stjålne genstand, siger kontorchef Ole Winther fra Slots- og Kulturstyrelsen, der fører tilsyn med museerne.
/ritzau/