Tyrkiets premierminister planlægger rejse til Danmark

Ifølge tyrkiske medier vil den tyrkiske premierminister komme til Danmark næste weekend.

Premierminister Binali Yildirim ses her under en tale til tyrkere på Cypern. Nu har han annonceret rejseplaner til Danmark. (Foto: © ANDREAS MANOLI, Scanpix)

Tyrkiets premierminister har ifølge tyrkiske medier oplyst, at han planlægger et besøg til Danmark i næste uge.

Redaktør Sadi Tekelioglu fra det dansk-tyrkiske medie Kuzey fortæller, at det forventes, at premierministeren den 19. marts vil deltage i et borgermøde med herboende tyrkere, og at han vil have officielle møder dagen efter.

Programmet for premierministerens besøg er endnu ikke officielt fastlagt.

- Jeg tror, han kommer decideret for at tale til tyrkerne i Danmark, siger Sadi Tekelioglu.

Valgkamp uden for Tyrkiet

Der er stor rejseaktivitet blandt de tyrkiske politikere i øjeblikket, da de har travlt med at føre valgkamp forud for folkeafstemningen den 16. april.

For to dage siden var tidligere minister for landbrug, fødevarer og husdyr Mehmet Mehdi Eker fra AKP i Danmark, hvor han deltog i en konference om det præsidentielle system hos Dansk Islamisk Råd i København.

Valgloven i Tyrkiet er blevet ændret, så tyrkere uden for landets grænser også må stemme til valget, og derfor bliver der også ført valgkamp i andre lande.

- Valget fylder meget blandt tyrkere i Danmark og andre europæiske lande, fordi udlandstyrkere for to år siden fik stemmeret, siger Sadi Tekelioglu.

Ifølge redaktøren bliver de mange udlandstyrkere betragtet som et lukrativt stemmedepot blandt politikere i Tyrkiet.

Konflikt med Holland

Det tyrkiske valg har udløst en konflikt mellem Holland og Tyrkiet, fordi Holland har besluttet at afholde flere tyrkiske ministre fra at deltage i vælgermøder med tyrkere i Holland.

De hollandske myndigheder begrunder beslutningen med sikkerhedshensyn.

Afvisningen af de tyrkiske ministre har fået premierminister Binali Yildirim til at love, at Tyrkiet vil "give igen med samme mønt som svar på denne uacceptable opførsel".

I Tyskland er flere valgmøder med tyrkiske ministre ligeledes blevet aflyst af sikkerhedsårsager, hvilket også er blevet modtaget med hård kritik fra den tyrkiske regering.

Premierministeren siger ifølge CNN Turk, at det endnu ikke er sikkert, om Recep Tayyip Erdogan kommer til at deltage i vælgermøder uden for Tyrkiet.

Det er i den forbindelse, han nævner turen til Danmark.

- Eksempelvis skal jeg til Danmark den 20. marts. Jeg skal holde et møde i Danmark, og vi skal snakke om officielle og vigtige punkter. Danmark er ikke et land, som ser negativt på disse ting, de har ikke samme holdning, siger han ifølge CNN Turk.

Udvidede magtbeføjelser

Ved afstemningen den 16. april skal tyrkerne tage stilling til en forfatningsændring, der vil udvide præsident Recep Tayyip Erdogans magtbeføjelser.

Blandt andet vil han kunne udstede dekreter, erklære undtagelsestilstand, opløse landets parlament og få langt større magt over dommer- og retssystemet i landet.

På papiret har Recep Tayyip Erdogan i kraft af den nuværende forfatning kun ceremoniel betydning, og han må ikke være tilknyttet et politisk parti.

I praksis har han dog ikke lagt skjul på sin støtte til regeringspartiet AKP.

SAGEN KORT: DIPLOMATISK KRISE MED TYRKIET

  • 16. april skal tyrkerne stemme om forfatningsændringer. Ændringerne vil give præsident Recep Tayyip Erdogan mere magt.

  • Mange tyrkere i Europa er stemmeberettigede, og derfor har den tyrkiske regering stor interesse i at føre valgkamp i lande som Tyskland og Holland.

  • I Tyskland blev flere valgmøder med tyrkiske ministre aflyst af sikkerhedsårsager, hvilket fik skarp kritik fra den tyrkiske regering.

  • Lørdag skulle den tyrkiske udenrigsminister, Mevlut Cavusoglu, have talt ved et vælgermøde i Rotterdam, men det frabad de hollandske myndigheder sig - ligeledes af sikkerhedsårsager.

  • Tyrkiets udenrigsminister insisterede og truede med sanktioner, hvis hans fly ikke måtte lande i Rotterdam.

  • Det fik den hollandske regering til at inddrage ministerens landingstilladelse, hvilket har vakt heftige reaktioner i Tyrkiet, og præsidenten har blandt andet kaldt hollænderne for fascister.

  • Senere stoppede hollandsk politi en bil med Tyrkiets familieminister.

  • Ministeren havde valgt at køre ind i landet fra Tyskland, da udenrigsministeren ikke fik lov til at lande.

  • Tyrkiets premierminister, Binali Yildirim, lover gengældelse.