Søndag aften blev fire personer bedt om at forlade et fly fra United Airlines, der skulle fra Chicago og Louisville i USA.
Passagerne havde alle en gyldig billet, men selskabet havde overbooket afgangen, og da ingen af passagerene frivilligt valgte at tage en senere afgang mod kompensation, håndplukkede personalet de fire uheldige passagerer.
Det nægtede en midaldrende mand, som til sidst måtte trækkes ud gennem kabinen af lufthavnens sikkerhedsfolk med blod silende fra ansigtet.
Flere af hans medpassagerer forevigede den voldsomme udsmidning med deres mobilkameraer. De videoer har senere dannet grobund for en heftig debat på de sociale medier.
Debatten går blandt andet på, at det var flyselskabet selv, som overbookede flyet, da de kort inden afgang besluttede, at fire United Airlines-medarbejdere skulle med afgangen.
Men rent faktisk brød United Airlines ingen regler, da de overbookede flyet. Og de var også i deres gode ret til at afvise passagerer med gyldig billet.
Det fremgår af det amerikanske transportministeriums hjemmeside, hvor der grundigt redegøres for dine rettigheder, hvis du ufrivilligt bliver afvist at komme med din afgang og rejser med et amerikansk flyselskab.
Kan det også ske i Danmark?
Danske og europæiske flyselskaber har også ret til at nægte passagerer at boarde, hvis de har overbooket deres afgang.
Europa-Parlamentet blev i 2004 enig om fælles kompensationsregler for Europas flyselskaber for at sikre, at den enkelte flypassagers rettigheder bliver overholdt.
Og overbookning er heller ikke noget særsyn hos danske flyselskaber, vurderer Ole Kirchert Christensen, der har 20 års erfaring i den danske luftfartsbranche og nu er ansvarshavende chefredaktør på branchemediet Check-In.
- Flyselskaberne kalkulerer bevidst med, at der er nogen, som bliver væk på grund af sygdom, trafik på vej til lufthavnen eller andre forhold, siger han og fortsætter:
- De benytter dog ikke overbooking i lige så høj grad, som de gjorde for fem til ti år siden, fordi man havde nogle mindre restriktive krav til annullering af billetter dengang, siger han.
Vil være kede af at afvise guldkunder
Flyeksperten ønsker ikke at sætte tal på i hvor høj grad, det forekommer hos de enkelte selskaber. Men han vurderer, at det særligt er på de mere attraktive afgange, at overbooking finder sted.
- Det skyldes blandt andet, at man gerne vil have plads til sine guldkunder på de afgange. Hvis vi tager et tænkt eksempel, så vil SAS være ked af, hvis de må afvise en person, der skal fra Aalborg til København og herefter videre til New York, alene af den grund, at afgangen til København er udsolgt, forklarer Ole Kirchert Christensen fra flymediet Check-In.
Er det oftest hos lavprisselskaber eller hos dyrere selskaber, at man overbooker?
- Min umiddelbare vurdering er, at der er en højere overbookingsrate på flyselskaber som British Airways og Lufthansa sammenlignet med lavprisselskaberne. Alle billetterne på lavprisselskaberne er oftest købt og betalt med det samme og har bundet nogen særlige restriktioner op på billetten, siger han.
Hvis du har guldkort kan du tage det helt roligt
Ved overbooking - og hvis det ikke lykkedes at finde frivillige - hvordan vælger flyselskabet, hvem der ikke skal med?
- Man går for eksempel ind og ser på, om passageren skal videre fra den destination, man flyver til. Man går også ind og ser på, hvor meget der er betalt for billetten. Hvis man har betalt den højeste pris og har bestilt i god tid, bliver man selvfølgelig ikke valgt ud. Så typisk tager man dem, som har købt de billigste billetter, siger Ole Kirchert Christensen.
Så man vil for eksempel ikke nægte en passager på Business Class eller en med guldkort at boarde?
- Så vil man aldrig være i risikozonen for at blive pillet af. Du kan godt risikere at skulle flyve på economy i stedet, siger han.
Der er dog ikke tal for, hvor mange personer danske flyselskaber nægter ombordstigning grundet overbooking. I USA viser tal fra den amerikanske regering, at 40.000 passagerer sidste år ufrivilligt blev nægtet at komme med et overbooket fly, skriver NBC.
434.000 passagerer opgav frivilligt deres sæde mod en økonomisk kompensation.