Politiet har løsladt de tre personer, der onsdag morgen blev anholdt og sigtet for at hylde et angreb i Iran, som kostede 25 mennesker livet.
Anholdelsen skete, efter at politiet havde ransaget tre private lejligheder og et foreningslokale i Ringsted.
De anholdte er i løbet af eftermiddagen og aftenen blevet afhørt om sagen med assistance fra en tolk. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
- Anklagemyndigheden har med baggrund i de fremkomne oplysninger i sagen ikke fundet grundlag for at fremstille nogen af de anholdte i grundlovsforhør. Derfor er alle tre anholdte blevet løsladt, lyder det i meddelelsen.
Politiet lukkede Danmark ned
De tre anholdte er medlemmer af den eksil-iranske organisation ASMLA.
Allerede på et pressemøde 30. oktober oplyste PET-chef Finn Borch Andersen, at de danske medlemmer af ASMLA blev efterforsket for terrorbilligelse.
Det var underretninger om attentatplaner mod de pågældende eksiliranere i Danmark, der 28. september førte til, at politiet lukkede ned for trafikken til og fra Sjælland og medførte kilometerlange køer.
Midt- og Vestsjællands Politi vil fortsat forestå efterforskningen af sagen i samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste (PET).