Sigtet for at hylde terror: Politiet ransager anholdte iraneres lejligheder

Politiet tjekker boliger, bil, konfiskerer elektronik og samler beviser fire steder i Ringsted.

Politiet ransager på Sct. Hansgade i Ringsted. Tre herboende iranere er sigtet for at have hyldet et angreb i Iran, der kostede 25 menneskeliv. (Foto: Mathias Øgendal/Ritzau Scanpix) (Foto: © MATHIAS ØGENDAL, Scanpix)

Politiet har netop ransaget tre private lejligheder og et foreningslokale i Ringsted.

Det sker, efter at politiet har anholdt og sigtet tre herboende iranere for at hylde et angreb i Iran, som kostede 25 mennesker livet.

DR Nyheders udsendte på stedet, Louise Dalsgaard, fortæller, at ransagningerne foregår stille og roligt, og at politiet forlader opgangene med den slags konvolutter i hånden, som bruges til at indhente spor og bevisemateriale i.

Både civilbetjente og politi i uniform går frem og tilbage og leder efter beviser.

- De har konfiskeret en række elektronisk udstyr, herunder en computer, siger Louise Dalsgaard.

De tre anholdte er medlemmer af den eksil-iranske organisation ASMLA, der ifølge politiet har gjort sig skyldig i overtrædelser af den danske straffelov paragraf 136, stk. 2 om billigelse af terror.

Sigtede var under politibeskyttelse

Alle de ransagede adresser ligger i Ringsted. To af dem inde i centrum ved gågaden, og de to andre i udkanten af byen.

På den ene sigtedes adresse, som ligger i et stort boligbyggeri, var opgangen den eneste i komplekset, hvor to overvågningskameraer hang og filmede indgangen.

I en anden opgang stod en civilbetjent og holdt øje med, hvem der gik ind og ud af bygningen.

Beboerne i området er vant til at se patruljevogne, da de nu anholdte iranere længe har været under politiets og efterretningstjenestens beskyttelse. Alligevel holder flere af Ringsteds beboerne øje med, hvad der foregår på gaden, oppe fra deres vinduer, fortæller Louise Dalsgaard.

Ransaget bil og boliger

Politiet har foruden de tre private boliger også ransaget en sølvgrå Fort Mondeo, som holdt parkeret foran organisationen tilholdssted.

Hvad der har ført til, at ransagelserne og sigtelserne mod de tre iranere finder sted netop i dag, er endnu uvist.

Allerede på et pressemøde 30. oktober oplyste PET-chef Finn Borch Andersen, at de danske medlemmer af ASMLA blev efterforsket for terrorbilligelse.

Det var underretninger om attentatplaner mod de pågældende eksiliranere i Danmark, der 28. september førte til, at politiet lukkede ned for trafikken til og fra Sjælland og medførte kilometerlange køer.

- Der er ingen grund til bekymring for borgerne i Ringsted. Ransagningerne er helt sædvanlige i en sag som denne og har ikke noget med truslen mod de pågældende at gøre, understreger politiet i en pressemeddelelse.