'Torskedumt' og 'helt urimeligt': Fra Sjælland til Sønderborg retter borgmestre skarp kritik af stormflodshjælp

Igen bliver stormflodspuljen kritiseret af flere borgmestre. For den er ubrugelig i flere tilfælde med de kriterier, der er lagt op til, lyder kritikken.

Det er urimeligt og en ubrugbar hjælp.

Sådan lyder det fra flere borgmestre landet over og Kommunernes Landsforening.

Det sker, efter de har set de kriterier, der er lagt op til for at kunne få del i stormflodspuljen. Det er den, der skal hjælpe kommunerne med at betale for skaderne på kommunale bygninger og infrastruktur efter stormfloden i oktober. Det er eksempelvis veje, havnemoler og diger.

Men det viser sig, at skaderne skal være betalt for i år, hvis kommunerne vil have del i den økonomiske hjælp.

Det får blandt andre Ærøs borgmester til at ryste på hovedet. Her er der skader for i alt 35 millioner kroner. Der skal blandt andet laves en vej, der forbinder den østlige del af øen med den vestlige. Noget, de ikke kan nå at få betalt for i år.

- Det er en ommer. Vi har ikke en chance for at finansiere det her selv. Det vil gå ud over kernevelfærden, som i forvejen er hårdt presset, siger Peter Hansted (S).

Ingen støtte til ødelagt dæmning

Puljen er tidligere blevet kritiseret af flere borgmestre for at være for lille og for, at der manglede svar på, hvad der skal til for, at kommunerne kan få del i den.

Nu har de fået svar, men også i Sønderborg er borgmesteren utilfreds med udkastet til kriterierne.

Kommunen skal have lavet en vej og dæmning, der har været halvt smuldret væk siden stormfloden i oktober. Heller ikke her kan de nå det i år, vurderer kommunen.

Sønderborg Kommune har rettet henvendelse til miljøministeren i et forsøg på at få ændret tidsrammen, så de kan få del i stormflodshjælpen, selvom vejen og dæmningen til halvøen Kegnæs først er færdiglavet næste år. (Foto: © Hanne Høier, DR)

Derfor må Sønderborg Kommune kigge langt efter hjælpen og står til selv at skulle finde omkring 50 millioner kroner til reparationen. Det bliver ved at udsætte lapning af huller i vejene eller renovering af trængte skoler, fortæller borgmester Erik Lauritzen (S).

- Det er jo en håbløs tidsramme. Det kan på ingen måde lade sig gøre. Og det var jo ikke det, der var meningen. Så er det jo, undskyld udtrykket, torskedumt, siger han.

Hvorfor er I ikke bare gået i gang med at lave skaderne før?

- Vi har ventet på de her kriterier i måneder, og vi har ikke kunnet gå i gang med at lave skaderne, før vi ved, hvor mange penge vi selv skal finde, og om vi overhovedet må være gået i gang med at lave skaderne inden.

Også flere andre borgmestre siger, at de ikke kan få del i den økonomiske hjælp. For når så store skader skal laves, så skal de først projekteres, i udbud og måske i høring, inden der kan sættes gang i reparationsarbejdet og regningen betales.

Og det er umuligt at nå, inden året er omme, forklarer flere borgmestre. Blandt dem er Vordingborgs socialdemokratiske borgmester.

- Der er jo en del andre ting, vi så ikke kan lave, hvis vi ikke kan få støtte til de store, dyre projekter. Eller også er der skader, der så ikke bliver lavet lige foreløbig, siger Mikael Smed.

'Helt urimeligt'

I en rundspørge DR har lavet til de 27 kommuner, der blev ramt af stormfloden i oktober, har 18 svaret. Fire af dem mener ikke, at stormflodspuljen er relevant for dem, fordi de næsten ingen skader har haft. 12 af dem er enige i, at puljen er ubrugelig i flere tilfælde.

En del af kommunerne har nemlig også allerede lavet og betalt for skaderne sidste år - og så kan de heller ikke få del i den økonomiske hjælp.

- Det er helt urimeligt, siger Jan Riber Jakobsen (K), borgmester i Aabenraa Kommune.

Derfor skal der ændres på kriterierne, så kommunerne rent faktisk kan bruge hjælpen, mener den socialdemokratiske Birgit S. Hansen, formand for KL's miljø- og klimaudvalg.

- Det er tosset. Det bør jo være kommunernes behov og ikke, hvornår kalenderbladet vender, der styrer, hvem der kan få del i hjælpen og hvordan, siger hun.

Den socialdemokratiske miljøminister, Magnus Heunicke, vil ikke stille op til interview om sagen.