Tillidsrepræsentant i politiet mener, at DR bringer unuanceret dokumentar: Familie 'driller' politiet

Det er familien selv fra dokumentaren 'Forfulgt af politiet?', som opsøger konflikter med politiet, siger fællestillidsrepræsentant. DR afviser kritik af 'ensidig' dokumentar.

Billedet her er fra en af mange konfrontationer mellem en familie fra Vejle og politiet. (Stillfoto fra privat video)

Den seneste uge har man kunnet se voldsomme konfrontationer mellem en familie fra Vejle og politiet i dokumentaren 'Forfulgt af politiet?' på DRTV.

Dokumentaren handler om familien, der føler sig chikaneret af politiet, og man ser videooptagelser, familien selv har filmet af deres møder med politiet. Det er konfrontationer, som ifølge uafhængige eksperter kan give et indtryk af, at politiet forfølger familien.

Men virkeligheden er en ganske anden, end den seerne efterlades med.

Det mener, Niels Mørk, der er fællestillidsrepræsentant i Sydøstjyllands Politi. Han mener ikke, at det er politiet, der chikanerer familien - det er ifølge ham nærmere omvendt.

- Vi har i hvert fald med en gruppe mennesker at gøre, som opsøger konflikter og konfrontationer med politiet, siger han i et interview i P1 Orientering.

Samtidig mener han, at DR med dokumentaren tegner et fejlagtigt billede af virkeligheden.

- Jeg ser en ensidig og unuanceret dokumentar, og det er jeg rigtig træt af både på vegne af politiet og de politifolk, jeg repræsenterer.

Politiet går ulovligt ind i families hjem

Niels Mørk slår ned på en række af de episoder, man ser i dokumentaren, som han mener, bliver udlagt på en unuanceret måde.

En af de hændelser, han fremhæver, er en episode, hvor politiet banker på familiens dør og går indenfor uden at have en dommerkendelse, der giver dem ret til at gå ind i familiens hjem.

En domstol har senere afgjort, at politiet ikke havde beføjelser til at lave en ransagning og dermed gå ind i familiens hjem.

Men ifølge Niels Mørk er der et væsentligt perspektiv til den episode. Ifølge ham tager politiet ud til adressen for at anholde en person, og det behøver man ikke en dommerkendelse til.

- Da sagen senere skal i retten, kan man se, at politifolkene står en meter inde i huset, og det er altså nok til, at en dommer vurderer, at det er en ransagning. Politiet har ikke brudt ind - de har stået en meter inde på en adresse.

Politifolkene tager rettens vurdering af, at det alligevel var en "ulovlig tjenestehandling" til efterretning, siger Niels Mørk.

Et godt eksempel på 'ensidig fremstilling'

Episoden eskalerer efterfølgende og ender med, at flere af familiens mandlige medlemmer bliver anholdt. I dokumentaren kan man se, at den ene bror får peberspray i øjnene, mens han ligger ned og bliver holdt af minimum to betjente. To eksperter har overfor DR sået tvivl om, hvorvidt brugen af peberspray var nødvendig.

I dokumentaren kan man se forskellige videoklip fra episoden - som er filmet af familiens medlemmer selv. Man kan ikke se hele forløbet i sin fulde længde.

Kunne man det, ville man få et andet billede af virkeligheden, mener Niels Mørk. Ifølge ham findes der et knap fire minutter langt videoklip af episoden, som har været en del af en klagesag hos Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

- Det er jo ikke taget med i dokumentaren, og det er et meget godt eksempel på den ensidighed og unuancerede fremstilling, der er, siger han.

- Der (i det knap fire minutter lange klip, red.) kan man se, at den her gruppe mennesker optræder ophidset og gør alt, de kan, for at provokere betjentene.

Et klip fra DR Dokumentaren, 'Forfulgt af politiet?', viser, hvad der sker, da fire betjente opsøger familien den 8. november 2021.

'Viser det fulde billede'

Chefredaktør i DR Nyheder Thomas Falbe afviser kritikken.

- Vi har redigeret mindst muligt i de videosekvenser, vi viser i dokumentaren, netop for at undgå kritik af, at vi ikke viser det fulde billede. Der er ikke fravalgt videosekvenser, der skulle fremstille politiet i et mere fordelagtigt lys.

Tværtimod findes der mere videomateriale, der ifølge chefredaktøren viser "flere voldsomme episoder", men som ikke er med i dokumentaren.

Politiet er blevet tilbudt at se alt videomateriale igennem før visningen af dokumentaren, så de kunne forholde sig til det. Samtidig har eksperterne, der er med i dokumentaren, set alt videomateriale i fuld længde og altså ikke kun det, der er med i dokumentaren, skriver Thomas Falbe i sit svar.

Brudstykker af virkeligheden

En af de episoder, man umiddelbart ser fra start i dokumentaren, er fra en aften, hvor flere af familiens mandlige familiemedlemmer bliver stoppet af politiet i en bil om natten.

De stiger ud af bilen, hvor der står flere politibetjente i mørket. Den første ordveksling, man kan høre mellem de to, er, at en af politibetjentene spørger en af familiemedlemmerne: Hvad er det, der foregår? Og: Hvem er du?

Mændene fra familien bliver tiltalt for at råbe og dermed genere ordensbekendtgørelsen. Den udlægning har betjentene gentaget i retten, ligesom de har forklaret, at familiemedlemmerne bliver ved med at råbe, selv efter at politiet har identificeret sig selv.

Men på familiens egen video fra episoden kan man hverken høre familiemedlemmerne råbe eller høre politiet identificere sig selv, før der er et sammenstød mellem politiet og familien.

Niels Mørk, man ser bilen stoppe, man ser betjentene stige ud, man ser, at de ikke identificerer sig, man ser, at de unge mennesker ikke råber og skriger, sådan som betjentene siger i retten. Hvordan forklarer du det?

- Det er ikke korrekt - så skal de fremlægge noget mere video. Politifolkene identificerer sig, og de bliver provokeret af den her gruppe mennesker, som optræder aggressivt.

Vi er enige om, at i dokumentaren ser man, at bilen stopper, de begynder at filme med det samme, stiger ud, og vi ser ikke en politiidentifikation. Er vi enige så langt?

- Jeg tænker, at politiet identificerer sig.

Hvor ser du det henne?

- Prøv at hør. Videosekvenserne viser brudstykker af en politiforretning, siger han.

Familien driller politiet

Niels Mørk afviser, at politiet har været med til at eskalere de episoder, hvor de har haft sammenstød med familiens medlemmer.

- Man kan drille politiet på rigtig mange måder, og det er det, den her gruppe mennesker gør, når politiet møder dem, siger han.

Familiens forsvarsadvokat Claus Bonnez undrer sig over politiet og Niels Mørks tilgang til hele sagen med familien fra Vejle.

- Det undrer mig, at Politiforbundet ikke går ind her og siger: Det er et meget alvorligt problem, vi har nogle kollegaer, der helt klart ikke har gjort det, de bør gøre, siger han.

- Der er mange, mange flere episoder mellem politiet og den her familie, og det er min opfattelse, at i alle de episoder, jeg har været inde i - vi taler måske 20-30 - er det politiet, der opsøger den her familie i chikanøst øjemed.

Se hele dokumentaren 'Forfulgt af politiet?' her:

Forfulgt af politiet?