Tidligere chef i PET: Safe house bruges kun ved overhængende fare

På få minutter blev en dansk-tyrkisk familie flyttet i sikkerhed i et safe house.

Hans Jørgen Bonnichsen er tidligere operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste, PET. (Foto: © MATHIAS BOJESEN, Scanpix)

Det sker yderst sjældent og kun i meget alvorlige situationer, at Politiets Efterretningstjeneste, PET, vælger at flytte folk i akut sikkerhed i et såkaldt safe house.

Det fortæller den tidligere operative chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen, efter at DR Nyheder i dag kan berette, at en dansk-tyrkisk familie i starten af 2017 fik få minutter til at pakke deres ting, inden PET flyttede dem til et safe house.

- Jeg har gennemført seks-syv placeringer i safe house i mine ni år i PET, siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Ikke nok med trussel - nogen skal have handlet

Flere af hinanden uafhængige kilder bekræfter over for DR Nyheder, at der var tale en konkret og alvorlig trussel mod den dansk-tyrkiske mand i familien, som blev flyttet i safe house i 2017.

Den dansk-tyrkiske mand er åbent tilhænger af den tyrkiske prædikant Fethullah Gülen, som den tyrkiske regering anser for at være terrorist og hjernen bag det mislykkede kupforsøg i Tyrkiet i sommeren 2016.

Truslen mod manden skulle angiveligt være politisk motiveret, men det har ikke været muligt for DR at klarlægge, hvem der stod bag den.

Hans Jørgen Bonnichsen fortæller, at en trussel skal være meget konkret, før efterretningstjenesten tager det store skridt at flytte folk fysisk og i hemmelighed for at beskytte dem.

- Det er ikke nok med en trussel. Det skal være nogle forberedelseshandlinger, som PET har været i stand til at opfange. Det medvirker til, at man siger, at nu er situationen så alvorlig, at vi bliver nødt til at sikre de pågældende personer i et såkaldt safe house, fortæller Hans Jørgen Bonnichsen.

Den dansk-tyrkiske mand fortæller til DR Nyheder, at efterretningstjenesten oplyste ham om, at nogen ville slå ham ihjel i weekenden.

Det har ikke været muligt for DR Nyheder at få efterretningstjenesten til at kommentere sagen, da de ikke udtaler sig om konkrete sager.

Den tyrkiske prædikant Fethullah Gulen beskyldes for at stå bag et kupforsøg i Tyrkiet i juli 2016. (Foto: © CHARLES MOSTOLLER, Scanpix)

Et safe house kan være et hotelværelse i Jylland

PET kan have adgang til et såkaldt safe house mange forskellige steder i landet, fortæller den tidligere operative chef.

- I princippet kan det være et hotelværelse et eller andet sted i Jylland. Det kan være et eller andet sted, hvor man i forvejen har aftale om, at man kan bruge lokaliteten i en vis periode, siger Han Jørgen Bonnichsen.

Det vigtigste er ifølge ham, at personerne opholder sig på et ukendt sted, og at de ikke tiltrækker nysgerrige blikke, som kan give fjenden en idé om, hvor de kan finde de personer, som efterretningstjenesten beskytter.

Men det er ikke nok.

Stedet skal også beskyttes, eller der skal være et såkaldt panikrum, hvor personer kan søge ind og tilkalde hjælp for at afværge et angreb. Et sådan rum er svært at trænge ind i.

Tegneren Kurt Westergaard er en af de danskere, som har et safe house i sin bolig, fordi han har været udsat for trusler, efter han tegnede profeten Muhammed med en bombe i turbanen i 2005. Sikkerhedsrummet fik tegneren brug for i starten af 2010, hvor en mand angreb ham i hjemmet.

En mand blev dømt for terror, efter han havde trængt i ind tegneren Kurt Westergaards hjem med en økse i 2010. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Oftest et midlertidigt ophold

Den pågældende dansk-tyrkiske familie fortæller til DR Nyheder, at de opholdt sig i sikkerhed på to forskellige adresser i mere end ti dage.

Så fortalte PET ifølge den dansk-tyrkiske mand i familien, at truslerne mod ham var overstået.

Og et ophold i et safe house er for det meste noget midlertidigt, siger Hans Jørgen Bonnichsen.

- Man forsøger at få ro over situationen og finde ud af, hvor langt de pågældende er i deres forberedelseshandlinger. Så prøver man fra PET’s side at afbryde det, så man ikke er i stand til at gennemføre handlingen – i dette tilfælde ser det ud til at være et drab, lyder det fra den tidligere operative chef i PET.

PET afbryder en forestående operation

Hvordan kan man være i livsfare det ene øjeblik og så være i sikkerhed på egen hjemmebane et øjeblik efter?

- PET har fået styr på situationen, siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Det kan være, at PET har sendt et klart signal til fjenden om orienteret dem om, at efterretningstjenesten kender til deres planer, og at det vil få voldsomme konsekvenser, hvis der sker noget.

- Det kunne for eksempel være en diplomatisk henvendelse, som kunne medvirke til, at man opgiver sit forehavende af frygt for at blive detekteret og hængt ud i alverdens aviser, siger den tidligere operative chef i PET.

Ligesom truslen i en sådan situation har været meget konkret, så er afblæsningen af truslen det også.

- Jeg er ikke øjeblik i tvivl om, at PET på en eller anden måde har foretaget en afbrydelse af den forestående operation, og at det er lykkedes 100 procent. Man ville ikke bringe de pågældende i en ny livsfarlig situation, siger han.

Hans Jørgen Bonnichsen var operativ chef i PET i ni år frem til sin pension. Nu kommenterer han ofte efterretningstjenestens arbejde. (Foto: © MATHIAS BOJESEN, Scanpix)

Safe house bruges kun ved overhængende fare

Folk kan godt sige nej til at blive flyttet i safe house, da man mister sin frihed i perioden, men det vil Hans Jørgen Bonnichsen til enhver tid fraråde.

- Hvis PET kommer ud og siger, at der er en konkret og overhængende fare, så er det i allerhøjeste grad klogt, at man selvfølgelig følger PET's råd, siger han.

Efterretningstjenesten har andre redskaber i værktøjskassen, som kan bruges til at sikre personer i en faretruende situation: Polititilsyn, livvagter, sikring af boligen både udvendigt og indvendigt.

- Men hvis man er sendt til et sikkerhedshus, så er situationen ganske alvorlig, siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Den dansk-tyrkiske mand optræder anonymt hos DR Nyheder. Det sker af hensyn til familiens sikkerhed. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt.