Fodboldspilleren Nicklas Bendtner blev anmeldt og sigtet for vold mod en taxachauffør efter en bytur i København for nylig.
Nu viser det sig, at Rosenborg-angriberen formentlig ikke er den eneste sigtede i sagen. Den pågældende taxachauffør, der brækkede kæben flere steder i sammenstødet, har hyret advokaten Mette Grith Stage, idet han selv forstår, at han nu også er sigtet i sagen.
- Den pågældende har kontaktet mig og bedt mig om at være hans forsvarer. På den baggrund har jeg tilskrevet retten om at blive det. Jeg afventer nu at høre fra retten, siger Mette Grith Stage.
- Jeg har ikke set akterne og ved derfor ikke med sikkerhed, om han er sigtet. Men som min klient forstår det, er han sigtet, konstaterer advokaten.
Er det normal procedure i den slags sager, at man sigter begge parter?
- Det kommer an på, hvad de forskellige forklaringer godtgør, og hvad der er af beviser. Peger beviserne på, at der er grund til det, så sigter man begge parter.
- Men om der er hold i det, skal jeg først til at se på. Nu skal sagen færdigefterforskes, og der skal laves et anklageskrift, så der kommer nok til at gå lidt tid endnu, siger Mette Grith Stage.
Københavns Politi vil ikke overfor DR Nyheder be- eller afkræfte, om der er sket endnu en sigtelse i sagen.