Fodboldspilleren Nicklas Bendtner nægter sig skyldig i den voldssigtelse, som Københavns Politi rejste i weekenden.
Det oplyser hans forsvarer, advokat Anders Németh.
- Min klient nægter sig skyldig. Mere kan jeg ikke sige lige nu, lyder det.
På et pressemøde tirsdag eftermiddag beklager Bendtner, at han har været involveret i episoden.
Fodboldspilleren er sigtet for vold, efter at han ifølge politiets sigtelse slog en taxachauffør natten til søndag. I forbindelse med sammenstødet pådrog taxachaufføren sig et brud på kæben.
Bendtners kæreste, Philine Roepstorff, erkender på Instagram, at Bendtner slog chaufføren. Men det skete i selvforsvar, forklarede hun mandag.
Over for Ekstra Bladet har kommunikationschef Rasmus Krochin fra taxaselskabet fortalt, at der eksisterer overvågningsbilleder af episoden, som man har overdraget til politiet.
Men Anders Németh understreger, at han ikke kan udtale sig yderligere. Hverken om, hvilken karakter videomaterialet har, eller om Nicklas Bendtner er blevet afhørt af politiet.
På pressemødet tirsdag udtaler Bendtner, at han har været involveret "i en yderst uheldig og for mig stærkt ubehagelig episode."
- Jeg kunne ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at situationen skulle udvikle sig, som den gjorde, tilføjer han.
Han ønsker ikke at uddybe sine oplevelse af, hvad der skete natten til søndag.
I stedet henviser han til sin forsvarsadvokat.
Nicklas Bendtner er sigtet efter straffelovens paragraf 244, der handler om simpel vold. Det er oftest vold, hvor der ikke er blevet brugt våben. Strafferammen går op til tre års fængsel.
Men retspraksissen ligger meget lavere. De fleste domme ender med betinget fængsel mellem 20-40 dage med krav om samfundstjeneste.
/ritzau/