Sydamerikanske skove ryddes for at fodre danske svin: 'Landbruget skal købe bæredygtig soja - nu'

Det går for langsomt med at bruge bæredygtig soja i dansk landbrug, lyder kritik.

Her ses et område i Amazonas regnskoven i Sydamerika, hvor skov er ryddet for at gøre plads til produktion af soja.

For at de mere end 12 millioner danske svin kan blive til koteletter i fad og flæskesteg, bliver de blandt andet fodret med proteinrig soja.

Men store dele af den soja produceres i områder i Sydamerika, hvor enorme mængder skov er ryddet.

Det får nu en række kritikere til at rette det hårde skyts mod dansk landbrug, der tidligere har givet indtryk af at ville tage bedre hånd om problemerne med blandt andet skovrydning.

- Landbrug & Fødevarers medlemsvirksomheder vil derfor stille krav til deres leverandører om, at soja til foderbrug skal leve op til en række kriterier for ansvarlig produktion.

Men her over fem år efter mener Verdensnaturfonden langt fra, at dansk landbrug har gjort nok for at sikre import af bæredygtig soja.

- Jeg ved godt, at landbruget interesserer sig for det her emne, men de handler ikke. Vi kan ikke se nogen positiv effekt af det, landbruget har gjort indtil nu. Alle har set, hvordan Amazonas brændte sidste sommer.

- Det er et kæmpe problem, og nu er vi nødt til at købe det rigtige soja. Det nytter ikke, at dansk kød skal have regnskov på samvittigheden, siger Bo Øksnebjerg, der er generalsekretær i Verdensnaturfonden.

Ifølge en ny rapport fra Verdensnaturfonden importerer Danmark 1,7 millioner ton soja om året, hvoraf 89 procent er såkaldt sojaskrå, der især bruges som foder i svinelandbruget.

Ud af de 1,7 millioner ton soja er 65 procent fra Brasilien, Argentina og Paraguay, der henholdsvis er markeret som meget høj risiko for og høj risiko for ulovlig skovrydning og uansvarlige arbejdsforhold.

Det kan ikke med sikkerhed siges, hvor meget soja der produceres i områder, hvor skov er ryddet, men ifølge eksperter er det uomtvisteligt, at det sker i et betydeligt omfang.

Ifølge rapporten fylder produktionen af den soja, der importeres til Danmark, 898.000 hektar - det er større end Sjælland og Lolland til sammen.

Én øre ekstra per kilo kød

Men for bare 26 milllioner kroner kunne dansk landbrug begynde at importere bæredygtigt produceret soja fra Sydamerika, vurderer Aske Skovmand Bosselmann, der er lektor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet.

Hvis prisen eksempelvis lægges over på kødet i supermarkedernes kølebokse, bliver det en kilopris ekstra på omkring én øre.

- 26 millioner kroner er jo et stort beløb her og nu, men ser man på sektoren generelt, er det jo ikke så meget. I hvert fald ikke i forhold til, hvad der bliver indkøbt af foder, siger Aske Skovmand Bosselmann, der heller ikke mener, at dansk landbrug for alvor er kommet i gang med at importere bæredygtig soja:

- Det er ikke så meget proaktivitet, vi ser. Det kunne jo være rart, især nu når vi gerne vil "brande" hele Danmark som et bæredygtigt og ressourceeffektivt sted, siger lektoren.

I videoen herunder forklarer svinebonde Ole Larsen fra Skanderborg, at han gerne ville producere mere af sin egen foder:

Københavns Universitet opgjorde i januar, hvor meget af den importerede soja til Danmark, der er certificeret - altså kommer fra områder, hvor afskovning ikke har fundet sted.

Det er omkring 20 procent, men mejerikoncernen Arla køber det meste - så stort set intet af den soja, der bliver brugt til svinefoder, er certificeret, lyder konkusionen i rapporten fra Københavns Universitet.

Partier presser på

For fem år siden gik Danmark sammen med en række lande i den såkaldte Amsterdam-erklæring, der arbejder for bæredygtige og afskovningsfri værdikæder i landbruget.

Og så sent som i november 2018 sendte daværende miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) et brev til EU-Kommissionen, hvor han bad den tage initiativ til en handlingsplan mod skovrydning.

Men det har ikke haft den nødvendige effekt, og nu må kræfterne for alvor lægges i, lyder det fra en række af regeringens støttepartier.

Soja købt i Sydamerika bruges som svinefoder i danske stalde.

- Man kan kun have den massive animalske produktion i Danmark, fordi man importerer så meget foder udefra. Det er vi nødt til at få afviklet hurtigst muligt. Vi risikerer, at regnskoven holder op med at være regnskov, siger Enhedslistens fødevarerordfører, Søren Egge Rasmussen.

Ifølge De Radikale er dansk landbrug direkte medvirkende til at forværre klimakrisen ved fortsat at importere soja, der ikke er bæredygtigt.

- Desværre kan vi ikke forbyde landbruget at importere ikke-bæredygtig soja på grund af EU-regler. Hvis man kunne det, skulle vi gøre det. Så vi må presse på for at få dem til at indgå en frivillig aftale, siger fødevareordfører Zenia Stampe (R).

En række supermarkedskæder og Danish Crown er gået sammen i Dansk Alliance for Ansvarlig Soja, der ved udgangen af marts skal aflevere en plan for, hvordan de vil sikre, at alt soja importeret til Danmark er produceret ansvarligt.

Landbrug & Fødevarer og DAKOFO, der er brancheforening for korn- og foderstofhandlen i Danmark, er støttemedlemmer i alliancen. Det betyder blandt andet, at de ikke skal offentliggøre en handlingsplan.

Landbruget: Overraskende kritik

I Landbrug & Fødevarer er de overraskede over at få kritik for at handle for langsomt med at sikre mere bæredygtig soja.

- Vi har jo netop lavet den her alliance (Dansk Alliance for Ansvarlig Soja, red.) med andre parter, som vi venter os meget af, siger Anders Martin Klöcker, der er områdechef i Landbrug & Fødevarer.

Han henviser også til, at organisationen er med i Dansk Protein Innovation, hvor der er sat gang i mange projekter "med mange millioner bag", som skal udvikle alternativer.

- Strategien er helt overordnet at producere, hvad der svarer til 30 procent af den danske sojaimport i Danmark i stedet for i udlandet. Det kan være græs, muslinger og insekter, siger Anders Martin Klöcker.

Kritikken går på, at der er blevet snakket for meget og handlet for lidt. Kan du ikke genkende det billede?

- Nej, det kan jeg egentlig ikke. Jeg er faktisk lidt overrasket. Der er god bevægelse, og vi rykker på det her. Vi har også detailhandlen med, og det betyder også, at man ikke står alene som producent, siger Anders Martin Klöcker.

Men I er kun med som støttemedlemmer i alliancen og er ikke forpligtet til at lave en handlingsplan?

- Det, der er vigtigt, er, at dem, der reelt kan gøre forskellen og købe ind på en anden måde, også laver handlingsplanerne. Det er der, handlingerne skal ske. Vi bakker ihærdigt op om det, siger Anders Martin Klöcker.

Men landmændene kunne vel også sige, at de ville købe bæredygtig soja?

- Man er nødt til at se på praktikken i det her. Når man importerer soja, kommer det i kæmpe skibsladninger. Den enkelte landmand køber jo bare et mindre parti af det, og det er lidt svært for den landmand selvstændigt at agere i det her. Derfor gør vi det på vegne af landmændene, siger Anders Martin Klöcker.