Et større millionbeløb og flere ejendomme.
Det er blandt andet, hvad de sydafrikanske myndigheder har hjulpet med at beslaglægge i sagen mod Britta Nielsen.
Hun er sigtet for at have svindlet sig til i hvert fald 111 millioner kroner fra sit arbejde i Socialstyrelsen.
- Vi har indefrosset alle de værdier, vi kunne identificere i Sydafrika, som var købt med penge, der kan stamme fra kriminalitet i Danmark, siger JP. Willemse fra Sydafrikas beslaglæggelsesenhed.
Dermed har sydafrikanske myndigheder indtil videre afsluttet sit arbejde med at finde og beslaglægge værdier.
Ifølge dokumenter fra Sydafrikas myndigheder fremgår det, at politiet har beslaglagt blandt andet grunde og huse, penge fra et bilsalg, kontanter og indestående på forskellige konti i sydafrikanske banker.
Der er tale om værdier for mindst seks millioner danske kroner.
Ville købe hus, mens hun var efterlyst
Britta Nielsen har ifølge dokumenterne selv fortalt, at hun så sent som i oktober 2018 havde gang i et huskøb i den sydafrikanske ferieby Southbroom.
- Jeg fandt huset via en ejendomsmægler og betalte 2.075.000 rand (cirka 1,3 millioner kroner, red.) for det, lyder det i dokumenterne.
Det var kort tid inden, hun blev anholdt. På det tidspunkt var hun internationalt efterlyst.
Pengene var overført til en advokat, men salget var ikke gennemført. Nu er pengene indefrosset hos advokaten i Sydafrika.
Ved anholdelsen havde Britta Nielsen det, der svarer til omkring 300.000 danske kroner på sig. De er også beslaglagt. Men herudover havde hun ikke penge stående på sin egen sydafrikanske bankkonto ved anholdelsen 5. november.
- Vi har til gengæld indefrosset penge hos sønnen, for pengene flød fra Britta Nielsens konto til hendes søns konto. Vi har kunnet spore penge fra Danmark hele vejen til Britta Nielsens konto og videre til sønnens konto, hvor pengene blev spredt til forskellige folk og brugt til køb af ejendomme, siger JP. Willemse.
Den konto havde Britta Nielsen også adgang til.
Sønnen har i flere år boet i Sydafrika.
Kilde tippede om bankbokse i Sydafrika
Bagmandspolitiet (SØIK) fik et tip fra en kilde om, at Britta Nielsen og hendes familie havde bankkonti i to filialer i området Phalaborwa, hvor de også havde to af deres ejendomme.
- Kilden oplyste endvidere, at der skulle være oprettet bankbokse i begge afdelinger, fremgår det af dokumenterne fra Sydafrika.
Dokumenterne viser flere screenshots af Britta Nielsens overførsler til de sydafrikanske bankkonto i hendes navn. Overførslerne når op på ni millioner kroner over mere end ti år.
Britta Nielsen har haft en bankkonto i Sydafrika siden 2006, hvor hun købte den første ejendom.
- Jeg vil tro, jeg har overført omkring fem millioner til Sydafrika fra min danske Nordea-konto, lyder det fra Britta Nielsen i dokumenterne, hvor hun også fortæller, at hun styrede kontoen via netbank fra Danmark.
Biler, krokodiller og ædelsten
De utallige sydafrikanske dokumenter indgår i sagen, hvor det sydafrikanske politi har forsøgt at danne sig et overblik over, hvilke værdier Britta Nielsen og hendes familie har i landet.
Derfor har de afhørt både Britta Nielsen, hendes søn og flere af de efterforskere, som har været en del af sagen.
Ifølge eget udsagn har Britta Nielsen gennem tiden købt mange smykker i Sydafrika - blandt andet fire guldringe til en værdi af over 200.000 kroner samt en ædelsten.
Hun har også fortalt, at hun har haft seks krokodiller i en krokodilledam, som hun anlagde på en af sine grunde. De blev passet af en bekendt til sønnen. Om de er beslaglagt som del af sagen, er uvist.
Britta Nielsen har også ejet flere landrovere i Sydafrika, som hun løbende har udskiftet med en ny model. En havde køkken-faciliteter og telt på.
Ved anholdelsen var en landrover sat til salg, mens hun stadig havde en anden ved en af sine ejendomme.
Betalte for at blive skjult fra pressen
I erklæringen, som Britta Nielsen har givet til det sydafrikanske politi, forklarer hun, at hun betalte over 100.000 kroner til "flere personer" for at hjælpe hende i efteråret, da hun var eftersøgt i Danmark.
- Jeg betalte forskellige personer for at hjælpe mig med at undgå danske journalister, som forsøgte at finde mig for at få et interview angående min påståede svindel, lyder det.
Erklæringen er lavet lige efter, at Britta Nielsen blev anholdt i Sydafrikas hovedstad Johannesburg i november 2018.
Pengene betalte hun ifølge eget udsagn for at få arrangeret blandt andet transport og overnatning, og det fremgår af dokumenterne, at politiet har interviewet to personer, der menes at have hjulpet Britta Nielsen.
Den ene er en dansk statsborger, mens den anden er sydafrikansk statsborger.
Om der er personer i Sydafrika, som bliver involveret i en straffesag, vides ikke.
Sydafrikanske myndigheder går nu i gang med at få værdierne fra beslaglæggelserne omsat til rede penge, som kan gå tilbage til den danske stat.
Det er uklart, hvordan Britta Nielsen stiller sig til sigtelsen om groft databedrageri for 111 millioner kroner i Socialstyrelsen.
Hendes søn og to døtre nægter sig skyldige i hæleri. Det samme gør hendes svigersøn.