Den svindelmistænkte Britta Nielsen fra Socialstyrelsen har overført "betydelige beløb" til tre nærtstående personer.
Det drejer sig helt præcist om 11.423.996,60 kroner.
Da de pengeoverførsler betragtes som lån, er de tre nærtstående personer blevet bedt om at betale dem tilbage.
Det oplyser advokatfirmaet Kammeradvokaten i en redegørelse til Sø- og Handelsretten.
Kammeradvokaten er kurator i sagen, hvor Socialstyrelsen forsøger at hente de 111 millioner offentlige kroner hjem til staten, som den tidligere betroede medarbejder i Socialstyrelsen, Britta Nielsen, er mistænkt for at have svindlet sig til.
Britta Nielsen er sigtet for databedrageri af særlig grov beskaffenhed i den store sag om millionsvindel med Socialstyrelsens puljepenge - penge som skulle gå til udsatte borgere.
Hun sidder i øjeblikket varetægtsfængslet i Danmark, efter hun i efteråret blev anholdt i Sydafrika, hvor hun ifølge myndighederne var flygtet til.
Hvordan hun stiller sig til sigtelsen, er uklart.
Udover sigtelsen mod hende er hendes tre børn - en søn og to døtre - sigtet for hæleri af særlig grov beskaffenhed ved at have modtaget nogle af pengene. En svigersøn er også sigtet i sagen. De nægter sig alle skyldige.
- Udover overførslerne til de tre nærtstående personer har kurator konstateret, at der er sket overførsler af et mindre beløb til en fjerde person med tilknytning til skyldneren, står der i redegørelsen.
Omfattende overførsler til en datter
Særlig én af de nærtstående personer har ifølge Kammeradvokatens undersøgelser modtaget "omfattende pengeoverførsler".
Der er her tale om Britta Nielsens ene datter, som i forbindelse med sagen også er blevet erklæret konkurs.
Hvor mange penge, hun har modtaget, vides ikke.
Datteren har haft en stor interesse for heste og har haft flere firmaer, der har købt og solgt dyre heste, har hun fortalt i et interview med Kanal 5. Her lød det også, at det var moderen, der stod for økonomien i forbindelse med hestehandlerne.
- Det er endnu uklart, om disse overførsler er foretaget i skyldnerens egen interesse, eller om betalingerne er sket i en nærtstående persons interesse, står der i redegørelsen.
Derfor ved kurator ikke endnu, om de penge kan kræves tilbagebetalt.
Det er også stadig for tidligt at sige, om andre end Britta Nielsens ene datter vil blive begæret konkurs i forsøget på at hente pengene hjem til det offentlige, oplyser advokat og kurator Boris Frederiksen.
Hævet store pengebeløb i banken
Der er sket "betydelige kontanthævninger" fra Britta Nielsens bankkonti, står der i redegørelsen.
Det præcise beløb vil kurator ikke oplyse. Det er også usikkert, om pengene kan hentes hjem.
- Vi kan konstatere, at der har været betydelige kontante hævninger på Britta Nielsens bankkonti. Hvor de kontante beløb er flydt hen, det henstår stadig i det uvisse, siger Boris Frederiksen.
For de penge kan ikke følges på samme måde, som penge der overføres mellem bankkonti.
- Penge, der er hævet kontant, er meget svære at spore. Det må vi bare konstatere, tilføjer han og kan derfor heller ikke udelukke, at nogle af pengene ligger et eller andet sted.
I det hele taget har kurator haft et stort arbejde med at få overblik over Britta Nielsens bankkonti, der betegnes som et bemærkelsesværdigt højt antal, som hun har haft i flere banker og i flere lande.
I nogle tilfælde har bankudskrifter skullet afhentes fysisk hos Danske Bank.
Huse sat til salg
I alt har kurator indtil nu fundet frem til værdier for 4,9 millioner kroner, mens det vurderes, at Britta Nielsen skylder i alt 124 millioner kroner.
En ødegård i Sverige og et hus i Hvidovre er også blevet sat til salg for at hente pengene hjem.
Britta Nielsen har også gjort flere store køb i Sydafrika, men værdien er endnu ikke opgjort.
- Kurator har arbejdet på at få klarlagt, hvad Britta Nielsen ejer i Sydafrika, hvor hun blandt andet har købt en bil og flere ejendomme med bygninger. Det arbejde er endnu ikke afsluttet, siger kurator Boris Frederiksen.
Først om et til to år forventer advokaten, at hele konkurssagen er afsluttet.