Bagmandspolitiet (SØIK) har sigtet endnu en person i sagen om formodet svindel for millioner af kroner i Socialstyrelsen.
Der er tale om en 37-årig svigersøn til sagens hovedmistænkte, Britta Nielsen. Hun blev sidste år anholdt i Sydafrika efter at have været efterlyst internationalt.
I Københavns Byret kom det frem, at svigersønnen nu i over en måned har været sigtet for groft hæleri samt for i forening med andre at have medvirket til at sikre udbytte og skjule bedrageri for 111 millioner kroner fra Socialstyrelsen.
Han nægter sig skyldig.
- Sagen har tæt sammenhæng med sagen mod Britta Nielsen. Det er derfor, vi kører sagen om navneforbud her i København som retskreds, sagde specialanklager Kia Reumert i Københavns Byret.
Byretten besluttede dog ikke at nedlægge navneforbud mod svigersønnen af hensyn til sagens alvorlige karakter. Strafferammen er op til seks års fængsel.
I retten fremgik det, at den pågældende 37-årige mand er sigtet for i forening med Britta Nielsens to døtre, Karina Jamilla Hayat og Samina Hayat, at have fjernet og gemt betydelige pengebeløb.
- Mig bekendt er der ingen økonomiske mellemværender mellem min klient og hovedpersonen i sagen, Britta Nielsen, og det har anklagemyndigheden heller ikke kunnet oplyse noget om i dag, argumenterede advokat for svigersønnen, Andro Vrlic, i retten.
Svigersønnen samt de to døtre er ikke på nuværende tidspunkt varetægtsfængslet.
To personer fængslet
SØIK ønsker ikke at udtale sig om sagen af hensyn til efterforskningen.
I forvejen er den svindelmistænkte Britta Nielsen og hendes søn, der er sigtet for hæleri i sagen, frivilligt gået med til at blive fængslet.
Også Britta Nielsens to døtre er sigtet for groft hæleri i sagen og har været det siden oktober, hvor sagen kom frem. Ifølge politiet har de og sønnen modtaget en betydelig del af deres mors formodede svindeludbytte.
Britta Nielsen selv er sigtet for groft databedrageri ved fra 2002 til 2018 at have trukket mindst 111 millioner kroner ud til sig selv fra tilskudsadministrationen under Socialministeriet.
Det er uklart, hvordan Britta Nielsen forholder sig til sigtelsen. Alle børnene nægter sig skyldige.
Har tidligere begået kriminalitet
Den nu sigtede svigersøn har tidligere været involveret i grov kriminalitet. Han er blevet dømt for både vold og trusler og har været tiltalt i en anden sag om frihedsberøvelse, vold og trusler.
Den seneste sag drejede sig om kidnapning samt trusler mod en polsk håndværker. Britta Nielsens ældste datter, Karina Jamilla Hayat, var medtiltalt i sagen.
Den nu tiltalte svigersøn har afghansk baggrund. Faderen til den 37-årige mand har tidligere til BT fortalt, hvordan tilknytningen til Britta Nielsen og familien havde en dårlig indflydelse på sønnen.
- Britta Nielsen har haft en dårlig indflydelse på ham. Hun har stjålet min søn, sagde faderen sidste år til BT.