De mange flygtninge og migranter, som lige nu bevæger sig mod Sverige på gåben, vil blive taget varmt imod, hvis de når over sundet og ind i det blå/gule land.
Det fortæller pressechef i Migrationsverket, Frederik Bengtsson.
- I går eftermiddags fik vi oplysninger om, at der var et antal personer, som var på vej fra Tyskland til Danmark, men med Sverige som endedestination. Vi valgte derfor i løbet af aftenen at øge vores beredskab, siger han.
- Vi har oprettet 300 nye beredskabspladser.
Danmark som transitland
Når de mange flygtninge og migranter endelig når til Sverige, vil de blive registreret i Migrationsverket og derefter transporteret til byen Simrishamn omkring 120 kilometer uden for Malmø.
Her vil de blive indlogeret på byens asylcenter, hvor der er 105 ledige værelser af forskellig størrelse, hvor de kan se frem til tre måltider om dagen, internet, tv og en velkomstpakke fra Migrationsverket med blandt andet hygiejneartikler.
Derudover er lokalbefolkningen også gode til at hjælpe, forklarer centrets chef, Lulu Mårtensson.
- Her er mange hjælpeorganisationer, som kommer med tøj, med fritidsaktiviteter og folk kommer for bare at snakke med dem. Folk er fantastiske til at tage imod vores asylansøgere, siger hun.
Der er ansat 11 personer ved asylcentret, som er åbent døgnet rundt.
150 sidder fortsat i tog
Samlet kom over 300 flygtninge og migranter til Danmark i løbet af søndagen, og også mandag er der kommet flere til.
Mellem 100 og 150 flygtninge og migranter gik mandag eftermiddag i nordlig retning langs Sydmotorvejen for at nå deres mål.
- De er bange for at blive registreret og få sat et fingeraftryk. De vil gerne til Sverige - til deres familie og venner. Så de enormt bange for, at rejsen stopper her, siger DR-journalist Lars Munck Rasmussen, der følger med gruppen.
Samtidig sidder omkring 150 andre flygtninge og migranter fortsat i et tog i Rødby. Dørene åbner først, når politiet er nået frem med forstærkninger.